Døden er en port

Døden er en port vi skal igennem før vi kan rejse videre.
Sætningen stammer fra den japanske film Departures som udkom i 2008 og som efterfølgende har vundet et hav af priser.

Jeg købte for nyligt et digitalt kort til mit tv gennem YouSee og i den forbindelse fik jeg i en periode adgang til samtlige kanaler, omkring 250 stk. Kanaler fra Asien, Amerika, Norden, Tyrkiet, ja stort set hele verden. Denne gratis adgang / prøveperiode varede i 14 dage hvorefter YouSee håbede at jeg var blevet hooked på nogle af kanalerne og efterfølgende ville købe dem, hvilket jeg ikke gjorde.
For at sige det lige ud: Blot fordi der er 250 kanaler at vælge mellem, gør det ikke kvaliteten af programmerne og udvalget bedre end de 40 jeg havde i forvejen.
Jeg synes faktisk at der bliver vist en masse skrammel.

En aften zappede jeg forbi “Canal Plus Drama” hvor de viste filmen Departures. Jeg blev øjeblikkeligt grebet af den.
Den handler om en ung fyr der spiller cello i et symfoniorkester. Da dette bliver opløst må han ud og finde et nyt arbejde. I avisen finder han et stillingsopslag som han tror stammer fra et rejsebureau. Han tager hen på adressen for at søge jobbet, og først der opdager han, at det er en bedemandsforretning hvor hans job skal bestå i at sende afdøde af sted på deres sidste rejse.

Det lyder som en komedie og hvis du på nettet ser traileren til filmen kan man også fristes til at tro at den er det, men det er altså ikke tilfældet. Tværtimod. Filmen er så smuk og rørende, og jeg tog mig selv flere gange i at sidde med tårerne trillende ned af kinderne.

Filmen varer over 2 timer, og da jeg havde set ca en halv time af den, forsvandt lyden pludselig, men da var jeg blevet så grebet af den, at jeg bare ville se den færdig selvom det betød ingen musik, ingen lyd – ja intet den næste halvanden time. Til al held var den med danske undertekster, så jeg kunne stadig følge med.
Havde jeg set / oplevet den med lyd, var jeg nok blevet endnu mere berørt af den.

Jeg sad og tænkte, at jeg ville ønske at vi sendte vores kære af sted på samme måde og med den kærlighed som man gør i filmen. Familien samles og man gennemgår et ritual. Bedemanden gør den afdøde i stand, vasker og klæder vedkommende på, lægger make-up og gør dem så smukke og næsten levende, og giver dermed familien et smukt minde. Familien sidder og ser på mens bedemanden gør sit job i stilhed, ydmyghed, respekt, ømhed og kærlighed.

Hvis du ikke har set filmen, så kan jeg varmt anbefale dig at gøre det. Det er en virkelig smuk film med et spirituelt islæt.
Link til filmens hjemmeside: Departures

I programmet fra Lysets Hus 2011 står der på sidste side følgende smukke tekst, som passer godt til dette indlæg:

Døden er som et skib der sejler bort med vores kære.
Vi står på stranden og ser det forsvinde. Det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt i horisonten, der hvor himmel og hav mødes.
Vi ser på hinanden og siger; “nu er hun væk”, men lige så sikkert er det at der på den anden side står nogen der siger; “der kommer hun”.