Mirakler
Tirsdag den 6. august kl 19.30
Dette er budskabet der blev givet under vores fælles healing og bøn.
Det er kanaliseret til mig, fra gruppen af spirituelle hjælpere, guider og healere fra den åndelige verden, der hver uge sender os alle healing og budskaber.
Dagens fokusområde er: “Mirakler”
Budskab:
Velkommen til aftenens healing og bøn.
Vi er Jeres venner, hjælpere og vejledere. Vi er kommet for at støtte, berige og løfte jeres spirituelle bevidsthed.
Mange tror at mirakler kun er noget der opleves eller skabes af særligt indviede.
At et mirakel er en ekstraordinær begivenhed der kun sjældent sker.
Men mirakler sker hele tiden, hver eneste dag og I alles liv. I behøver ikke rejse verden rundt i søgen efter mirakler, de er lige foran jer.
Den eneste grund til at I ikke oplever dem er, at I ikke giver dem nogen opmærksomhed. Så snart I bevidst giver dem opmærksomhed, vil I se dem både i og omkring Jer.
Et sted at begynde er, at I indse at I hver især er et mirakel.
Indeni og omkring Jer er der et energifelt fyldt med potentialer, fred, kærlighed, glæde, medfølelse, frihed, kreativitet, succes, sundhed og mange andre kvaliteter / styrker, men hvis Jeres fokus ligger i fortidens historier, fremtiden, bekymringer, stress og jag, kritiske tanker og begrænsende overbevisninger, da vil I slet ikke opleve dette felt.
Nogle af Jer vil kalde dette energifelt Gud, Jeres højere selv, Essensen, Sjælen, Kilden det Åndelige eller Spirit. Hvad I kalder det betyder intet, blot I forstår at dette felt, denne energi er jeres sande væren.
Her er alt muligt. Healing, forløsning, fornyelse, forandring og skabelse. Heri ses og opleves det som mange vil kalde mirakler. Men I ved nu, at det ikke er et mirakel. Det er en virkelighed og en manifestation skabt af Jer selv.
Ved at være til stede i nuet og ved bevidst at lede efter mirakler og åbenbaringer, da vil I se og opleve dem hele tiden.
Beslut Jer for, at I i løbet af de næste 24 timer vil få øje på så mange mirakler som muligt. For husk: Det som I giver Jeres fokus – er det I vil se og skabe mere af!
Brug gerne mantraet: Jeg ser og oplever mirakler hele tiden.
At se, skabe og manifestere mirakler er en bevidsthedsstilstand som I alle kan være i, i ethvert nu.
Indtil vi næste gang mødes: Hav tillid, bevar håbet og vid at vi er der for Jer og at Jeres bønner er blevet hørt.
Tak for denne gang.
Næste healing og bøn: Mandag den 12. august kl 18.00
Fokusområde: “Skyld og Ansvar”
Vil du deltage, så klik på dette link og skriv dig på her: Ja, tak jeg vil gerne være med mandag d. 12 august kl 18.00
Har du ikke været med før? Så læs først dette indlæg:
Sådan får du gratis healing og bøn.
Jette Harthimmer oplevelse
Jeg så mig selv tage et par briller på. Det var briller hvorigennem det kun var muligt at se mirakler (og alt det jeg har at være taknemmelig for).
Med disse briller kunne jeg se mirakler i min stue, i mit liv, i min hverdag, i mit arbejde, i mine venner, i spejlet når jeg så på min krop og ligeså når jeg kikkede ud af mit vindue.
Jeg forstod at det at se mirakler var et valg som jeg i nuet kunne træffe. Forstået på den måde, at jeg i ethvert øjeblik kunne vælge om jeg ville se begrænsninger og problemer, eller muligheder og mirakler.
Mirakler er overalt, hvis jeg vælger at se dem. Det er da et mirakel at jeg lever, at jeg kan gå, at jeg har tag over hovedet, at der hver dag er mad på min tallerken og at jeg kan høre solsorten synge sin aftensang.
Ligeså fik jeg at vide, at jeg skulle passe på med at sætte etiketter på hvad et mirakel er. For nogen er det først et mirakel, når de ser en lam mand rejse sig fra sin kørestol eller hvis en engel fysisk manifesterede sig for deres øjne. Men miraklerne er lige her og alt andet også.
Mirakler er nemlig ikke noget udefrakommende der sker, men noget der opstår og manifesteres indefra (i den energi jeg befinder mig i og fokuserer på).
På et tidspunkt blev jeg i tvivl om hvad der var et mirakel og hvad der “bare var” taknemmelighed, men det er også lige meget.
Jeg elsker mine nye briller som jeg vil visualisere at tage med mig overalt. Både når jeg på torsdag skal til møde i banken og når jeg skal gøre rent i min lejlighed. Ja selv når jeg ser rudekuverter i min postkasse.
Lev i taknemmelighed. Vær i nuet, for kun når du er det, er du i kontakt med den du er, og kun i nuet kan du høre de råd og svar der dagligt kanaliseres til dig.
Tak for det der allerede er blevet dig givet og hold dit fokus på de mirakler du ønsker skal ske. Når du er i den energi, så vil du opdage at alt er muligt OG dine guider vil hjælpe og støtte dig.
Fra mig skal der lyde en stor tak til alle der var med her til aften. Vi var 944.