Ånderne vender tilbage afsnit 7 sæson 1
Maria bor sammen med sine 2 små børn på indre Nørrebro i en lejlighed.
Efter hun har boet der et stykke tid begynder der at ske underlige ting. Stearinlys blafrer og pustes ud, gulvene knirker som når der går nogen på dem, hendes tv tændes og slukkes selvom dette kun kan lade sig gøre hvis man trykker på stikkontakten på væggen. Man kan tydeligt høre at en nøgle bliver sat i hoveddøren, et glas med sodavand eksploderer i soveværelset så der ligger glasskår over det hele. Maria henter et nyt glas og det samme sker.
Gæster der kommer på besøg, føler at de fysisk bliver trykket på brystkassen og skubbet væk.
Utryg i lejligheden
Om natten vågner Maria og føler at der sidder nogen i hendes seng. Hun vågner ved at hun bliver aet / nusset på kinden.
Maria kan ikke længere holde ud at være alene i lejligheden. Hun overvejer at flytte fordi fænomenerne bliver værre og flere. Programmets vært Ibi spørger hvor bange hun er. På en skala fra 1 – 10 svarer Maria 10
Sønnen kan se et spøgelse
Helt galt er det blevet efter sønnen Mathias en aften kommer løbende ind til Maria og fortæller at han kan se et spøgelse i børneværelset. Siden den dag har han ikke turde være alene i værelset og vil heller ikke sove derinde.
Det svenske medie Lena Ranehag som også var med i “Ånderne vender tilbage” afsnit 2 kan allerede i opgangen mærke at der er åndelig aktivitet i huset.
En mand fra den åndelige verden viser sig for hende på trappen. Han virker oprørt. Han har noget at gøre med et anker eller noget vand. Hun tolker det som at han kan have været en sømand. Han er den samme som går rundt i Marias lejlighed. Han har ikke selv boet i lejligheden, men har været tilknyttet nærområdet. Da mediet kommer ind i lejligheden begynder hun at hoste og har svært ved at få vejret. Hun siger at der i 80´erne kan have været en brand hvor manden er død af kvælning. Hans lig kan være blevet fundet på et badeværelse. Hun fornemmer også noget med knust glas. Hun siger at der er størst aktivitet inde på sønnens værelse og at det er der han opholder sig mest.
Manden fortæller mediet at hans navn er Henning Borg.
Ånden kan ikke lide ild
Ånden er i lejligheden fordi han vil beskytte Maria. Han ønsker ikke at hun skal opleve det samme som han gjorde og derfor bliver han oprørt når han ikke kan trænge igennem med sine budskaber og advarsler. Han er død fordi han brændte inde i en lejlighed. Ikke nødvendigvis i denne lejlighed, men i et nærliggende hus. Mediet får at vide at det skete i 80´erne.
Hvis Maria kunne nøjes med at have almindelige lamper tændt, ville han ikke gøre noget og der ville være ro i lejligheden.
Han går rundt for at have kontrol i lejligheden, blot for at sikre at der ikke sker Maria og børnene noget.
Alt den åndelige aktivitet der sker i lejligheden er bundet op på hans egne minder fra de sidste timer han levede. Ilden der tog fat rundt om ham, og hans desperate forsøg på at knuse et vindue for at komme ud. Derfor det knuste glas hos Marie.
Fjern vaskemaskinen
Han beder desuden Maria om at flytte den vaskemaskine hun har sat op i køkkenet. Den står foran køkkendøren og blokerer denne. I tilfælde af brand, ville hun og børnene ikke kunne komme ud.
Mediet fortæller at en yngre kvinde nu også viser sig for hende, og at denne unge kvinde også kommer i lejligheden. Lena fornemmer at hun døde for tidligt og hun er i din nære familie. Maria bekræfter at hun mistede sin storesøster for 6 år siden af kræft. Søsteren sagde den gang til Maria: “Jeg vil altid være der for dig, og passe på dig”. Hun er den der aer Maria på kinden om natten for at vise at hun er der og holder sit ord.
Husk at sige tillykke med fødselsdagen
Mediet Lena bliver ved med at have kontakt til Marias afdøde storesøster og hun får flere beskeder fra hende som hun skal give videre. Blandt andet at Maria på søndag skal ønske deres lillesøster tillykke med fødselsdagen fra hende.
Den afdøde søster er i lyset og altså på det åndelige plan, men kommer jævnligt forbi for at hilse på og se til at alt går godt i den lille families liv.
Lejligheden renses
Lena spørger om Maria ønsker at der bliver ro i lejligheden. Dette kan ske ved at de sammen sender den mandlige ånd mod lyset, da det er ham der laver den største ravage.
