Healing og Bøn – Glæde
Fredag den 5. juli kl 13.30
Dette er budskabet der blev givet under vores fælles healing og bøn.
Det er kanaliseret til mig, fra gruppen af spirituelle hjælpere, guider og healere fra den åndelige verden, der hver uge sender os alle healing og budskaber.
Dagens fokusområde er: “Glæde”
Budskab:
Velkommen til dagens healing og bøn.
Vi er Jeres venner, hjælpere og vejledere. Vi er kommet for at støtte, berige og løfte jeres spirituelle bevidsthed.
I Jeres indre findes der en ubegrænset kilde af glæde. Den er at finde i alle, men ligesom med så meget andet, kræver det et bevidst valg / arbejde at komme i kontakt med den.
Glæden kan opstå spontant, men den er som oftest et resultat af beslutninger, valg og handlinger der er truffet forinden.
I enhver situation og på ethvert tidspunkt har I en mulighed for at træffe et valg. I kan spørge Jer selv: Vil denne handling, vil dette svar, vil denne beslutning give mig glæde eller vil den det modsatte?
Der er naturligvis gøremål i hverdagen som skal gøres uanset, men selv i disse har I en mulighed for at få glæden med i dem. Dette kan I gøre ved at beslutte Jer for at I vil det, samt ved at ændres Jeres holdning til gøremålet. Sagt på en lidt anden måde: Få det bedste ud det.
Så snart I beslutter Jer for glæden, så kan I øjeblikkeligt mærke den. Jeres energi og udstråling ændrer frekvens, kroppen reagerer og enhver celle i den ligeså.
Når I mærker glæden så vil I tale og udtrykke Jer på en anden måde, træffe andre valg og generelt have mere energi samt være optimistiske. Inspiration, indsigt og klarhed vil nå Jer og fylde Jer.
Meditation, stilhed, bøn og at være nærværende i nuet er alle gode kilder til at komme i kontakt med glæde. Et mantra ligeså. Dette kunne f. eks være “Jeg er en glad og lykkelig kvinde / mand”
Husk: Selv i det dybeste mørke er glæden indenfor rækkevide.
I dag vil vi sende Jer healing hvor denne specifikt vil være møntet på glæde. I kan efterfølgende opretholde glæden, ved blot at minde Jer selv om den samt ved at være bevidste i Jeres hverdag. Er dette valg det rette? Beriger og fører det til mere glæde eller det modsatte?
Indtil vi næste gang mødes: Hav tillid, bevar håbet og vid at vi er der for Jer og at Jeres bønner er blevet hørt.
Tak for denne gang.
Næste healing og bøn: Tirsdag den 6. august kl 19.30
Fokusområde: “Mirakler”
Vil du deltage, så klik på dette link og skriv dig på her: Ja, tak jeg vil gerne være med tirsdag d. 6. august kl 19.30
Har du ikke været med før?
Så læs først dette: Sådan får du gratis healing.
Jette Harthimmer oplevelse
Der var så meget glæde i luften i samme øjeblik jeg gik i gang. Jeg hørte børnelatter under hele vores bøn, og fornemmede at der var englebørn der løb legende rundt mellem os og spredte deres glæde. Deres energi var med til at danne rammen og en god stemning, mens andre engle healede og fyldte os op med glæde.
Englebørnene fik mig til at tænke på, hvornår jeg sidst har været i kontakt med mit indre barn (repræsenterer lyst, leg, glæde og spontanitet). Hvornår var det nu det var? Dette svar måtte jeg virkelig lede længe efter.
Det skræmte mig, at det åbenbart var så længe siden, at jeg ikke en gang kunne huske det.
Er det ikke sådan for mange af os, at meget af det vi gør handler om arbejde, pligter, ansvar, to-do lister og det at være voksne og fornuftige? Vi glemmer at tage os tid til vores indre barn. Glemmer at være børn. Legende, frie, ubekymrede, tage en time-out i ny og næ.
Jo, nu husker jeg det. Det var i maj måned. Jeg var med en veninde i Ørnereservatet i Nord Jylland. Vi sad i bilen mens regnen øsede ned, og spiste misosuppe og sushi. Rigtigt hyggeligt.
Porten til reservatet blev åbnet, og vi kunne køre ind og parkere. I det samme brød solen frem.
I den næste time så vi et fantastisk show med de kæmpe ørne som fløj rundt over os. Nogle af dem kom meget tæt på.
Efter forestillingen var vi som de eneste “back stage” hvor vi sammen med en falkoner fik lov at hilse på en jagtfalk og en kongeørn. Den dag var det den lille pige der var på tur, mens den voksne Jette sad derhjemme og den lille pige nød det og lod sig fortrylle af de store, smukke og majestætiske fugle.
Tænk, det er måske endda den eneste gang i år, at jeg har givet mig selv fri og ladet mit indre barn komme på banen.
Jøsses. Det blev jeg da helt ked af at tænke på.
Et godt tip
I samme øjeblik denne erkendelse kom til mig, så fik jeg min healing. Der kom desuden 2 gode forslag til mig om hvordan jeg i hverdagen kunne fokusere mere på glæde.
Det ene var, at jeg skulle forestille mig at jeg havde en uudtømmelig beholder fyldt med en velduftende creme. Denne creme indeholdt glæde, og når jeg visualiserede at jeg smurte den på mig, ville jeg med det samme føle og komme i kontakt med glæden.
Den anden var, at jeg kunne visualisere at der blev fyldt / hældt glæde i mig som var den en flydende væske. Se for mig, at jeg ligesom en beholder blev fyldt op helt nede fra fødderne og op til hovedet med glæde. Se det, føl det og mærk det indeni.
Disse to er hermed straks givet videre til jer, så I også kan bruge dem.
Dernæst kom denne sætning:
Det tankerne er optaget af, er det din krop og dit liv bliver fyldt op af.
Ja, det må jeg jo erkende er sandt nok, og så er det jo helt passende at jeg nu går på sommerferie. Den voksne Jette tager en time out, mens det indre barn langt om længe skal ud og lege. Hun danser og hopper af bar glæde :-)
Vil du have en engel?
Denne fine lille røde engel var med mig under dagens bøn & healing. Den er blevet boostet med glæde.
Den kan blive din helt gratis, hvis du vil have den.
Det eneste du skal gøre er, at skrive dit navn i nedenstående kommentarfelt, og i løbet af de næste par dage vil jeg så fra den åndelige verden få at vide, hvem af jer der pt har mest brug for den og hvor den vil gøre størst glæde og gavn. Jeg vil på mailen kontakte dig og få oplyst din adresse.
10. juli: Universet har denne gang valgt Kirsten Grønager fra Stege.
(glasenglen er doneret af Astrid Munck)
Sommerferie
Nu føler jeg mig godt fyldt op fra dagens healing, og denne energi af glæde vil jeg tage med mig indtil vi mødes igen den 6. august.
Husk, at du altid og til enhver tid kan tage kontakt til de åndelige hjælpere, hvis du har brug for healing, et godt råd, støtte eller et kærligt skub. Din stemme og dit ønske vil blive hørt.
Jeg ønsker jer en super dejlig sommer med masser af solskin og glæde.