Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Har du spirituelle evner?

Har du nogen sinde tænkt over, hvor skønt dette ville være, hvis du kunne træffe de helt rette valg og beslutninger i dit liv?

Hvis du på forhånd vidste om dette job, denne partner, denne mulighed var den rigtige for dig?

Hvis du vidste at du havde potentialet til at kunne forandre dit liv?

Den evne har du allerede, men måske ved du det bare ikke.

Om du ved det eller ej, så bruger du dagligt dine psykiske evner i større eller mindre grad. Måske har du ”næse” for en god forretning, føler dig inspireret til at skrive, lave kunst eller på anden måde udtrykke dig kreativt. Måske er det din mavefølelse du bruger når du skal træffe et valg, eller du er sensitiv og kan mærke andres folks energier / følelser, en stemning i et lokale du netop træder ind i, eller du har stærke drømme med mange billeder og symboler.

Den 6. sans, clairvoyancemusklen, mavefølelsen, at have næse for, intuition, inspiration, Gud, kanalisering, den indre stemme, ja du kan kalde det hvad du vil, men du har det og du kan det. Du har blot ikke lært hvordan, eller du har tvivlet på at du kunne.
Omvendt har du sikkert masser af gange stået i en situation, hvor du har sagt ” jeg ved det bare”, og det har siden vist sig, at du havde ret.

Jeg møder i mit arbejde, så mange mennesker der længes efter at komme i bedre kontakt med deres spiritualitet og indre stemme, fordi de ved, at i den ligger alle de svar de har brug for.

Hemmeligheden om succes

Hvad tror du er årsagen til, at nogen har succes i alt hvad de foretager sig? De har et arbejde de elsker, har masser af venner, god økonomi, de har mål og retning i deres liv, de er glade, har et let og lyst sind, har masser af energi og de har overskud til at være der for andre med deres smittende begejstring og entusiasme.
Jeg er sikker på, at du kender mindst én ”af slagsen”. Du bliver høj og beriget af at være sammen med dem, og du smittes af deres gå på mod og deres tilgang til livet. De opfordrer dig altid til at stile højere, de tror på dig og dine evner, de støtter og motiverer dig til at være den bedste du kan være. De ser ofte muligheder og potentialer i dig, som du ikke selv ser. Hvad er deres hemmelighed? Hvordan kan de være sådan? Det er ganske simpelt: De bruger deres spirituelle evner optimalt. De handler på det de hører, ser og fornemmer.

24 timer i døgnet, forsøger den åndelige verden / dit højere selv at kommunikere med dig. Den bruger forskellige metoder, i håbet om at du opfanger budskabet. Den beriger dig med alle de informationer du har brug for. Gode råd, anvisninger til at leve et helt og succesfuldt liv i overensstemmelse med dig selv og til at kunne skabe alt det du ønsker dig og drømmer om.
Jamen, hvis det er sandt, hvorfor ser din dag så ud som den gør? Fordi du enten ikke hører efter eller også handler du ikke på det der bliver kanaliseret til dig, – eller som du allerede ved.
Vær ærlig: Hvor mange gange har du stået i en situation, hvor din indre stemme har rådet dig til at gøre, sige, vælge a, men hvor du har ignoreret den og gjort det stik modsatte? Masser af gange. Og med hvilket resultat? Før eller siden har vi måtte bide i det sure æble og sige, jeg vidste godt at det ville gå sådan.

Så kan man selvfølgelig svare, at der en mening med alt, og måske var det netop meningen at man skulle igennem alt dette for at lære noget. Hvis man havde handlet rigtigt og lyttet til mavefølelsen, så havde man ikke lært denne lektie og ej heller fået denne erfaring. Det er helt rigtigt, men hold fast hvor kunne vi have sluppet for mange øretæver, nederlag og skuffelser i vores liv, hvis vi blot havde valgt rigtigt fra begyndelsen. Hvis vi dog bare havde turde handle på de informationer vi fik, og den indre viden vi havde.

Hvorfor hører vi ikke efter?

