Ånderne vender tilbage – Afsnit 2 sæson 1
Efter sidste uges virkelig gode start på programmet “Ånderne vender tilbage”, var jeg spændt på at se aftenens afsnit, hvor vi skulle en tur til Maribo, hjem til det unge par Tobias og Louise som bor i et hus de har lejet af Louises far. Et hus der tidligere har været Louises barndomshjem.
De føler sig overvåget, det banker på vinduerne, skygger af mennesker passerer forbi vinduerne, der er bankelyde i stuen og de føler sig utrygge. Især trappen op til første salen påvirker Louise meget. Hun får kvalme, prikken i hænderne og bliver svimmel.
Tobias føler desuden at han bliver forfulgt når han om natten skal op og på toilettet.
Der er en meget ubehagelig stemning i huset, og nu kan de ikke holde det ud længere. De vil have fred og ikke mindst en forklaring på hvad det er der sker. Derfor har de sagt ja til at deltage i programmet hvor det i aften er det svenske medie Lene Ranehag der skal hjælpe dem.
Her vil jeg ikke bo
Lene Ranehag bor i Sverige og har i årtier arbejdet som spiritistisk medie. I samme øjeblik hun ankommer til huset føler hun sig overvåget og bliver urolig. Hun siger at det er 2 mandlige og en kvindelig ånd der er i huset. Hun fornemmer desuden at huset har haft mange skiftende ejere.
Hun taber energi, bliver svimmel og kold i samme øjeblik hun når til trappen op til husets første sal. “Jeg kunne ikke tænke mig at bo her” siger hun. Her er så meget aktivitet at man bliver tung og flad. Spøgelserne er her stadig og de mener at det er deres hus.
Hun får at vide fra åndeverden at der har været bøvl med nogle dokumenter, muligvis en arv, og en gammel familiestrid. Desuden er spøgelserne utilfredse med at Louise, Tobias og de mange tidligere ejere af huset har flyttet rundt på møbler samt har ændret huset i forhold til hvordan det så ud før. Ånderne modarbejder derfor helt bevidst Tobias hver gang han forsøger at bygge på eller reparere huset. Værktøjet går i stykker, han møder problemer og bliver modarbejdet på en måde så projektet opgives. Den åndelige aktivitet er dermed meget stor i huset, og alle der kommer der kan mærke det. Ingen gæster har lyst til at overnatte der.
Huset renses
Lene spørger om de ønsker at huset bliver renset for åndelig aktivitet, hvilket betyder at spøgelserne sendes hjem til deres egen verden og ikke længere er knyttet til huset på det fysiske plan. Til dette svarer de ja. Tobias, Louise og Lene stiller sig i en cirkel hvor de holder hinanden i hånden. Lene skaber en åbning mod den åndelige verden og ved fælles hjælp får de ånderne / spøgelserne til at vende hjem, gå mod lyset hvor de hører til.
På Landsarkivet i København forsøger man at finde ud af hvad der er sket i huset på Lærkevej. Den omtalte arvestrid kunne man desværre ikke finde information om, men derimod kunne man se at huset har haft mange skiftende ejere. Man fandt blandt andet frem til Bjarne der boede i huset i perioden 1980 – 1988 Også han havde haft fuldstændigt de samme oplevelser som Louise og Tobias. Han sagde at det var et mærkeligt hus, og at det var som at bo sammen med en person som du ikke kunne se. Hans tv tændte af sig selv og hans bil kunne ikke starte når den var på grunden.
Han satte huset til salg, men da det efter 1 år stadig ikke var lykkedes at sælge det, lejede han det ud. Lejerne flygtede da de ikke kunne holde ud at bo der.
Spøgelserne er der stadig
Efter at mediet Lene Ranehag har været i huset samt renset det, er der efter 3 uger igen den samme aktivitet som før. Louise og Tobias vil nu kontakte et andet medie for at få hjælp til at få spøgelserne ud af huset.
Jeg kom til at tænke på, at det kendte medie Marion Dampier-Jeans en gang fortalte mig, at det var noget pjat når medier forsøgte at sende ånderne hjem eller at sende dem mod lyset, da de udmærket godt selv kendte vejen og kunne forlade huset når som helst det passede dem.
Jeg ved ikke om dette er sandt, men det kunne være fint at få Marions udtalelse på dette. Det vil jeg forsøge at få, for at sikre mig at der ikke er noget jeg har misforstået.
April 2011 Så har jeg modtaget Marions svar. Læs hendes indlæg: Sådan fjerner du uønskede ånder / spøgelser i dit hjem.
Diverse link:
1. Mediet >> Lene Ranehag
2. Fik du ikke set afsnit 1, så læs mit blogindlæg om mediet Marion Dampier-Jeans samt programmet.