Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Har du lyst til at danse?

Karmaklubben byder op til dans.

KarmaklubbenKarmaklubben er stedet for dig der har lyst til en glad svingom til noget god musik.
Det har jeg, MEN jeg er ikke særlig god til at holde mig vågen til sent ud på natten, og jeg synes ikke at det er sjovt at jeg skal vente flere timer fra jeg har spist aftensmad og til dansestedet åbner, festen og musikken begynder.

Her i København er der f. eks ingen steder der åbner før kl 23 (tidligst) og hvis man møder op på det tidspunkt, så går der endnu 2 timer før der er aktivitet på dansegulvet.
Så er gassen gået ud af mig, og jeg vil hellere ligge under dynen og få min nattesøvn.

Gå tidligt i byen og kom tidligere i seng
Men se lige hvad jeg faldt over i dag: Et sted hvor der danses igennem fra kl 20!
YES – den er jeg med på.

Det er Lone der har fået idéen til det hun kalder KarmaKlubben. Egentlig synes jeg navnet er misvisende, for det giver mig associationer til noget ganske andet og da der hverken kræves medlemskab eller lign., så kan man vist heller ikke kalde det en klub.
Konceptet har eksisteret i en nogle år, og er at finde i både København, Århus, Odense og Aalborg.

Hvad er det?
Det er en dansefest den holdes den 1. og 2. fredag i hver måned.
Entré 80 Kr.
Du behøver ikke at tilmelde dig men møder bare op og er klar til at have en dejlig glad aften med dans.
Lone siger, at det hedder KarmaKlubben fordi det dækker over “det, du giver, får du igen” og det er det der skaber rammen.

Hvem kommer og danser i Karmaklubben?
Det gør: Par, selv-valgte singler og søgende singler, kærestepar, homo- og heteroseksuelle. Alle er velkommen og der er plads til alle.
Musikken: Danseglad pop, de gode klassikere som får alle til at synge og danse.
I ønsketimen kan man også få sine musikønsker opfyldt hos den glade DJ.

Skal vi danse?
Jeg kommer og er med for første gang her i København fredag den 11. januar kl 20.00
Det er på Søpavillionen, Gyldenløvesgade 24, København.
Lone har lejet og står for arrangementet fra kl 20 – 24. Derefter overtager stedets egen dj og festen fortsætter, for de der måtte have lyst.

Jeg glæder mig meget til at se, mærke og opleve energien – og forhåbentligt møde en masse af jer.
Jeg vil efter jeg har været der, skrive på dette indlæg, hvordan min aften var.
Er du frisk? Så kom og dans med.

12. januar 2013 Anmeldelse af KarmaKlubben
I går hoppede jeg på cyklen og kørte til Søpavillionen. Jeg var der 20.30 og tænkte at jeg nok ville være en af de første, men jeg blev meget overrasket da jeg så at der var kø udenfor. Der stod også et bord, hvor man gratis kunne forsyne sig med en kop kaffe. God service. Der var ikke nogen af os i køen der tog kaffe, men jeg kunne senere på aftenen se, at det var meget poplært for rygerne.

Så snart jeg trådte indenfor, blev jeg budt velkommen af en “velkomstkomite”. Hej, velkommen. Har du været her før? Et smilende ansigt, og det var rigtigt dejligt.
Så betalte jeg entré og fik mit overtøj hængt i garderoben.
Kom indenfor, hvor der allerede var fuld gang i den på dansegulvet. Mit gæt var at der på det tidspunkt var omkring 150 personer.

Det var på det tidspunkt let nok at finde en plads. I bløde skind “lænestole”. Både inde i rummet hvor musikken og dansen var, men også i et tilstødende rum, hvor man fint kunne følge med i det hele, men også trække sig lidt væk, hvis man skulle tale med vennerne.

Musikken var god, og jeg gik med det vuns ud og svingede ørerne. Det var underordnet om man kom alene, dansede alene, kom som par eller sammen med en flok venner.
Publikum var voksent og jeg så ingen fulde mennesker. Derimod så jeg en masse smilende og glade mennesker, og det var tydeligt at alle bare kom for at danse og have en god aften. Der var hele tiden en meget god energi og stemning – hele vejen rundt. Jeg følte mig godt tilpas, tryg og velkommen. Stod jeg og dansede alene på gulvet, så smilede alle rundt om mig, og de dansede med. Så ingen ensomhedsfølelse eller “jeg er forkert på den”.
En kvinde i kørestol blev også danset med. Hvor skønt.

Tøjstilen var afslappet. Baren velassorteret med mange flotte drinks og forskellige øl. Flere købte en kop kaffe i baren. Det har jeg godt nok aldrig set før på et “diskotek”.

Jeg synes det er en fantastisk initiativ, og med det kolossale fremmøde viser det at mange har savnet et sted at kunne gå i byen. Både tidligt men også for et modent publikum, og med musik som svinger og kan synges med på.
Et stort minus for mig var dog, at vi hurtigt blev for mange. Måske er det for lang tid siden at jeg har været ude i byen, og måske er det bare sådan – at jo flere jo bedre. Dørmanden sagde at der var et max på 450 personer og om vi var dette antal ved jeg ikke, men allerede kl 21.30 var det stort set umuligt at få plads på dansegulvet, fordi vi var så tæt pakket og jeg følte mig som en sardin i dåse. Dette var ikke behageligt. Folk var stadig smilende, energien høj, glade ansigter og enkelte der med deres egen dansestil forsøgte at fylde lidt mere ….
Kl 22.10 valgte jeg at gå. Jeg ville gerne have været der lidt længere – ville meget gerne have danset meget mere, men det blev simpelthen for tæt pakket for mig. Jeg synes ikke det er sjovt når jeg puffes rundt som en kugle i en pinball maskine.
Jeg kommer gerne en anden gang, men så må der gerne være 50 eller 100 færre, og så vil jeg helt klart komme kl 20 sharp. Så kan jeg danse indtil der bliver for proppet, efter min smag.

Du kan læse mere om Karmaklubben her >> Link til dansglade mennesker

10 kommentarer til “Har du lyst til at danse?”

    1. Birgit

      Hvorfor bor jeg dog i Odense…

  1. vinnie

    Tak for din anmeldelse som gav mig lyst til at prøve. Jeg har før hørt om stedet via en veninde og set ander opslag men syndes det var lidt for underligt, for som du skriver Karma klubben lyder lidt forkert :) også selvom meningen var ok. Men efter din anmeldelse tror jeg jeg hiver manden med engang. :D eller følges med veninden.

  2. Jane

    Fantastisk godt initiativ…….

  3. Malica

    Jeg tror at jeg muligvis også vil dukke op…

  4. RoseMarie

    Det tror jeg at jeg vil prøve :)

  5. Nete Tornfeldt

    Det lyder rigtig sjovt :) kan desværre ikke den dag :( men kommer gerne en anden dag!
    Bedste hilsner Nete

  6. Gitte M

    Har hørt meget godt om dette sted, god fornøjelse

  7. Bente Schibye

    Lyder rigtig dejligt sjovt. Tror jeg kommer :)

  8. Nina

    Lyder som en god idé, jeg kommer! Hilsen NIna

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top