Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Lytter og handler du?

Din indre stemme.

Fredag havde jeg en aftale med en veninde. Hun ville komme til København, og så skulle vi have en rigtig tøsedag med brunch, sludre til den store guldmedalje og i biografen. Jeg havde glædet mig og set frem til denne fridag længe.
En sms tikker ind. Hun aflyser, fordi hun ligger syg. Øv. Aftenen før, havde en anden veninde også meldt fra på grund af sygdom. Så der er åbenbart en hel del influenza og forkølelse i luften.Her stod jeg så fredag morgen. Hvad skulle jeg nu bruge min dag på?

Jeg besluttede at jeg under alle omstændigheder ville gå ud og spise brunch, og på den måde forkæle mig selv. Jeg gik på Café Europa og valgte en masse godt fra kortet. 3 timer senere – ja du læste rigtigt – 3 timer senere var jeg færdig med både brunch, Børsen, Berlingske og masser af god latte.
Nu var det tid til at være lidt effektiv, så jeg besluttede mig for at gå hjem og klippe og redigere den podcast, som jeg optog på Kosmos Centeret foråret 2008. Et interview med Ingelise og Steen Landsy.
Hold fast hvor blev jeg i godt humør af at lave dette. At høre Ingelise og Steen fortælle om hele deres egen historie, og ikke mindst om hvordan de har været med til at lægge det første fundament til det fantastiske spirituelle miljø vi har i Danmark i dag.
Hvor var det bare spændende at høre, og hvor er de dog gode fortællere begge to og de supplerer hinanden rigtigt godt.

Og nu kommer grunden til hvorfor jeg skriver dette indlæg. I interviewet kan man gang på gang høre dem fortælle, at når de fik en idé, en impuls eller at der var noget som de kunne mærke som værende en god mavefølelse, så valgte de tillidsfuldt at handle på og kaste sig ud i dette. Dette på trods af fornuften gang på gang skreg nej, og selvom de ikke ejede saltet til et æg.
Hver eneste gang, kom der noget godt ud af det, og deres handling åbnede nye døre og veje for dem. Uden handlingen, var de aldrig kommet videre til næste skridt, og ej heller til der hvor de står i dag.
De kastede sig blindt ud i en masse nyt, uden først at have nogen former for sikkerhedsnet eller viden om, hvad handlingen / beslutningen ville føre med sig.

Jeg synes at interviewet er dejligt inspirerende og også livsbekræftende, hvis du vælger at høre det med dine spirituelle ører.

Hvad gør du, med din indre stemme? Handler du på alle de signaler, drømme og mavefølelser som du får? Eller venter du på, at beviserne skal manifestere sig først? Har du besluttet, at du først handler, når du er 100 % sikker på udfaldet? Det er det de fleste gør, og det er også meget forståeligt, men når du hører Steen og Ingelise fortælle, så var den indre stemme stort set det eneste de havde at holde sig til, og miraklerne skete, når de modigt turde handle på den stemme. De voksede både på det personlige og spirituelle plan. De kastede sig ud i at undervise, selvom de ikke vidste meget mere end at 2 + 2 er 4. De lagde al deres tid og kærlighed i det som de brændte for, og jeg er sikker på at de i dag har berørt og påvirket flere tusinde mennesker.

Stol på de signaler du får i dagligdagen. Tro på dig selv og dine drømme. Vær modig, tag din indre stemme i hånden og tag det første skridt på vejen. Når du har taget det, vil det næste skridt vise sig for dig. Din indre stemme, dit hjerte, din lyst, intuitionen og dine drømme vil føre og guide dig hele vejen.

Du kan gratis høre mit interview med Ingelise og Steen her på hjemmesiden. Vælg lydfil / podcast nr. 75.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top