Er du spirituel?

Her i sidste uge dukkede følgende spørgsmål op i min brevkasse:

Hej Jette,
Vil først og fremmest sige dig tak for alle de gode podcasts du har lagt op på din hjemmeside. Jeg har efterhånden lyttet til en del af dem og bliver mere og mere spirituel jo mere jeg lytter. Jeg genkender flere og flere ting som jeg har haft i tankerne de sidste 20-30 år men som jeg ikke har turdet åbne op for, fordi jeg synes jeg virkede unormal. Tak fordi du har gjort det mere synligt.

Jeg er kommet lidt i tvivl om vedr. min tro og vil blot høre om din mening om det.? Kan man sige at jeg tror på det spirituelle / guddommelige?

Mit svar:
Hej Jan
Tak for at du lytter til mine programmer.

Om du tror på det spirituelle / guddommelige er jo et stort spørgsmål. Jeg ville mene at for at kunne besvare det skal du først og fremmest definere hvad det spirituelle og guddommelige er eller betyder for dig.
Når du har defineret det, kan du meget bedre selv besvare spørgsmålet.

Det jeg tænker er, at du som menneske automatisk ER en del af det spirituelle og guddommelige. Du er en sjæl der for en periode har taget bolig i en fysisk krop her på jorden. Hvis vi derfor kunne se igennem kroppen – så består du af 100 % sjæl – altså er du en naturlig og automatisk del af det spirituelle univers. Din sjæl har en direkte kontakt til det guddommelige univers, hvorfra du kan hente al information og viden. Det er derfor at du, hvis du mærker efter, altid ved hvad der er det bedste, mest rigtige og sande for dig.

For mig kunne spørgsmålet lige så vel have været: Tror jeg på ilt?
Ilt kan du ikke se, men ikke desto mindre trækker du vejret flere tusinde gange om dagen og din krop er fyldt op med det. Du kunne simpelthen ikke leve uden ilt.

Det samme gælder for det spirituelle.
Uden det spirituelle og guddommelige fandtes du / din sjæl / din væren heller ikke.
Du ER altså en del af det spirituelle.
Du ER en del af det guddommelige.

Det er også derfor du føler at du genkender dig selv, og at du føler at du vokser spirituelt ved at lytte til mine podcast. Årsagen er at jeg taler om noget som er en helt naturlig del af dig. Du genkender det hele fordi mine ord og budskaber giver mening dybt inde i dig.

At være og leve det spirituelle, handler derimod om hvordan du er, hvordan du “ser”, dine tanker og overbevisninger om dig selv og om de valg du træffer i hverdagen.
Hvis du gør det i overensstemmelse med dit spirituelle ophav, så både er og lever du det.

Håber dette besvarer dit spørgsmål.
Venlig hilsen
Jette Harthimmer

, , , ,

No comments yet.

Skriv et svar