Bliver clairvoyante syge?

Er det farligt at arbejde som clairvoyant?

clairvoyante sygeBliver clairvoyante syge af at praktisere clairvoyance?

Da jeg for 28 år siden begyndte at arbejde som clairvoyant, var der mange der advarede mig. De sagde, at mange clairvoyante bliver syge på grund af den belastning det er, at samarbejde med den åndelige verden.

En sygeplejerske fortalte mig endda, at kroppens nervesystem slet ikke kan tåle den belastning den udsættes for, når den udsættes for de høje energier og frekvenser.
Mange klienter fortalte ved deres første møde med mig, at deres tidligere clairvoyant var holdt op med at praktisere på grund af alvorlig sygdom eller dødsfald.

Jeg hørte det igen og igen men tænkte, at det da ikke kan passe at man bliver syg, hvis man har et oprigtigt og kærligt ønske om at arbejde med eller hjælpe mennesker, at gøre en forskel, uanset om det så er via clairvoyance, medieskab, kanalisering, afdøde kontakt eller lign.

Fysiske ubalancer og sygdomme forsvinder.
Jeg har faktisk haft den stik modsatte oplevelse: Jeg får det bedre fysisk i samme øjeblik jeg går i gang med clairvoyance sessionen.
Hvis jeg har været forkølet, haft ondt i hovedet eller har døjet med en eller anden fysisk ubalance, så har sygdommen og det fysiske ubehag trådt til side, så jeg kunne overholde min aftale med klienten og gennemføre sessionen. Når clairvoyancen er slut og klienten er gået ud af døren, vender ubalancen tilbage.

Den åndelige verden, har altså passet på mig og min krop i den tid sessionen varede, så jeg kunne passe mit arbejde samt hjælpe det menneske der havde brug for mig.

At arbejde med den åndelige verden.
Lad mig slå fast, at det er trygt og sikkert at arbejde med den åndelige verden og det energifelt der opstår.
Det er også i den åndelige verdens interesse, at vi mennesker kan samarbejder med den. Dine åndelige guider og hjælpere, ønsker kun det bedste for dig. De ønsker vækst og udvikling, og de vil altid stå til din rådighed. Derfor giver det heller ingen mening, at de mennesker der fungerer som bindeled mellem det fysiske plan og det åndelige, bliver syge – og dermed ikke kan hjælpe eller arbejde.

Hvorfor holder clairvoyante op med at praktisere?
Bliver clairvoyante syge?
Hvorfor holder de ellers op med at praktisere?
Deres beslutning om at stoppe, kan skyldes flere ting. Enten er de begyndt at undervise, for på den måde at give deres viden og erfaringer videre til andre. (Det er hvad jeg selv har gjort.)
De løber måske sur i det og orker ikke længere at være selvstændig.
Det kan være at det dræner dem, altid at skulle være på toppen og indfrie de krav og forventninger der ligger på deres skuldre.
De går ned med stress.
De bliver trætte af,altid at “være på” og levere varen.
De står med personlige problemer og udfordringer i deres eget liv.
Sygdom.
Eller også trækker de sig simpelthen bare tilbage eller skifter erhverv, ligesom man gør indenfor ethvert andet job.

Går ned med stress.
Selvfølgelig kan clairvoyante blive syge, ligesom alle andre kan blive det, men de bliver det ikke på grund af deres arbejde med energierne eller samarbejdet med den åndelige verden.
Læg mærke til at jeg som én af de mulige årsager skrev: De går ned med stress.
Jeg tror faktisk, at det for mange er den reelle årsag.

Det er svært at sige nej.
I alle faggrupper hvor man i hverdagen arbejder med mennesker, uanset om det er som clairvoyant, terapeut, healer, coach, læge eller lign., så kan det være et problem at sætte grænser og sige nej. Det kender jeg også fra mig selv. Jeg synes det er rigtigt svært at sige nej eller måtte afvise folk der har det svært og som søger min hjælp – “bare fordi jeg har brug for at passe på mig selv”.

Når du har hjertet på rette sted, så vil du jo allerhelst hjælpe og være der for alt og alle. Problemet er bare, hvis du undervejs glemmer at passe på dig selv og dine egne behov.