Hvis vi hele tiden får al den hjælp og alle de svar vi har brug for, hvorfor benytter vi os så ikke af det?
Fordi vi ikke har lært hvordan, og fordi vi tvivler på at vi kan.
Som børn var spiritualiteten en helt naturlig del af os. Vi brugte vores fantasi, vi havde usynlige venner, vi var overbeviste om at verden var én stor legeplads hvor alt var muligt. Vi troede på os selv og vores evner til at skabe. Bad man os skrive en ønskeliste, kunne vi med lethed fylde en hel A4 blok, fordi vi troede på at alt hvad vi ønskede, kunne vi få eller skabe. Vi troede på kærligheden og det gode i alle mennesker.
Men med tiden lærte vi dog noget andet. Vi fik at vide, at vi skulle være realistiske. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Man kan ikke få alt. Man skal vælge. Der er ikke nok til alle. Man er egoistisk hvis man kræver eller vil have alt. Man er selvoptaget, selvglad eller for meget, hvis man tror på sig selv. Vi lærte om Janteloven, og at vi endelig ikke måtte skille os for meget ud.

Vi indså at det man troede på, ikke kunne lade sig gøre, at de usynlige venner blot var ens fantasi og at det var bedst at man ikke fortalte om dem til nogen. I skolen blev vi trænet i at arbejde med den venstre hjernehalvdel. Logikken, fornuften og vi lærte at læse og skrive. Viden var noget man skulle tillære sig via fagbøger eller lære fra andre, som jo vidste bedre.

Når vi handlede spontant fra vores hjerte blev vi afvist, såret og skuffet. Vi lærte med andre ord, at lukke ned for vores spirituelle evner. Vi holdt op med at lytte indad, vi slukkede for hjertets stemme og ignorerede de signaler der var en naturlig del af os.
Vi fik at vide, at når vi så, fornemmede eller troede på noget, så var vi forkert på den. Folk løj også for os. Når du på din vej sagde til folk, jeg fornemmer du er ked af det, jeg fornemmer at der er noget vi skal tale om, jeg fornemmer ……. Faktisk fornemmede du helt rigtigt, men svarene du blev mødt med var at du fornemmede forkert, og at det slet ikke havde noget på sig. Du begyndte altså at tvivle på din indre spirituelle radar, og derfor kunne du lige så godt lukke af for den. Så vi indordnede os og begyndte i stedet at fylde vores sind med begrænsende tanker og overbevisninger, og lod andres ord blive vores sandhed.

Kom tilbage på rette spor

Hvordan kan vi så genfinde spiritualiteten i os? Ved træning og tilvænning. Vi skal til at flytte vores bevidsthed tilbage fra hovedet til hjertet. Det som indianerne kalder ”den længste rejse”. Træning, træning og atter træning. På samme måde som hvis du skulle træne musklerne i din krop til at blive stærkere.

Jeg har hørt nogle sige, jamen min intuition er som en lukket bog, og jeg har ikke én eneste spirituel muskel i min krop. Men tro mig, når jeg siger: Alle har det og alle kan det.
Selvfølgelig er det sådan, at nogle vil føle det lettere end andre at udvikle og blive dus med de spirituelle evner. Men lige gyldigt om du føler at du skal starte på hel bar bund eller at du er verdensmester i denne disciplin, så vil jeg sige – at du kan udvikle dig endnu mere. Som med så meget andet, så er det sådan, at jo mere du gør det, jo mere du bruger det, jo bedre bliver du. Og den eneste ingrediens du behøver til at komme godt fra start er nysgerrighed og et åbent sind.
Psykiske evner er noget du er født med, og er ikke en gave som kun få udvalgte mennesker har. De er en lige så naturlig del af dig, som musklerne i din krop.

Kom i gang

Ved du, at succes, harmoni og lykke er din fødselsret, og at hvis dette ikke er en del af dit liv lige nu, så er det enten fordi du er i disharmoni med dig selv eller ikke lytter til den spirituelle side i dig.

Nogle mennesker ser svaret, andre hører det, nogle mærker det og hos andre igen er det kroppen der reagerer med ondt i hovedet, træthed eller lign., hvis man går på kompromis med sig selv eller vælger modsat hvad der er bedst for en. Lige meget hvordan din spirituelle radar giver dig signalerne, så hav tillid til, at det er sandt hvad du fornemmer.

