I dag er det 40 år siden at Kong Frederik d. IX døde, og min far sendte mig hen til Amalienborg med et kondolancebrev til Prinsesse Margrete, i dag vores Dronning.
Jeg var 12 år gammel og var rigtig glad for at få denne tjans.
Jeg skal drikke the med Dronningen
Jeg var overbevist om, at når man kommer med et personligt brev til Dronningen så bliver man naturligvis inviteret indenfor til en kop the. Så jeg rettede ryggen og gik spændt og forventningsfuldt vejen hen til Amalienborg.
Da jeg kom ind på Slotspladsen mødte jeg min første udfordring. I hvilket af de fire palæer bor hun mon? Aner det ikke, så jeg startede fra en ende af og bankede på de døre og porte som der var. Ved hver af dem stod en garder og de kiggede underligt på mig, men de sagde dog ingenting.
Jeg var lige ved miste modet, for selvom jeg bankede flittigt og gik fra dør til dør, så skete der ingenting. Men så pludselig, ved den sidste dør jeg bankede på, reagerede alle garderne på pladsen med at stå ret. Jeg kunne høre en nøgle blive drejet og jeg oplevede næsten i slow motion dørhåndtaget gå ned og døren blive åbnet.
Dronningen åbner ikke selv døren
Øv, det var ikke Dronningen selv der åbnede døren men derimod en lakaj. Jeg kan huske at jeg tænkte at det var noget spøjst tøj han havde på. Han så spørgende på mig, og jeg fortalte at jeg havde et brev til Dronningen. Han rakte hånden frem hvorpå jeg gav ham det. Så sagde han tak og lukkede døren i. Jeg stod et stykke tid og så på den lukkede dør. Han henter hende nok, tænkte jeg, men der skete ikke mere, og så kunne jeg ligeså godt gå hjem. Jeg var rigtigt skuffet og ked af det.
Hvor har du dog været?
Jeg ville ikke gå direkte hjem, for så kunne mine forældre jo nok regne ud at jeg ikke var blevet budt indenfor til the, så jeg valgte at gå en omvej hjem. Jeg fik øje på Marmorkirken og besluttede mig for at gå derind for at fordrive tiden og for at få varmen.
Da jeg kom ind var der stuvende fyldt med mennesker, en præst var i gang med at tale og det viste sig at jeg var havnet midt i mindegudstjenesten. Den varede ret lang tid, og jeg vidste at det ville være uhøfligt at gå før den var slut. Så jeg stillede mig op af væggen allerbagerst i kirken og ventede.
Da gudstjenesten var slut løb jeg hjem. Mine forældre var blevet bekymret. Hvor har du været? Hvorfor tog det så lang tid at aflevere brevet? Er du klar over hvad klokken er? Jeg svarede at jeg havde været til gudstjeneste. Så blev de helt stille og sagde ikke mere.
Jeg har da drukket the med en Prinsesse
Sommeren 2011 havde jeg en aftale med den norske Prinsesse Märtha Louise i Oslo. Hun havde sagt ja til at stille op til et interview til mit program ClairCast. Det blev et rigtigt hyggeligt og afslappet møde over nogle timer, og der fik vi drukket the, spist kirsebær og så fik jeg oven i købet en signeret bog og cd med hjem.
Vil du læse om den dag og det møde, så kan du det her: Sådan gik mit møde med Prinsessen
Men, jeg har altså ikke givet op. Den lille pige i mig håber stadig at det en dag bliver muligt at drikke the med Dronningen.
Så kære læser, hvis du kender nogen der kender nogen, så er jeg klar. Kaffe er også ok 
Det er en rigtig sød erindring, du beskriver her og siger noget om, hvordan børn opfatter tingene bogstaveligt, når de har tillid til deres voksnes udmeldinger. Det minder mig om, da min datter var en fire-fem år, hvor jeg havde jeg lovet hende, at vi skulle ind til byen 16.april, til Dronningens fødselsdag – min datter har selv fødselsdag kort efter. Hun vidste allerede da, hvordan man gebærder sig, når man skal i byen. Inden vi hastede ud af døren sagde hun nemlig, “mor, vi skal huske mine sutsko”. Jeg vidste godt, hvad hun sigtede til, og kunne selvfølgelig havde forklaret hende, at det ikke var nødvendigt o s v., men forventningens glæde… Da vi stod med flaget i hånden på Slotspladsen, sammen med de måske 5.000 tusinde andre københavnere og vinkede til Dronningen på balkonen, sagde hun ligeså stille: “Men mor,skal vi slet ikke ind til hende?”, hvortil jeg kun kunne sige, “Nej skat, ikke i dag, jeg tror ikke hun har plads til så mange mennesker, selvom hun bor på et stort slot”. Den er også sød, og vi har grinet meget af den episode sidenhen.