Jeg har masser af gange glemt at tage vare på mig selv. Jeg glemmer at holde fri og give mig selv de nødvendige pauser til at lade op. Jeg glemmer at være der for mig selv. Jeg får meget ofte sagt ja, hvor jeg burde have sagt nej. Jeg påtager mig flere og flere opgaver, for jeg vil jo gerne være alle steder på en gang og føle at jeg gør en forskel. Jeg vil ikke skuffe eller svigte nogen.

Du svigter dig selv.
Kender du selv til den problemstilling? Du er der for alle andre, men glemmer at lytte til og være der for dig selv? Du presser dig selv mere end hvad godt er.

Jeg gik undervejs selv ned med stress. Min krop gav mig mange advarsler, men jeg ignorerede dem alle. Jeg skal bare lige ….. og så skal jeg nok holde fri bagefter. Men det der bagefter kom aldrig, for i mellemtiden havde jeg sagt ja til at stille op til et par interviews, lave nye foredrag, undervise på en højskole i det der skulle have været min sommerferie, producere en podcast (fordi jeg syntes at det var længe siden der sidst var kommet nyt fra mig). Alt dette ud over alt det andet jeg også skulle.

Måtte til sidst overgive mig.
Da jeg endnu en gang sad med tårerne trillende ned af kinderne, fordi jeg simpelthen ikke havde mere at give af, så blev jeg reddet af en veninde der med stor alvor i stemmen sagde: “Nu holder du 4 uger fri. Du har ligesom alle andre mennesker også krav på og brug for ferie.”

Jamen jeg skal lige …., eller jeg kan da ikke bare sådan lukke…..  pippede jeg tilbage. “Nej, du skal ingenting og jo du kan godt tillade dig ferie. Det har folk fuld forståelse for.”
Jeg fandt ud af, at alle havde fuld forståelse for ‘Jette holder ferielukket’ som værende helt naturlig. Ikke en eneste klagede. Ingen gav udtryk for skuffelse eller ‘det kan du da ikke tillade dig’.

Jo der var én der klagede og det var mig selv.
Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det at holde fri. Jeg havde så dårlig samvittighed, fordi jeg følte at jeg svigtede. Jeg kan da ikke bare sidde her og drive den af mens der er mennesker derude der har brug for hjælp. Men jeg kunne ikke andet. Jeg var kørt helt i bund og havde ingen energi eller overskud. Jeg kunne ikke engang læse en email, uden at hele kroppen rystede, jeg fik koldsved, synsforstyrrelser, migræne eller andet.

Jeg havde for længst overskredet mine grænser og nu sad jeg med alle mulige fysiske reaktioner, mit humør var i nul, jeg græd og jeg kunne ikke en gang finde ud af at købe ind til aftensmaden. Jeg var gået ned med stress og kunne først nu, hvor jeg var kommet så langt ud, acceptere at jeg trængte til at hive stikket ud og have fri. Jeg kunne ikke andet end at overgive mig til det kroppen i flere år havde bedt mig om at gøre: Tag en time out.

Hjertet siger ja, men kroppen siger nej.
Hvorfor passede jeg ikke bedre på mig selv? Fordi det er hulens svært at mærke hvor grænsen går, eller hvornår for meget er blevet for meget. Jeg mærker det først når jeg er røget ud over kanten. Jo, jeg har fået masser af hints undervejs. Både fra min krop, min intuition og fra den åndelige verden. MEN …
Jeg elsker mit arbejde. For mig er det en kæmpe gave at få lov til at arbejde med det jeg elsker og føler mig kaldet til. At jeg så ovenikøbet er så privilegeret, at det jeg laver gør en forskel og betyder noget for rigtigt mange mennesker, er jo bare skønt.

Jeg har så meget i mig som jeg gerne vil give, dele ud af og viderebringe.
Mit hjerte vil så gerne give, forandre, berige, løfte, inspirere og fylde verden med kærlighed.

Bliver clairvoyante syge?
Nej, clairvoyante er ikke mere udsatte fysisk eller psykisk end andre faggrupper.
Nej, clairvoyante bliver ikke syge på grund af deres arbejde med energier og kontakten til den åndelige verden, men måske snarere på grund af, at det er så hulens svært at sige nej og sætte grænser og clairvoyante derfor går ned med stress eller bliver drænet fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og spirituelt.

De/jeg vil gerne det hele på én gang, men det gælder jo ikke kun for clairvoyante men er ofte et tema, mange der arbejder med mennesker slås med. Så nej, det er ikke farligt at arbejde som clairvoyant – så længe man blot husker på at at lytte til egne behov og sørger for at holde fri for at få ladet batterierne op. Det gælder for mig i det arbejde jeg har, men det gælder også for dig.

