Man kan godt være lykkelig selvom man er single

Om at være single og lykkelig

Er du bange for at blive single?
Vælger du at være i et dårligt forhold frem for at være alene?
Er du hele tiden på jagt efter den eneste ene?

Du vidste det fra starten
Jeg hører desværre ofte den ene part i et parforhold sige, at hun er ulykkelig. Hun er i et parforhold, som på ingen måder er velfungerende. De bruger mere og mere tid på at skændes og kritisere hinanden end på at være intime. Kommunikationen er gået helt i fløjten og begge parter mistrives tydeligt.

Nogle gange hører jeg også at hun siger: “Ja, jeg vidste helt fra starten at det ikke skulle være os, men jeg var bare så træt af at være alene, og han er faktisk også en rigtigt sød fyr, men det fungerer bare ikke mellem os”.
Mit spørgsmål er så, hvorfor går I ikke hvert til sit? Sætter hinanden fri, så I hver især kan komme ud og finde den “rette partner” som I kan skabe et sundere og bedre parforhold med. Nej, det tør jeg ikke, for jeg tvivler på om jeg nogensinde finder en partner igen, eller også svarer hun, jeg duer bare ikke til at være single. Jeg har ikke lyst til  / jeg tør ikke at være alene.

Jeg bliver sammen med ham, indtil noget bedre dukker op
Eller også kan jeg jo bare have en affære. Ja, det er da også en rigtig kærlig og respektfuld måde at behandle din partner på.

Jeg synes det er skræmmende så mange der indgår et parforhold eller endda et ægteskab, selvom deres intuition fra første dag fortalte dem, at denne partner ikke var den rette. Man beslutter sig for at lukke øjne og ører, slukke for den indre stemme der forsøger at komme med alle de gode råd samt gøre opmærksom på fare-signalerne, og alt det der ikke vil fungere.
Stille og roligt overbeviser man derimod sig selv om, at her står man med den helt rigtige partner. The one and only, Man nægter simpelthen at se de røde advarselslamper der blinker.
Hvorfor gør man dette?

Din lykke afhænger ikke af et andet menneske
Mange tror fejlagtigt, at når man først er i et parforhold så bliver man lykkelig. Din lykke afhænger slet ikke af et andet menneske. Hvis du går og venter på at få en partner, så du kan blive lykkelig eller hvis du tror at det er partnerens opgave at gøre dig lykkelig, så bliver du slemt skuffet.
Du kan sagtens være jublende lykkelig, livsglad og tilfreds uden en partner.

Det er ikke partneren der gør dig lykkelig – det er dig selv!

Du kan være lykkelig selvom du er single.

Så hvis du går på date i håbet om at finde en der kan gøre dig lykkelig eller som skal fjerne din ensomhedsfølelse, så tiltrækker du ikke den rette partner, men ender derimod op med en hvor du kommer til at gå på kompromis med dig selv. Eller du ender op med hele tiden at løbe ind i “de forkerte” hvor forholdet går helt op i hat og briller, sårede følelser, utroskab eller lign.

Hvis du i stedet modigt tør være alene, arbejder med dig selv personligt og følelsesmæssigt, så du er glad og lykkelig i hverdagen, synes livet er skønt, elsker dit eget selskab og endda er klar til at gå gennem livet uden en partner – så er det et helt andet fundament du står på, og på dette vil du helt uden at skulle gøre noget, tiltrække “den rette partner”. En partner der som dig også hviler i sig selv, og hvor jeres møde bliver en berigelse og prikken over i´et på et i forvejen skønt liv.

Mit råd til dig er derfor, at du først og fremmest skal bruge din tid og dit fokus på at skabe det mest fantastiske parforhold til dig selv. Elsk, påskøn, berig og værdsæt dig selv. Så vil du efterfølgende som en magnet tiltrække og skabe det helt rigtige parforhold.

Et græsk ordsprog:
Det gælder ikke om at finde den rette partner,
men om at være den.

Læs også: Er du på jagt efter din soulmate?

,

4 Responses to Man kan godt være lykkelig selvom man er single

  1. Wikipedia 19.12.2016 på 13:21 #

    Most involved with the best loans are not so
    easy-to-implement to look for. Borrowers put in the degree as
    by their calls for. http://www.wikipedia.org

  2. Helene 14.11.2012 på 22:45 #

    Hej Jette
    Hvor er din/dine hjemmesider legende lette og brugervenlige
    og hvor er du inspirerende :D .

    Tak for det .

    Kærlig Hilsen
    Helene

  3. Hanne 13.01.2012 på 11:46 #

    Hej Morten og Jette

    kanon gode indlæg begge to …. med forskellige vinkler ;-)

    glæder mig virkelig til at blive “en del af to” når engang det sker hehe…;-)

    tanker til jer !

    vh. Hanne

  4. Morten 09.01.2012 på 21:31 #

    Hej,
    Tak for ovennævnte opmuntende artikel, i hvilken jeg gerne vil anholde overskriften og den ene del af budskabet, nemlig at man kan være lykkelig som single.

    Jeg er ikke enig på vegne af den del af menneskene, som har en drøm om at blive en del af et par, måske endda at skabe en familie.

    I teorien kan man jo være lykkelig ved konsekvent at være glad for det, man har, i stedet for at stræbe efter lykken ved få noget, som man ikke har og derfor ønsker sig.

    Imidlertid adskiller de fleste menneskers gener sig ikke væsentlig fra dyrenes på det punkt, der angår parring og forplantning. Hos de fleste yngre mænd og kvinder råber hormonerne på et tidspunkt meget, meget højt op om, at parring og forplantning skal igang, og det vil være imod naturens orden at overhøre dem og bilde sig selv ind, at man er fuldstændig lykkelig uden en partner og evt. uden børn.

    En undersøgelse, jeg læste om i avisen, havde afdækket, at den vigtigste enkeltfaktor for, om et menneske følte sig lykkelig, var, at vedkommende var en del af et par. Man kan have godt arbejde, sund og rask, være meget social og have mange – eller få – gode venner, men en kæreste/ægtefælle, som man fungerer godt med, er altså noget mere.

    Jeg er enig med dig i, at det er en vigtig forudsætning for at møde den rette partner, at man hviler i sig selv og er tilfreds med sig selv og sin tilværelse, dvs. at man står solidt på eget fundament og er lykkelig ved at være nået så langt. Dertil vel vidende, at det ikke er endestationen. Først efter at have etableret et forhold til en ligeværdig partner vil mange (ikke alle, folk er jo forskellige) føle sig hel, jvr. udtrykket “min bedre halvdel” om en kæreste/ægtefælle.

    Trods artiklens overskrift handler den i sit væsentligste budskab, som anføres til slut, jo om, hvordan du foreslår, at man bærer sig ad netop for at komme ind i godt parforhold!

    Venlig hilsen

    Morten

Skriv et svar