Jeg blev healet og fik en åndelig oplevelse.
En verden af lyssøjler, brusende vand, lyd og korsang.
En veninde ringede, og spurgte om jeg havde lyst til at tage med hende i Søndermarken og se Cisternerne. Min første tanke var: Er det ikke bare et stort hul i jorden, der en gang har fungeret som vandreservoir for København? Men jo, jeg vil gerne med. Det er altid godt med nye indtryk og oplevelser.
En onsdag kom hun til byen, og vi tog bussen til Søndermarken. Vi fandt frem til stedet, og kom ind i et lille rum hvor en kvinde tog imod os. Har I været her før? Nej.
Hun fortsatte; Når I kommer ned til Cisternerne, så bliv lige stående et par minutter indenfor døren, indtil jeres øjne har vænnet sig til mørket, og når I går, så følg vejen mod højre, så kommer I rundt på en fin måde.
Vi betalte de 50,- Kr som entréen koster, og bevægede os spændte ned af trappen.
Vi åbnede døren og kom direkte ind i en slags grotte. Der var mørkt, fugtigt og koldt. I en højtaler kunne høres korsang. Sang, som jeg tror det ville lyde i Himlen.
Jeg spejdede rundt i mørket, og tænkte: Ja, det er bare et stort hul i jorden.
Da vores øjne havde fået nattesyn, fulgte vi som anvist vejen mod højre, og jeg skal da lige love for, at mine tanker blev gjort til skamme. Hold da helt op, det her er jo fuldstændigt fantastisk.
3 gigantiske cisterner, granitsten, søjler, drypsten, korsang, en berusende larm fra vandet når det, fra de store brusehoveder (ja det er hvad jeg synes at de ligner) rammer jorden.
Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville gå rundt i stilhed, og blot suge alle indtryk til os. Godt det samme, for selvom man står ved siden af hinanden, er det svært at høre hvad der bliver sagt, på grund af vandet og akustikken.
Der er mange af disse “store brusehoveder” og vandsøjlen er belyst fra toppen. Dette skaber en helt vidunderlig effekt. Vandet ligner skinnende diamanter, og hvis du fokuserer på én vandstråle af gangen, ligner den en fin sølvtråd.
Vi følte os ret heldige da det gik op for os, at vi havde ramt det helt perfekte tidspunkt at være der på. Der var kun 2 andre, foruden os. Så vi havde stedet for os selv.
Jeg var fuldstændig høj da vi kom op derfra, og vi satte os på en bænk i Søndermarken. Munden stod ikke stille på mig. Mit hjerte boblede af glæde. Sikke en fantastisk oplevelse. Den var åndelig, den var spirituel, den var følelsesmæssig, den var …. ja, den var bare det hele. Jeg smilte fra øre til øre. Her måtte og ville jeg tilbage. Der var ingen tvivl, og jeg kom til at tænke på en af mine gode veninder, der i øjeblikket har det lidt svært. Jeg ville vise hende stedet. Forhåbentligt ville stedet og energierne gøre hende godt. Jeg var nemlig overbevist om, at man kunne blive healet der.
Kort om Cisternerne.
Under det grønne græs på Frederiksberg Bakke, ligger Danmarks eneste drypstenshule.
Cisternerne er et gammelt højdereservoir, der blev anlagt af Københavns vandforsyning i 1850´erne.
Luftfugtigheden ligger konstant på næsten 100 procent, og væksthastigheden på drypstenene er mere end 100 gange hurtigere end i naturlige drypstenshuler.
Healing og forløsning.
Som sagt så gjort. Veninden ville gerne med, og vi var der i sidste uge, og ja hun oplevede stedet ligesom jeg. Hun gik andægtigt rundt, så, lyttede og mærkede.
Da formålet med besøget denne gang var healing, havde jeg gået og tænkt over, hvad jeg ville bede energierne om at hjælpe mig med. Hvor eller til hvad har jeg brug for healing?
Vi aftalte at vi ville gå rundt hver for sig, og i første omgang mærke efter, hvilken vandsøjle der føltes som den rigtige for os. Det kan lyde lidt fjollet, men hvis du har dit hjerte åbent mens du går rundt, så vil du tydeligt kunne mærke, føle samt opleve at vandsøjlerne energimæssigt er meget forskellige, selvom de på det fysiske plan er og ser ens ud.
