Lykke kræver en aktiv indsats.
Taler du positivt, eller går du rundt og brokker dig?
Da jeg kørte med bussen i går, sad jeg og lyttede med til de samtaler der foregik omkring mig.
Jeg blev simpelthen overrasket over, hvor mange der sad og brokkede og beklagede sig, over for mig at se, fuldstændige ligegyldige småting. Energien og stemningen blev bare dårligere og mere negativ jo længere vi kørte.
Hvor er dit fokus og din bevidsthed i hverdagen?
Leder du efter noget der ikke lige passer dig, som du kan brokke dig over, eller leder du efter alt det gode og berigende du har i dit liv?
Har du øjnene rettet mod noget du ikke kan lide i din partner, familien, din arbejdskollega eller venskaberne, eller gør du dit bedste for at se deres gode og dejlige kvaliteter og sider?
Hvad er dit syn på og dine overbevisninger om dig selv? Finder du alle din fejl, synes at du er håbløs, ikke god nok eller det modsatte: At du dejlig og fantastisk?
Alt efter hvad dit blik og din opmærksomhed er rettet mod, vil du i hverdagen få “mere fra samme skuffe”, da en spirituel lov siger: Lige tiltrækker lige. Du vil dermed også blive bekræftet i dine tanker, holdninger og overbevisninger.
Lykke og spirituel udvikling.
Mange siger, at de gerne vil udvikle sig personligt og spirituelt, men måske er en af grundene til at det er så udfordrende for os at opnå og opretholde højere niveauer af spirituel udvikling (og lykke), at vi kræver og forventer så meget af livet og alle omkring os, eller at vi i bund og grund, gør en alt for lille indsats, for at gå efter, skabe og arbejde for det vi så højt ønsker os.
Jeg ved det ikke, men sandheden er, at det kræver en aktiv indsats, at arbejde for at være lykkelig. Lykken kommer ikke af sig selv. Kærligheden ej heller. Vi kan ikke forvente, at andre mennesker skal gøre os lykkelige. Hver især må vi smøge ærmerne op, og gøre noget.
Vi må aktivt styre hen mod det vi ønsker i vores liv, uanset om det er lykke, kærlighed, et bedre og mere berigende arbejde, samværet vi har med vores venner, spirituel udvikling eller hvad det nu end er vi ønsker os, har brug for, og som for os er dele af den pakke der hedder: Jeg er lykkelig.
Det lønner sig på den lange bane.
Det kræver en aktiv indsats. Ikke bare i brugen af din ord, men også i dine tanker, overbevisninger, handlinger og i de daglige valg og beslutninger du træffer.
Hvis du i dagligdagen gør dit bedste for at tage lykke-brillerne på, kan du gøre dig selv en kæmpe tjeneste og rent faktisk opleve, at du med tiden bliver meget mere lykkelig, hel og glad.
Som du høster skal du så.
Hvilke frø har du sået i din have? Brok, kritik, angreb, klage over alt det du ikke har og alt det der ikke fungerer?
Eller frø af håb, lykke, kærlighed, “det skal nok gå”, “fra nu af bliver alt bliver bedre”? Hvad du sår, er helt og holdent dit valg.
Taknemmelighed.
Et af nøgleordene for at skabe mere glæde, harmoni og lykke i hverdagen, er taknemmelighed, men også det at træne både vores øjne og vores bevidsthed i at se og påskønne alt det gode vi allerede har i vores liv.
Er du god til at have de positive briller på, og til at udtrykke taknemmelighed?
For mig er det en daglig øvelse, som jeg må være meget bevidst om. Jeg kunne lidt frækt sige, at den giver et lille billede af, hvor vidt jeg er et spirituelt bevidst menneske eller ej.
Om jeg vælger at blive sur over den lange kø i supermarkedet, at bussen ikke lige kommer på minuttet, at det regner, at jeg glemte at købe mælk med hjem, at naboen spiller høj musik når jeg gerne vil sove, at den ting jeg har udset mig, er udsolgt, at min veninde har glemt vores aftale og brændt mig af eller hvad det nu end måtte være, så har jeg i hver situation faktisk et valg:
Jeg vælger selv hvordan jeg ser på og tackler situationen.
