Healing og Bøn
Lørdag den 29. december kl 9.30
Dette er budskabet der blev kanaliseret under vores fælles healing og bøn.
Det er givet til mig, fra gruppen af spirituelle hjælpere, guider og healere fra den åndelige verden, der hver uge sender os alle healing og kanaliserede budskaber.
Denne uges fokusområde var: “2013”
Budskab:
“Vær stille.”
Dette er den opgave vi vil give Jer.
Nogle gange er der store bølger på vandet, andre gange er der ingen og vandet er blikstille. Sådan er også livet.
Det kan indeholde store udfordringer, men det kan også være enkelt og let.
Især i svære tider rækker I ud og beder om vores hjælp og rådgivning, men for at I kan høre vores råd må I være stille. Stilheden finder I kun i Jer selv.
Tag hver dag en stund, hvor der ingen ydre forstyrrelser er og hvor I kan komme i kontakt med jeres sjæl.
I denne stilhed, vil alle svar stå til rådighed for Jer og vores kontakt ligeså.
Hvis I vidste hvor meget vi kan tilbyde og give Jer, ville I aldrig frygte livets stormvejr.
Der er en vej gennem alt, og harmoni og balance vil altid følge.
Vi vil denne gang bede Jer beslutte hvilket område, projekt eller beslutning der lige nu er det / den vigtigste for Jer.
Vil vi samarbejde med Jer for at indfrie dette i det nye år.
I vil når I er stille indeni, kunne se og høre vores anvisninger.
Indtil næste gang vi mødes:
Hav tillid og vid at vi er der og at Jeres bønner er blevet hørt.
Tak for nu. I fred og kærlighed
Næste healing og bøn: Onsdag den 2. januar kl 20.00
Fokusområde: Energi.
Vil du være med næste gang, så skriv dig på her: Ja, tak jeg vil gerne modtage healing og bøn onsdag d. 2 januar
Har du ikke været med før?
Sådan får du gratis healing.
Jette Harthimmer oplevelse
I dag var bønnen og healingen helt stille. Så stille, at jeg på et tidspunkt blev helt usikker på om jeg havde sat mig på rette tidspunkt. Men det var netop pointen kan jeg se nu.
Jeg sad og ventede på at noget skulle ske. At jeg ville få det hele serveret, som jeg har fået før. Men nej, denne gang skulle jeg bare være helt stille, og først efter ca 10 minutter kom vores budskab og nedenstående billede.
Mens jeg sad i stilheden, følte jeg mig omsluttet af fred og tryghed, og jeg vidste at dette blev givet til os alle i dag.
Billedet: Jeg stod foran en mark som var helt ryddet for vækst og ukrudt. Den lå foran mig helt fin og uberørt. Jeg fik at vide, at jeg selv kunne vælge hvad jeg ville så på den.
I samme øjeblik jeg havde besluttet mig, så jeg en smuk solopgang og en let brise passerede mit ansigt. Symbolikken i det billede var, at jorden indeholder alle de næringsstoffer, som det jeg sår på den, har brug for, for at kunne vokse. Solen giver liv og vinden var inspiration / viden. Det betyder altså, at jeg / vi har alt til rådighed som vi behøver for at kunne manifestere vores ønsker.
Jeg så at Universet og alle dets hjælpere stod bag os. På samme måde, som når kærlige forældre motiverer, opmuntrer og støtter det lille barn, til at tage sit første skridt. Forventningsfulde og glade var de og med et ønske om, at vi skulle få de bedste oplevelser og finde trygheden i vores skridt, valg og beslutninger.
Det var faktisk helt rørende.
Bønnen og healingen i dag viser en ny begyndelse, netop som nytåret også er. Et farvel til det gamle og et god dag til det nye. I det nye år står vi med alle muligheder for at kunne gøre og skabe hvad vi vil. Hvad vi sår på marken er op til os. Valget er vores.
Jeg vil benytte lejligheden til at ønske jer alle sammen et rigtigt godt nytår. Må det bringe fred, glæde og harmoni.