Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Et spirituelt bryllup

spirituelt bryllupSpirituelt bryllup. På norsk TV3 viser de programmet “3 bryllupper”.

I det afsnit jeg så, havde parret Janne og Michael besluttet sig for at holde et spirituelt – spiritistisk bryllup,  hvor mediet Marion Dampier-Jeans skulle stå for selve vielsen og give dem en åndelig velsignelse.

Janne og Michael mødte hinanden på nettet og efter et par uger flyttede de sammen. De deler de samme interesser indenfor det åndelige og arbejder begge på deres fælles kursuscenter med healing, meditation, trommerejser og andre alternative tiltag.

Med den åndelige verden som vidne.
Parret var meget opsat på at gøre det på deres måde, og sådan som det føltes rigtigt for dem. Brylluppet blev derfor holdt på deres kursuscenter og det blev pyntet op med diverse blomster, sten, krystaller, en skål med vand og nogle lys, hvilket skulle repræsentere elementerne for jord, ild, vand og luft.
Marion sagde at det var meget vigtigt at alle elementer var til stede og at man på den måde også inviterede åndeverden indenfor.

Da parret gik op af gulvet, var det ikke til det traditionelle orgelmusik, men derimod til tonerne af blandt andet en shaman-tromme. Da de stod side om side ved alteret – det pyntede bord, stod Marion klar til at læse en tekst op for dem som hun havde skrevet. Før selve vielsen kunne gå i gang, rensede en kvindelig healer rummet for negative energier. Marion læste sin tale op, stillede Janne og Michael de sædvanlige spørgsmål og til sidst kunne hun erklære dem for mand og kone.

To sjæle, en mand og en kvinde der nu skal være partnere for livet. Med vidner fra både denne verden og fra den åndelige.
Jannes store datter sang derpå en fantastisk smuk sang, og ikke et øje var tørt hos hverken brudepar eller gæster.

Suppe, steg og is.
Festmiddagen var der ikke meget spirituelt over. Den bestod af blomkålssuppe, kalvesteg og vaniljeis. Drikkevarerne var vand og sodavand, da der ikke blev serveret alkohol.

Forloveren holdt en tale og kanaliserede budskaber fra brudens afdøde far og mor og sagde blandt andet, “de er her med jer i dag, og de ønsker jer et langt og lykkeligt liv” hvilket berørte bruden meget.

Bryllupsunderholdningen bestod i en trommerejse. Alle gæster blev lagt på tæpper på gulvet og så spillede gommen Michael på sin shaman-tromme. Formålet med rejsen var at man skulle finde frem til sit kraftdyr.

Der blev spist bryllupskage, og derefter var der masser af god musik og dans.
Da stort set alle gæster var indenfor den alternative branche, kunne man i løbet af aftenen få lagt tarotkort, spået hænder, kanaliseret budskaber fra den åndelige verden eller få healing for den sags skyld.

Spirituel ceremoni og egne ritualer.
Brylluppet var bestemt ikke som bryllupper er flest, men det vigtigste var vel også at gøre det på den måde som føltes rigtigt for Janne og Michael, og ikke bare gøre det som alle andre gør.
Et bryllup er en stor og vigtig dag, og derfor må man skabe den som man føler er bedst, og det var tydeligt at se at parret var meget lykkelige. De var tro mod deres egne overbevisninger, og de fik skabt en dag med deres egne ritualer og fik gjort alt det som de følte var vigtigt for dem.

Læs også >> Spiritismens vielse – Spirituelt bryllup med borgerlig gyldighed.

Det betød alverden for dem at Marion Dampier-Jeans velsignede dem, da de dermed kunne blive forenet i den fysiske og den åndelige verden.
Marion havde ikke den juridiske tilladelse til at ægte folk, og parret var derfor i forvejen blevet viet igennem en officiel godkendt vielse.

NYHED oktober 2019 –  Spirituelt bryllup
Et nyt trossamfund har netop set dagens lys: Spiritismens trossamfund.

Nu kan du blive spirituelt døbt/navngivet, viet/gift, bisat/begravet.
Du kan sammensætte dagen/ceremonien med de ritualer netop som du ønsker at de skal være.

En fantastisk nyhed for alle os der tror på reinkarnation, livet mellem livene, den åndelige verdens eksistens, engle, guider … kort sagt: os der tror på, at der er mere mellem himmel og jord.

Læs mere i dette indlæg >> Spiritismens Trossamfund.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top