Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Healing og Bøn uge 11

Healing og Bøn – Afdødekontakt

Torsdag den 14. marts kl 20.00

Dagens fokusområde er: “Kontakt til afdøde”

Budskab:

I dag er der af naturlige årsager ikke noget budskab.
Vores spirituelle guider og hjælpere brugte i stedet 1 time på at gøre en kontakt mellem den åndelige verden og den fysiske mulig.
Læs evt. sidste uges budskab, så ved du hvad jeg taler om: Budskab uge 10

Jeg fik dog besked om hvornår næste healing finder sted og hvilket tema det er.

Næste healing og bøn: Torsdag den 21. marts kl 19.30
Fokusområde: “Healing” – Healingen gælder begge veje. Det skal forstås på den måde, at du både kan modtage healing, men også være med til at sende healing til dem du kender som måtte have brug for den.
Vil du deltage, så skriv dig på her: Ja, tak jeg vil gerne være med torsdag den 21. marts kl 19.30

Har du ikke været med før?
Sådan får du gratis healing.

Jette Harthimmer oplevelse
Jeg overvejede i dag hvor vidt jeg skulle skrive noget eller ikke. For aftenens møde var jo en personlig oplevelse for os hver især, og I kan jo ikke bruge min fortælling / oplevelse til særligt meget. Men jeg har valgt at skrive lidt alligevel, også for at vise at jeg var med hele vejen.

Der var et helt fantastisk liv og leben i den åndelige verden i dag. Alle der overhovedet kunne “krybe og gå” var der. Der var en glæde, en livlig snak – en feststemning. Alle havde glædet sig og alle var klare. Jeg har aldrig oplevet så mange sjæle samlet på én gang.

Jeg sad og tænkte hvordan det mon ville foregå, og i samme øjeblik jeg tænkte den tanke, blev der helt stille. Jeg følte at jeg nu befandt mig alene i et rum og jeg så at en dør gik op. Min mor trådte ind og vi krammede hinanden. Jeg fortalte hende alt det jeg havde skrevet på mit papir, samt hvad jeg spontant følte for at sige.
Jeg kunne dufte hendes parfume – den hun bar da hun levede. Hun sagde nogle ting til mig, jeg mærkede hendes velkendte energi og hun aede mig på kinden. Netop sådan som hun plejede at gøre.

Da hun gik ud af rummet kom min farfar ind. En mand af få ord, og sådan var det også nu. Som barn var han min stjerne. Jeg elskede at være i hans selskab. Vi talte aldrig så meget sammen – vi var bare, og sådan var det også nu. Det føltes så godt og kærligt. Han gav nogle få budskaber, og så gik han ud af rummet.

Nu var turen kommet til min farmor. Hun sagde som det første at hun var rigtigt glad for at jeg havde hængt billedet af min farfar op på min væg i stuen. Det er et lille fint billede i en guldramme, som hun dagligt sad med efter hans død. Min farmor blev 92 år gammel og levede de sidste 15 år alene. Hver dag savnede hun ham.
Jeg havde glemt alt om billedet, så det “beviste” for mig, at det var min farmor jeg havde kontakt med og hendes ord jeg hørte.
Vi talte om lidt forskelligt – især husholdning, økonomi og hendes gravsted i Åbyhøj. Dette var vigtigt for hende.

Efter farmor kom min far ind. Jeg så ham som han så ud 18 år gammel (døde da han var 64). Høj, slank, ranglet. Sjovt at det var sådan han ville vise sig for mig. De andre havde jeg set som de så ud i deres sidste leveår her på jorden.
Min fars og mit liv sammen har på ingen måde været god, men jeg har for længst tilgivet ham, og det betød meget for ham. Jeg forstod hvorfor han havde været og gjort som han havde, og at han var ked af det.
Vi gav hånd og han gav mig et let kys på kinden.

Min søster mødte jeg ikke. Hun stod på min liste og jeg havde også skrevet en hel del til hende. Men under selve “sessionen” tænkte jeg slet ikke på hende, og nu hvor jeg sidder og skriver dette indlæg, føles det også helt ok at hun ikke kom. Det var ikke vigtigt. Mine budskaber og ord til hende er modtaget uanset, det ved jeg.

Jeg ved ikke hvordan din aften har været. Måske har den set ud og været på en helt anden måde en min. Du må ikke sammenligne. Det ene er ikke bedre eller mere rigtigt end det andet.
Vi har hver især set, følt, mødt og oplevet det som vi skulle.
Husk også på, at vi når vi sover rejser sjælen til den åndelige verden. Mens vores krop sover trygt og godt i sengen, tager sjælen hjem til dens oprindelige bolig – i det åndelige univers, og her mødes den med alle den kender. Så hvis du har en følelse af, at der ikke skete noget særligt – så bare rolig. Alt er præcist som det skal være, og måske møder du “dem” først i nattens søvn. Dine ord, tanker, følelser og budskaber ER modtaget.

Vi ses næste torsdag hvor temaet er healing.

Scroll to Top