Healing og Bøn uge 22

Healing og Bøn. Mød din skytsånd.

Lørdag den 1. juni kl 10.00
Dette er budskabet der blev givet under vores fælles healing og bøn.
Det er kanaliseret til mig, fra gruppen af spirituelle hjælpere, guider og healere fra den åndelige verden, der hver uge sender os alle healing og budskaber.
Dagens fokusområde er: “Mød din skytsånd”

Budskab:
God formiddag, og velkommen til dagens møde.
Vi er Jeres venner, hjælpere og vejledere. Vi er kommet for at støtte, berige og løfte jeres spirituelle bevidsthed.

Vi har i dag, som lovet, skabt en kanal / et energifelt hvori et møde mellem Jeres skytsånd og Jer har kunnet finde sted, og vi håber at I har haft en god og smuk oplevelse.

Ikke 2 vil opleve dette møde på samme måde og I må ikke ødelægge oplevelsen ved at tænke og analysere hvordan det var for Jer. Gå ikke ind og sammenlign med hvad andre har set, hørt, mærket eller følt. Det ene er ikke bedre eller mere rigtigt end det andet.
Hver vil opleve mødet på sin egen måde. For nogen er dette stærkt og intenst og for andre blidt og stille. Mødet kan ligeledes foregå / opleves på mange planer. Fysisk, følelsesmæssigt, mentalt eller spirituelt.

ALLE har en skytsånd
En skytsånd er et højtstående åndeligt væsen, som er med Jer i hele denne inkarnation. De har forstået og lært alle lektier på det fysiske plan, og indeholder kun positive energier. De giver Jer vejledning indenfor det spirituelle og åndelige. De blander sig ikke i Jeres liv, men står hele tiden til rådighed, når og hvis I beder dem om det.

En kommunikation med skytsånden kan altid skabes og opøves, og I kan altid bede ham eller hende om støtte, råd og et kærligt puf på jeres vej, når I trænger til det.

Bliv ved med at være nærværende igennem dagen, for kun når I er i nuet og i en bevidst tilstedeværelse, kan et møde med Jeres skytsånd finde et sted.
I kan spørge til navnet på Jeres skytsånd og få vist hvordan han / hun ser ud, lyset, farverne, mærke energierne og I kan fremover uden vores hjælp også være i  og skabe kontakt. Vi har i dag blot gjort Jer mere åbne, modtagelige og sensitive for dette møde, så “dialogen” er lettere.
I kan møde skytsånden i nuet, i meditation og bøn eller I kan inden I lægger Jer til at sove, bede om i en drøm at møde skytsånden.

Indtil vi næste gang mødes: Hav tillid, bevar håbet og vid at vi er der for Jer og at Jeres bønner er blevet hørt.

Tak for denne gang.

Næste healing og bøn: Torsdag den 6. juni kl 19.30
Fokusområde: “Succes”

Vil du deltage, så klik på dette link og skriv dig på her: Ja, tak jeg vil gerne være med torsdag den 6. juni kl 19.30

Har du ikke været med før?
Så læs først dette indlæg.

Jette Harthimmer oplevelse
Jeg behøvede i dag ikke at “gå nogen steder hen”. I samme øjeblik jeg satte mig i min stol, lukkede øjnene og tænkte skytsånd, så var den der. Jeg troede at jeg skulle gøre en masse, være i den rette stemning eller lign., men nej blot min tanke og mit ønske var nok til at etablere en kontakt. Om det var fordi at vores guider havde skabt kanalen, eller om det skyldtes at det var første gang jeg nogensinde har bedt om at se eller mærke min skytsånd ved jeg ikke.
Ja, det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg har aldrig tidligere forsøgt at kontakte den. Jeg har ikke følt et behov for det, men har i mig haft en grundlæggende vished og overbevisning om at den var der, og dette var godt nok for mig og alt hvad jeg behøvede.

Jeg oplevede min skytsånd som  3 – 4 gange større end mig. Der strålede et hvidt lys igennem / rundt om den. Jeg kunne dog ikke se hvordan den så ud, og jeg havde også problemer med om det var en han eller en hun. Jeg følte en feminin energi, men så snart jeg tænkte at det måtte være en hun, så mærkede jeg at den også udstrålede en mandlig.
Er der nogen af jer der ved om skytsånden kan være både og? Det giver mening for mig hvis ja, for selvom vi fysisk er kvinde eller mand, så besidder vi både den maskuline og feminine energi og bruger disse alt efter hvilke opgaver vi står overfor.

Jeg spurgte hvad er dit navn? Tænkte at dette ville kunne give mig et praj ;-) men svaret var: Du må kalde mig hvad du vil. Jeg er her og jeg hører dig uanset.

Jeg blev overrasket over at jeg ikke var speciel god til at holde kontakten til skytsånden. Energien / kontakten forsvandt i samme øjeblik jeg begyndte at tænke på noget andet eller analysere for meget.
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne forvente en super duper kontakt, hvis jeg ikke tidligere har gjort forsøg på at være i dialog med min skytsånd. Hvis jeg ønsker en bedre, mere klar og overbevisende kontakt og dialog, så må jeg begynde at bruge tid på den.
Sådan er det jo også med et fysisk venskab. Vi opbygger en tæt relation ved at bruge tid sammen og kommunikere med hinanden.
Bare det at gå ned af gaden og samtidigt tænke, mærke, se eller føle at skytsånden går ved siden af, er en rigtig god begyndelse.
At telepatisk stille spørgsmål og have en indre dialog.
At gentagne gange bevidst kontakte skytsånden er også et godt skridt i den rigtige retning.

Jeg bemærkede dog at der skete forskellige ting i min krop. I det ene øjeblik havde jeg kuldegysninger, så følte jeg en lethed som om at jeg svævede, og pludselig blev jeg meget varm. Under hele forløbet havde jeg dog en følelse af en meget kærlig tilstedeværelse og jeg følte mig omsluttet af den.

Jeg kunne også mærke at skytsånden kun kunne arbejde igennem mig når jeg giver tilladelse til det eller beder om det.

Husk at takke for kontakten, samarbejdet og for alt hvad din skytsånd gør for dig. For selvom de er højtstående spirituelle væsener, så har også de brug for påskønnelse og taknemmelighed. Dette vil styrke båndet og kontakten mellem Jer.

, , , , , , , , , ,

Lukket for kommentarer.