Julehjælp og en god gerning
Julehjælp. Julemåneden nærmer sig. For nogle er det med glæde og begejstring. De pynter med gran og lyskæder. Køber julegaver i massevis. Spiser god mad og går mæt i seng hver aften. For andre er det en hård og svær tid.
Som med så meget andet, så er der nogen der har meget mens andre intet har. Hvis du hører til gruppen der har overskud enten i form af tid, penge, hjertevarme eller næstekærlighed så er dette blogindlæg for dig.
Jeg har flere gange givet en hjælpende hånd, lavet frivilligt arbejde eller givet en økonomisk håndsrækning til de der har brug for det juleaften.
Hvis du bruger lidt tid på at søge på nettet, kan du finde masser af organisationer der støtter og enten uddeler julekurve, gaver, mad, eller arrangerer en juleaften.
Har du penge?
Hvis du har midlerne til det, så er projekt “På med Vanten” et rigtigt godt initiativ. Du giver 1000,- Kr. De første 500,- Kr bliver brugt på at købe en julekurv proppet med alskens lækkert som modtageren kan bruge juleaften. Økologiske grøntsager, flæsesteg, kolonialvarer og meget mere. De resterede bruges af dig til at købe julegaver for til den familie som du får tildelt.
2-3 dage før juleaften mødes alle giverne og pakker / pynter julekurvene og kører ud og afleverer kurv samt gaver til familien. De ved du kommer og venter i glæde, spænding og taknemmelighed. Du møder op som anonym.
Har du tid?
Har du ikke penge men derimod tid, så er det også en fantastisk oplevelse at gå ud og hjælpe med at servere, lave mad, julefeste og julehygge. Der er masser af steder der arrangerer en dejlig juleaften for enlige, hjemløse og juleløse ;-)
Der er så meget kærlighed og hjertevarme ved et sådant arrangement, og jeg som giver har ofte tænkt at jeg får mindst lige så meget med hjem og ud af det, som dem der kommer for at få.
At kunne give og være noget for nogen, er skønt!
Frivilligt arbejde i julen
Jeg har igen i år tilbudt min hjælp, og i den forbindelse har jeg skrevet rundt til forskellige organisationer for at spørge om de kan bruge mig juleaften eller som frivillig i december.
Alle skriver på deres hjemmeside at de har brug for frivillige, men ingen har gidet at svare mig.
Det synes jeg simpelthen er for ringe.
Hjemløse.
Den eneste der svarede var præsten Asser Skude der har startet projekt “Gjæstebud”.
Et super duper flot tiltag, der søger for at hjemløse får mad hver søndag. Ligeså mulighed for lægehjælp, fodterapi, frisør og lign. Han arrangerer hvert år jul for flere hundrede hjemløse.
I november nummeret af hjemløse-avisen Hus Forbi kan du læse en stor artikel om hans fine arbejde.
Tænk på hvor stor en forskel du kan gøre, hvis blot du hjælper 1 menneske juleaften.