Én af de spirituelle love er: Du ved alt.
En anden er: Du kan gøre og være hvad du end vil. Så det er da bare med at komme i gang. Hvordan? Det er så enkelt, at du tror det er løgn. Det eneste du skal gøre er, at handle på de signaler og informationer du får. Så hvis din intuition, din mavefølelse eller en indre stemme siger til dig: Nej, dette er ikke manden i dit liv, dette er ikke det rette job for dig, denne bolig bliver du ikke glad for, du skal gå denne vej, du skal tage denne uddannelse og gå i gang med at realisere din drøm, eller hvad det nu end er for et svar du får, så tro på det og tag det seriøst. Kom i gang. Handle på det. Jo oftere du handler, jo flere informationer, råd og vejledning vil du få undervejs, og jo mere fortrolig med din spiritualitet vil du blive. Du skal bare tage det første skridt. Når det er taget, vil du få at vide, hvad dit næste er.

Hav tillid og tro på, at din indre stemme altid vil føre dig på rette vej og til dine mål. Den er den bedste og den eneste vejleder / vejviser du har. Træf dine valg ud fra hjertet og ikke fra hovedet. Du kan ikke tænke dig til vejen du skal gå!

Tag testen: Er du spirituel?

5 kommentarer til “Har du spirituelle evner?”

  1. Dimitri Hardorff

    Tak for dine tanker. Det var spændende at læse :)

  2. Malle

    Og så fik jeg da lige sendt, så man slet ikke kunne se min blog.. ;o)
    Nu skulle den vist være der..

  3. Malle

    Hej Jette,
    jeg ved ikke engang, om du får set denne kommentar, når det er så længe siden, at du skrev indlægget..
    Jeg glæder mig til at læse mere på din blog, når jeg får tid, men lige nu må jeg bare skrive følgende kommentar til det her indlæg:

    Jeg er fuldstændigt enig i, at vi fx er blevet mødt med afvisning, når vi opførte os spontant..
    Jeg synes dog ikke kun, at det er vigtigt, hvordan vi finder tilbage til at kunne reagere spontant og fornemme..

    For mig er det nærmest endnu vigtigere at finde ud af, hvordan vi undgår at behandle børn på den måde, vi har oplevet, når nu vi har den viden..

    Jeg synes, at det er smaddersvært, fordi vi jo netop har blokeringer med os fra fx vores egen barndom.. Og fordi vores børn skal passe ind i et samfund, som er bygget om omkring kontrol og ikke spontanitet, om janteloven osv..

    Jeg vil gøre mig til fast læser, og du er velkommen til at kigge ind på min blog, som nyligt er startet.. Jeg ved intet om hele den her verden (ud over, hvad jeg ved i mig selv), men det kunne måske være interessant at læse alligevel..
    Jeg er i hvert fald glad for at have fundet denne blog.. Jeg føler, at jeg mangler lidt sparring omkring de her emner – om det så bare er at læse andres syn på dem..

    Så tak for din blog..

    Hilsen Malene

  4. Anonymous

    Skøn artikel, som vi allesammen burde læse hver eneste dag. Vi ved jo godt, at vi skal lytte til os selv, men lige så stille glemmer vi det, bliver fanget i vores hverdag og lytter til alt muligt andet end os selv. Så er det så dejligt at blive mindet om det, når man læser en artikel som denne her.

  5. Simone Just-Nørgaard

    Se min rejse begyndte først rigtigt for alvor da jeg var så velsignet heldig at møde Jette. Hun gav mig den indsigt og forståelse jeg havde så meget brug for til at forstå og acceptere den verden som var min men ikke altid en del af min venners eller families. Jeg tror på det gode – når vi vælger glæden, at give og at være noget godt for andre uden at kræve igen og her blev jeg bekræftet i at min vej var ok og ikke så forkert som jeg var vokset op med at den var. Jette har lært mig at tro på mig selv og hun har åbnet nogle døre for mig som har givet mig en fantastisk udvikling – både privat og i mit vidunderlige arbejde. Jeg stoler fuldt og fast på mig selv og mine fornemmelser nu og "løber ikke panden mod en mur" længere. Jeg agerer og reagerer på mine fornemmelser og intuition og jeg føler mig fri og stærk. Det var dælme svært til at starte med – det at give slip på trygheden til gengæld for en følelse i hjertet men ikke én gang er jeg blevet skuffet over resultatet!!! Jette du er en ÉNER!!! Du er stærk og klog og så er du et utroligt smukt forbillede for mange! Jeg er dig dybt taknemmelig og ønsker at rigtig mange bliver velsignet med dig og dine kurser fremover. Så bliver verden et smukkere sted at være.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top