Lyset og mørket.
Jeg ved godt, at der i verden og også i mit liv, både er lyset og mørket, men jeg vælger selv hvad jeg vil fokusere på. Jeg vælger selv, hvad jeg vil tænke. Og alt efter hvad jeg vælger, former jeg både mit humør, mit nu og sår et frø for min fremtid og mit liv.
Det du fokuserer på, får du mere af. Sådan er loven om tiltrækning. Lige tilrækker sit lige.
Så hold fokus på det du ønsker at få og skabe mere af i dit liv. Hold fokus på taknemmelighed. Føl lykke, glæde og fred i din krop – også på de svære dage. ;-)
Et lyspunkt i bussen, var dog samtalen der foregik bag mig mellem 2 piger. Den ene siger til den anden: “Hvor ved du dog alt det fra”? Den anden svarede: ” Min livserfaring, du må jo huske på, at jeg er 11 år og meget ældre end dig”.
Jeg ønsker dig der læser dette indlæg, en masse glæde og lykke.
6 kommentarer til “Arbejder du for lykken?”
Smukt Jette, så enkelt og alligevel synes så mange at der er så svært, men i min verden ser mange mennesker ikke det du beskriver som noget negativt eller disharmoni – de ser det “som livet” netop fordi alle andre gør det ;) Et paradoks kan man sige, men det er designet på denne måde.
Et spørgsmål som jeg tror du også ind i mellem tænker er: “Hvordan kan man hjælpe mennesker der ikke ved de har brug for hjælp?” – som dem i bussen du omtaler.
Kh Søren
Hej Søren
Tak for dit spørgsmål. Jeg oplever, at vi hver især er der hvor vi skal være i vores liv. Hver især er på vores eget udviklingstrin. En matematiklærer der underviser på et niveau svarende til universitetet, vil ikke få noget ud af, at dele sin viden, med et ungt menneske, der netop har bestået niveauet i folkeskolen.
Hver især må vi følge vores egen vej og udvikling. Vi vil altid finde og tiltrække ligesindede som vi kan dele vores erfaringer med. Ligeså vil vi altid bevæge os opad og fremad i vores personlige og spirituelle udvikling og forståen.
Vi kan være et godt eksempel, vi kan støtte, berige, motivere og inspirere, og de der har lyst til at blive “løftet” vil automatisk komme.
Jeg havde som ung, et stort behov for at vise og fortælle hele verden, hvad jeg vidste og havde lært. Jeg ville dele min “sandhed” med andre. Men min sandhed er nødvendigvis ikke sandheden for andre, og / eller vi befinder os på hvert sit udviklingstrin og jeg oplevede at mange enten ikke ville høre eller ikke var klar. Så jeg holdt igen, og passede bare mig selv. Jeg fik ikke meget ud af min prædiken. ;-) Ikke andet end at de blev irriteret på mig og syntes at jeg var meget mærkelig. ;-)
Helt enig Jette, det er i min verden når egoet tager ejerskab på spiritualitet, det vi betegner som religion, med andre ord; “alle andre skal synes som jeg”. Men det var ikke lige i det jeg havde i tankerne da jeg skrev.
Du skriver i dit indlæg “Energien og stemningen blev bare dårligere og mere negativ jo længere vi kørte.” og her kunne det være interessant at kunne hjælpe de som skaber denne negative stemning, uden de ved det.
Tak for endnu et godt indlæg.
Egentlig er det ganske let at gå til.
Tak for dine gavmilde budskabet og guldkorn. Du giver så meget godt at tænke over samt at arbejde med.j
Jeg har fået meget ud af at følge dig.
Hilsen Marianne
49 kr – Den bedste gave du kan give til dig selv!
Jeg kan kun være enig i det du skriver. Det gør virkelig en forskel om vi tænker, ser, hører eller leder efter alt det negative eller om vi i stedet er taknemmelige for det vi reelt har.
Igen historien om: Ser du dit glas som halvt fyldt eller halvt tomt?
Marcus fra Struer