Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Ånderne vender tilbage – Afsnit 8

Afsnit 8 – sæson 1 Ånderne vender tilbage

På Måløv Pub er der både gæster og ånder

Vibe Tibæk var bare 19 år gammel da hun og ekskæresten beslutter sig for at købe Måløv Pub. Hun har nu haft pubben i 6 år og har helt fra starten fået at vide at der fulgte spøgelser med i købet.

Vibe føler sig overvåget når hun går ud med skraldet i baggården eller sidder på kontoret nede i kælderen for at lave regnskab.
Der rykkes i hængsler og på dametoilettet kan man tydeligt høre at der bliver trukket ud selvom der ingen er der. Toiletterne er blevet skiftet men det sker stadig.  En låst dør bliver åbnet og lukket igen.
Ved trappen i lagerlokalet kan man høre at der går nogen på den. Der trampes godt og grundigt.

De ansatte oplever det samme
Frits, en tidligere ansat fortæller at han har oplevet det samme som Vibe, samt han har set en lampe begynde at svinge fra side til side.
Ovenpå pubben er der en lejlighed hvor Vibe og hendes ekskæreste boede på et tidspunkt. Der så hun en skygge gå rundt i soveværelset hvorpå hendes hund rejste børster og gøede voldsomt.  Det varede lang tid før den faldt til ro.

Mediet får kontakt til 4 ånder
Mediet Marzcia Techau som også var med i afsnit 3 og afsnit 6  bliver tilkaldt.
Allerede da hun står ud af bilen, går hun direkte til pubbens bagindgang. Her er der foregået noget særdeles ubehageligt. Marzcia mærker at hun bliver ked af det og bange. Hendes krop reagerer som den ville gøre hvis man er gået i chok. Hun får kvalme. Marzcia får kontakt til en lille kvinde på ca. 35 år. Lyst hår med krøller. Det virker som om at kvinden er blevet slået, voldtaget, overfaldet og slæbt til bagdøren.
Der er sket noget kriminelt. Kvinden er et offer og hændelsen skulle være sket i 70´erne, siger Marzcia. Der kan desuden have været narkotika eller rusmidler involveret.

Hjælp mig, jeg kan ikke få fred
Kvinden fortæller Marzcia at hændelsen ikke er blevet opklaret. Hun føler sig derfor stadig forbundet til pubben og kan ikke få fred før hun har fået fortalt sin historie til nogen.

I kælderen får Marzcia desuden kontakt til en mandlig aggressiv energi. I øvrigt på nøjagtigt samme sted som hvor Vibe fornemmer at der en heftig åndelig aktivitet.
På kontoret føler Marzcia sig iagttaget. Nogen stirer på mig hele tiden, siger hun.
På trappen fornemmer hun en ånd som går op og ned af trappen. Han er en hyggelig fætter, og ham behøver man ikke at være bange for. Han er tiltrukket af al den alkohol der er i kælderen (varelageret). Marzcia siger at han er en rigtig drukkenbolt, humoristisk og kan godt lide at drille og lave sjov med folk. Han har været knyttet til pubben, og kan endog have været en der arbejdede der.
Han var en kraftig mand, han er død for nylig og så havde han vejrtrækningsproblemer, måske på grund af cigaretter.

Er der en forbindelse mellem manden og kvinden?
Marzcia vender tilbage til kvinden og den aggressive ånd. Der kan have været et voldeligt møde mellem dem, måske også blandet med jalousi. Kvinden er død på grund af hændelsen.
Manden er ikke nødvendigvis død, men kan have sat et så kraftigt energiaftryk på grund af den følelsesmæssige voldsomme hændelse, at det kan føles som om at han er der.