Pas på dig selv og tag vare på dine behov. Du har brug for masser af energi, kærlighed og overskud hvis du skal kunne være der for andre – ellers går du ned med flaget.

, ,

24 Responses to Bliver clairvoyante syge?

  1. Stella 04.09.2018 på 15:17 #

    Jeg elsker din ærlighed – og er vild med din hjemmeside og gode indlæg.

    Jeg har haft samme oplevelse – at hovedpine, utilpashed m.v. forsvinder, når jeg har en klient, og bagefter er jeg jo som regel høj. Jeg tror ikke på, at man bliver mere syg af at være clairvoyant, men man kan overbelaste sig selv, hvis man ikke husker at holde lidt fri og passe på sig selv.

    Du har givet så meget over så mange år, og det er godt, du er landet igen, selv om det var en hård stress, du har været igennem. Pas kærligt på dig selv, knus

  2. Mette Aa 22.11.2014 på 10:54 #

    Kære Jette
    Da jeg gik ned med stress og min far døde og jeg var lige ved at blive fyret tænkte jeg at jeg slet ikke havde nogen forbindelse til min egen intuition. Som ved et mirakel dukkede du op på FB og havde vist skrevet et indlæg om netop intuition. Det var der jeg tænkte at jeg bare måtte afsted på kursus. Hos dig. Du åbnede mine øjne, mit hjerte og min sjæl. Uden dig havde jeg aldrig været nået til et sted fyldt med så megen ro i mit hjerte og glæde over de små ting i livet. Jeg elsker spirituelle kurser. Jeg bliver ved med enten at tage på kursus forskellige steder i landet eller jeg køber online kurser. Disse kurser er MIT frirum. Der hvor JEG lader op og føler kærligheden fra Universet og glæden ved livet. Jeg har et “almindeligt” lønmodtager arbejde og derfor har jeg naturligvis ferie fem eller seks uger om året. Men det kan ikke gøre det for mig. Hvis jeg ser et kursus jeg føler for så finder jeg en løsning så jeg kan afspadsere eller rykker rundt på ting i kalenderen.
    Jeg ved du elsker dit arbejde over alt. Det fylder dig garanteret også op. Men som jeg ser det er du nødt til at finde det sted i dig hvor du kan nyde og slappe af, uden du lige arbejder, gerne hver dag. Et lille fif er claircast nr 86. Den har jeg hørt mindst tre hundrede gange :-) . Men det vigtigste er at DU mærker efter hvad det er DU har brug for. Det kan være “kram et træ” , se en veninde eller bror, løb en tur eller mediter… Hvad har DU brug for ?
    Kærlig hilsen
    Mette

  3. Maybritt Skak Pedersen 26.05.2014 på 22:51 #

    Hej Jette

    TAK. Der er så mange advarsler derude omkring det at arbejde med energierne, men jeg oplever det præcist på sammen måde som dig. Jeg kan ovenikøbet tænke, at jeg bliver syg af ikke at lade energierne passere når de trænger sig på. Men det er selvfølgelig vigtigt at vi kanalisere fra “kilden” og ikke bare tømmer vores egne batterier.
    Tak for en fantastisk inspirerende hjemmeside.

    Mvh Maybritt

  4. Helle 12.05.2014 på 10:04 #

    Super relevant indlæg og godt skrevet. Tak, fordi du deler med os, Jette.

    Jeg kæmper selv med at undgå at stressen vender tilbage. Synes det er såå svært, når jeg nu gerne vil det hele på én gang og please, så mange som muligt på min vej. Ind imellem løber jeg ind i muren. :-(

    Kunne være interessant at få af vide, hvad du, Jette eller andre gør, for at passe på jer selv. Gode fif er altid kærkomne. :-)

  5. Dorthe Parsberg 11.05.2014 på 19:45 #

    Allerførst – tak for et godt indlæg om stress og at passe på sig selv.

  6. Karsten 11.05.2014 på 17:39 #

    Kære Jette

    Mange tak for dette her. Og som lærer kan jeg fuldt ud nikke genkendende til alt dette her. Problemet for mig – og mange andre – lærere – i dette land er dette: Vi kan ikke bare lige tage 3 ugers ferie udenfor sæsonen, altså sæsonen fra 1.08. til 30.06. Derfor er vi nødt til at have uger tilafspadsering mv. for at komme os – og stadig være i stand til at hjælpe vore elever.

