Gør noget helt uventet

Min søde niece kom en morgen spontant forbi til en kop kaffe inden hun skulle af sted på Universitetet. Jeg har en kærlighedsgave til dig, sagde hun og rakte mig en gave pakket ind i et tørklæde.

Jeg åbnede den og så det som du kan se på billedet.
Der var vedlagt et kort, og da jeg læste det blev jeg helt rørt. I glasset ser du en masse fugle som hun selv har siddet og foldet. Jeg skal på dage hvor jeg har brug for noget positivt, åbne en af dem. På de lyserøde har hun skrevet meningsfulde citater, på de grønne er der ord om og til mig, og på de blå er der digte.

Det er da lige til at tude over.

Gør noget uventet og skab glæde omkring dig
Min niece er rigtig god til at sprede kærlighed og glæde. Hun kan finde på at hænge en pose med nybagte boller på mit dørhåndtag, eller stille en skål med hjemmelavet chokolade på dørmåtten.
Disse handlinger gør mig bare så glad og ikke mindst dybt taknemmelig.

Hvornår har du sidst glædet og overrasket nogen? Bare fordi du havde lyst, og ikke fordi du krævede eller ønskede at få noget igen, men bare fordi du ville glæde et andet menneske? Det betyder al verden at du gør det. Både for den der bliver givet til, men så sandelig også for dig som giver. Man bliver glad af at give.

Gode gerninger føles godt indeni
Sidst jeg var i banken, gav jeg ekspedienten en lille æske chokolade. Hun blev helt rundt på gulvet. Til mig? Jamen, hvorfor? Ikke for noget, bare fordi jeg har lyst. Ih altså, nej hvor dejligt og så smilede hun fra øre til øre. Nu var hendes dag med garanti reddet.
På 1 års dagen for købet af min lejlighed, gik jeg ned til EDC og gav min ejendomsmægler en kæmpe buket blomster. Det samme gav jeg min bankrådgiver. Det var tydeligt for dem begge, at dette ikke var noget de var vant til.

Da et fjernvarmerør i vinters sprang lige udenfor døren til vores opgang, og sendte en 10 meter høj søjle af vanddamp, isolering og snask fra undergrunden op på vores ejendom og vores vinduer, gik jeg den efterfølgende morgen ned til min underbo og bankede på. Jeg gætter på, at hun er omkring 70 år gammel. Hej, jeg bor ovenpå. Jeg går ud fra at dine køkkenvinduer også er fuldstændigt smurt ind efter nattens uheld? Ja, svarede hun.
Skal jeg så ikke lige pudse dem for dig, nu hvor jeg alligevel er i gang med mine egne? Hun stod helt paf og vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Gider du virkelig det, spurgte hun til sidst. Ja da, skal jeg ikke gøre det med det samme? 10 minutter efter havde hun rene vinduer og jeg følte mig bare så glad over at have kunnet give hende en håndsrækning.

Hvem kan du glæde?
Alle har brug for et skulderklap, en kærlig tanke eller at blive positivt overrasket. Hvad med pædagogen der passer dit barn i institutionen, skolelæreren, din mekaniker, tandlægen, din nabo eller kassedamen? Hvad med din familie, venner eller andre i dit netværk. Send dem en sms, et kort eller et brev hvori du skriver hvor meget du holder af dem og hvad de betyder for dig.
Giv dem en gave på dage hvor de ikke har fødselsdag.

Har du nogensinde oplevet at nogen uventet har givet til eller beriget dig? Tænk på hvor meget det betød for dig og hvor glad du blev. Denne følelse kan du give videre til en anden. De bliver glade, og du bliver mindst ligeså glad.

, , , ,

No comments yet.

Skriv et svar