Hver vandsøjle har sin helt egen energi og udstråling. Den har et iboende energivæsen. Hos nogle oplevede jeg en feminin energi, andre en maskulin og andre havde en blanding af begge og indeholdt endda flere forskellige væsener og energier.
Da vi havde gået en runde mødtes vi, og hun sagde, at der var et sted foran én af vandsøjlerne som havde påvirket og bevæget hende meget. Det var der hun ville stille sig og den hun ville bede om healing fra. Jeg fortalte og viste hende, hvilken jeg havde fundet frem til der var den rette for mig.
Vi gik dernæst hen til hver vores vandsøjle, hvert vores energipunkt, og stod der vel i omkring 10 minutter. Da jeg stod ved mit sted, bad jeg om at blive healet samt forløst. Jeg kunne mærke en strøm af energi skylle ind over mig. Jeg kunne mærke mentalt, følelsesmæssigt, fysisk og spirituelt at jeg blev healet, og at alt det negative blev opløst og erstattet af lys, glæde, lethed og kærlighed.
Det var helt magisk.
Der var den dag rigtigt mange besøgende i Cisternerne, men på det tidspunkt hvor veninden og jeg gik i gang med vores bøn, healing og energiarbejde, forsvandt alle. Vi var derfor helt alene i de ca 10 minutter healingen varede. Det var virkelig et magisk øjeblik, og jeg sendte naturligvis en tak til “vores hjælpere”.
Du ser det du vil se.
Som sagt var der mange besøgende, men jeg tror virkelig, at det er de færreste der har og får den samme oplevelse som jeg. De går hurtigt igennem, taler højlydt, men ser og mærker ikke stedet og energierne. Men jeg oplevede da en enkelt gang på min vej rundt, da jeg passerede en kvinde der som jeg kunne se det spirituelle ved at være her, og hvem ved, måske havde hun også en åndelig oplevelse. Jeg kunne se det i hendes øjne. Vi smilte til hinanden og gav ligesom et anerkendende nik.
Vil du også heales?
Så håber jeg, at du en dag har mulighed for at lægge vejen forbi Cisternerne i Søndermarken. Det ligger lige overfor indgangen til Københavns Zoo.
Husk at takke vandsøjlen, lyset, energierne, lysvæsenet for at have hjulpet, healet og forløst dig. Det er vigtigt og en måde at vise din respekt på.
Relevante links.
1. Besøg Cisternerne, og få en åndelig oplevelse.
7 kommentarer til “En åndelig oplevelse”
Wow! Vand healer…
Jeg har længe haft Cisternerne på min “to-visit-liste”. Der er ingen tvivl om, at vi skal en tur til Søndermarken i sommerferien nu – efter din fantastiske beskrivelse.
Tak for tippet :-)
Kære Jette.
Dit svar til Marlene tror jeg er rigtigt. Og dit/jeres besøg hos cisternerne, beder kun om nærvær, – der behøves kun det, at være tilstede her og nu. Og tage imod og sende videre. Som i alle andre tidspunkter af livet :-) Elsk først – Lys og kærlighed. Mette.
Ulla
Det lyder helt fantastigt,det må prøves
Åh hvor ville jeg dog gerne tage både min kæreste og mor med derhen..
Jeg bor i England med min kæreste der har en alvorlig hjertesygdom. I natten mellem mandag og tirsdag får han voldsomme smerter i maven og brystkassen, men det går hurtigt over og det har vist sig “bare” at være mavesyre relateret. Denne mandag fik jeg også erfaret at min mor har fået tilbagefald med psykisk sygdom. Hun havde været medicinfri i to år. Føler mig simpelthen så hjælpeløs.
Hvor smukt ❤️ Det må jeg da prøve!
Kære Marlene
Uanset hvor du befinder dig i verden, så kan du altid bede den åndelige verden om hjælp, støtte og healing.
Dine bønner vil blive hørt.
Jeg sender dig og din familie gode helende tanker, og alt godt for jeres fremtid.
Jeg takker dig mange gange for dit svar og de helende tanker Jette <3
Sender dig de rareste tanker igen : )
Man skal altid minde sig selv om at der altid bliver lyttet, så jeg finder det rigtig svært, men jeg ved jo godt vi ikke er alene og efterladt til os selv.