De beder ham gå “ud af døren og mod lyset” Dette foregår ganske udramatisk, da han efter sigende er helt med på det. Derpå åbner de et vindue for at lukke ny og frisk energi ind i lejligheden.
Brand på Nørrebro: 2 døde og 120 lejligheder blev evakueret
På det kongelige biblioteks avisarkiv gennemgår Ibi aviserne fra 80´erne for at finde ud af om der på et tidspunkt skulle have været en brand på Nørrebro.
Det viser sig at der i 1983 i Hellebækgade 9, opstod en brand i en lejlighed på 4. sal. Branden var så voldsom at den udviklede sig eksplosionsagtig. 2 døde og ikke mindre end 120 lejligheder blev evakuret. Navnene på de 2 døde kan man ikke få oplyst da disse er beskyttet i “døgnrapporten”. Kun myndighederne har adgang til disse oplysninger.
På Landsarkivet i navneregistrene forsøger Ibi at finde frem til navnet Henning Borg.
Hun finder frem til at han er født i 1903 i København. I kirkebogen kan man se at han blev født i Havnegade i København, som ligger lige ved vandet.
Desværre viser det sig at han døde i 1979, og han kan altså ikke være død i branden der først var 4 år senere. Om der mon skulle have været en anden Henning Borg kan programmet ikke finde ud af, og sporet ender derfor her.
Alt er godt i lejligheden
Efter en måned vender vi tilbage for at se hvordan Maria har det i lejligheden efter Lena Ranehag har renset den og sendt ånden hjem. Maria siger at alt nu er roligt og at der ingen episoder har været. Sønnen Mathias er igen begyndt at sove alene inde på hans værelse og han er ikke bange mere.
Jeg synes, det var godt at se et afsnit hvor det for en gangs skyld ikke var en “vildfaren” sjæl, en aggressiv eller vred ånd , en tidligere beboer eller hvad vi ellers har været vidne til igennem de sidste 6 afsnit. Denne gang var det en ånd der af kærlighed, omsorg og bekymring var hos familien. Både Marias storesøster som ville sikre sig at hendes søster og nevøerne havde det godt. Og Henning der ville passe på Maria og børnene, så de ikke kom galt af sted med ild. Begges handlinger var altså baseret på kærlighed.
Link til >> Lena Ranehag
6 kommentarer til “Ånderne vender tilbage – Afsnit 7”
Vi flyttede ind i lejligheden efter renoveringen. Jeg var kun 6 år, men husker godt, at børnene i gården fortalte os, at der var nogle mennesker, som havde mistet livet i lejligheden.
Vi boede i lejligheden i 10 år fra 1983.
Hej.
Bare lidt information.
Det var min mor, Dona Petræ Lott og hende mand Leonardo De Vinci Frederiksen som indebrændte i lejligheden på Nørrebro.
Min mor var 28 år gammel. Vi børn var heldigvis ikke hjemme, da branden opstod.
Mvh
Rudy
Det er spændende, men ikke mystisk og uforklarligt. Vi er alle ånder, med eller uden krop. På jorden, som menneske, med krop. Når kroppen dør, er det meningen vi skal tilbage til den åndelige verden. Vi kan imidlertid side fast i negativ, mørk energi, som altid er skabt af mennesker. Fra den åndelige verden kommer kun kærlighed og positiv, lys energi. Lad være med at gøre det her, som er så naturligt, til noget mærkelig. Jeg tror ikke, jeg ved, jeg kan huske ting, og sådan er det bare. Knus fra mig.
Desuden mht. "samtalen" med hendes søster… Der bliver spurgt af den såkaldte synske kvinde om offeret har en en person i livet som er afgået ved døden prematurt. 2 ud af 3 mennesker har en i deres famillie der er afgået ved døden for tidligt. Jeg skriver ikke det her for, at jeg ikke tror der findes noget åndeliv eller lign. (har selv oplevet nogle uforklarlige ting i mit liv inkl. ånder) Men nogen ting bliver bare accepteret, så snart det er i tv, som værende håndgribelig sandhed.
De fleste af de "overnaturlige" hændelser kan forklares med alm. naturligt forekommende ting der sker i en gammel lejlighed. eks: knirkende gulvbrædder har en tendens til, i varmt vejr, at sætte sig efter man har trådt på dem. Dernæst følger, at luften bliver afkølet om aftenen, hvorved træet trækker sig sammen og knirker af sig selv. af de mere voldsomme hændelser som kvinden har haft er der ingen vidner på, og desværre er vi i et samfund hvor folk efterhånden vil sige hvad som helst for at komme i tv
Tak! For interessant anskuelse……..hilsen lisa