Oldemor slår Vibe i panden
Da mediet, Vibe og værten Ibi går op i lejligheden, sker der noget. Marzcia ser straks en lille spinkel ældre kvinde. Hun er et afdød familiemedlem. Måske en bedstemor til Vibe. Der er en meget kærlig energi ved hendes tilstedeværelse og så har hun en hæs stemme.
Vibe siger at der må være tale om hendes oldemor, og i samme øjeblik får Vibe et slag i panden, får ondt, begynder at ryste og græde. Hun har aldrig oplevet det før.
Det viser sig at hendes oldemor kort før hendes død faldt, slog panden og blev lam.
At Vibe får denne kropslige oplevelse er oldemors måde at fortælle Vibe, ja det er mig der er her. Hun får lov at føle samme smerte som oldemoren.
Mediet siger at oldemoren er der for at støtte Vibe indenfor kerneområderne parforhold og børn. Hun vil sikre sig at det går Vibe godt.

Pubben renses for negativ energi
Marzcia går nu i gang med at rense pubben for ånder, men ikke alle ånder / aftryk behøver at blive fjernet. Drukkenbolten og oldemor er får lov at blive.
Marzcia stiller sig der hvor den negative energi er stærkest og ånderne slipper deres tag og rejser hjem. Til sidst heales Vibe.

Politiet ved ingenting
I forsøget på at få opklaret hvad det er der er sket på pubben tager Ibi kontakt til politiet, men de fortæller at der aldrig har været anmeldt et overfald på pubben.
Derpå kontaktes den tidligere ejer af pubben, men han ønsker ikke at deltage, men henviser til Marianne som på et tidspunkt gjorde rent og var ansat der.
Hun fortæller at hun 1. nytårsdag 1989 fandt kønshår i håndvasken på dametoilettet i kælderen. Senere samme dag fik hun at vide at en forbrydelse havde fundet sted og at en kvinde var fundet død ude i baggården.
Marianne “kendte” kvinden. En lille stille kærlig spinkel lyshåret kvinde med krøllet hår, der kom på pubben et par gange om ugen.
Kvindens navn bliver oplyst, men da hun har børn og de ikke ønsker at hendes navn kommer frem og ej heller vil deltage i udsendelsen, kan vi ikke få at vide hvad det er der er sket. Ej heller hvad hun døde af.

Vibe er blevet dus med den afdøde ånd Bent
Da vi efter et par uger vender tilbage til Vibe og pubben fortæller hun, at hun har talt med sin familie om sin oldemor. Det viser sig at hun og alle andre også har mærket hende, men ingen har nogensinde nævnt det for de andre. De føler sig overbeviste om at oldemor er der for at passe på dem og sikre sig at det går godt i familien.

Der har på pubben stadig været lidt uro, men det har hjulpet Vibe at hun har fået en forståelse for årsagerne og baggrunden.
Vibe er kommet i tanke om hvem drukkenbolten er. Det er Bent. En mand der hjalp til da hun overtog pubben, lige indtil han døde. Hun synes det er helt hyggeligt at han er der, så når hun går ned i kælderen og på lageret siger hun altid hej og farvel til ham.

Sæson 1 er slut
Efter 8 afsnit bliver der nu en pause. Programmet fortsætter på et senere tidspunkt. Er du gået glip af nogle af afsnittene så kan du på www.viaplay.dk se dem mod betaling. Alternativt kan du også læse min deltaljerede beskrivelse af hvert afsnit ;-)

Link: Mediet Marzcia Techau

Tidligere afsnit
Afsnit 1 (det spøger hos købmanden) – Afsnit 2 (familien føler sig overvåget)  Afsnit 3 (der bor 5 ånder i lejligheden) – Afsnit 4 (enlig mor besøges af en jaloux ånd) – Afsnit 5 (nybagt mor får en ånd med hjem fra hospitalet) – Afsnit 6 (ånd beder om drinks og penge for overnatning) – Afsnit 7 (ånd advarer familie mod brandfare)


Har du problemer med ånder?

Læs også mediet Marion Dampier-Jeans indlæg om Sådan renser du dit hus for ånder.
eller hør 3 spændende interviews med hende på min hjemmeside, hvor hun fortæller om sit arbejde med den åndelige verden. Det er lydfil nr. 36, 37 og 70

Du kan også læse Marions enkle øvelse hvor du lærer hvordan du beskytter dig mod negative energier, ånder, spøgelser og lign. Du finder den her:
Beskyt dig / luk af for belastende energier.

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig sommer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top