    Og selvfølgelig har clairvyante også brug for ferie…

  7. Jytte Ibsen 11.05.2014 på 15:42 #

    Troede lige at dit indlæg handlede om clairvoyance contra psykisk sygdom.
    Kan du se en sammenhæng eller ligger den tanke fjernt fra dig?

    Er glad for at følge dig på FB. Du kommer med mange guldkorn. TAK for dem…

  8. Lenemaia Sofia Fleur 11.05.2014 på 10:40 #

    Kære Jette
    Jeg ved, at du elsker dit arbejde sså meget at du identificerer dig med det. Men du er ikke dit arbejde :-D Jeg kender det så godt. Når man lige tager en weekend fri, så ser man det man har forsømt pga at man gerne vil hjælpe andre mennesker. Fx egne næsten voksne børn, der kan og vil selv, men hvor der alligevel skal stå en kærlig nysgerrig mor bag, mand, dyr hus men ikke mindst sin egen alene-kvalitetstid, hvor man lige husker at mærke sig selv og hvor man er på vej hen, så stress og alt andet ikke kommer bag på en.
    :-) tak for reminderen, Jette <3

  9. May-Britt 11.05.2014 på 10:09 #

    Pas nu på den stress Jette. Jeg kender til stress fra mig selv og andre. Det er nemt at overhøre signalerne, da det bare kan føles som, at man har lidt travlt. Hjertet banker lidt hurtigere, man føler sig måske lidt høj af det, man når, og man bliver aldrig syg – når man arbejder, men så snart man har fri. Stress er noget skrækkeligt, grimt noget. Forestil dig en krop og et sind, som aldrig falder til ro. Dvs. du er i alarmberedskab hele tiden. Dine øjne er spildvågne, hjertet slår som om du løber hele tiden, hverken din krop eller sind kan slappe af. Du sover dårligt, hvis du da føler du sover. Herudover er det ikke unormalt med udvikling af angst og depression. Osv. osv.
    Det er kun dig, der kan tage ansvaret og beslutningen (bortset fra din krop, som bare siger STOP for alvor, hvis du er gået for langt). Skriv for pokker din ferie ind i kalenderen i god tid og meld ud, at du holder ferie :-) De fleste andre holder ferie, så hvorfor skulle du ikke.
    God sommerferie og god al mulig anden slags ferie :-)
    Kærlig hilsen May-Britt

    • Jette Harthimmer 11.05.2014 på 12:49 #

      HØRT! God opsang.

      PS: Holder ferie hele juli måned – så er det hermed meldt ud :-)

      • May-Britt 12.05.2014 på 16:44 #

        :-)

  10. Kit Benlolo 11.05.2014 på 09:23 #

    I går vågnede jeg med ondt i halsen , næsten ingen stemme og tung i kroppen – jeg overvejede at aflyse min clairvoyance sessions men tænkte ej en enkelt klient kan jeg godt overkomme , da jeg åbnede op bad jeg om at få healing til min hals og trætte krop – fik givet en god clairvoyance og da min klient kom var jeg helt mig selv igen halsen var fin og energien var tilbage i kroppen :) hver gang jeg er lige ved at blive syg mediterer jeg og beder om healing ind og sygdom ud og det virker jeg er næsten aldrig syg <3

  11. Rut 11.05.2014 på 09:23 #

    ❤️

  12. Lisbeth Lykke 11.05.2014 på 09:06 #

    Kære Jette
    Tak for et spændende indlæg og din ærlighed som gik lige i hjertet på mig, fordi det minder så meget om mig selv. Jeg har et mål om at lære at tage pausen i tide, og det lykkedes må tiden vise :-).

    Kærligst
    Lisbeth

  13. Lea 11.05.2014 på 08:50 #

    Der er jo ingen, incl dig selv, der får glæde af dig, hvis du går ned med stress. Så for alles skyld, så pas på dig selv, søde Jette :-)

  14. Lilie Naira 11.05.2014 på 08:48 #

    Tak for et pændende indlæg!

    Det er klart man som clairvoyant er en del af den kultur, man kommer fra og bor i – Det er man jo også, som kunstmaler eller blikkenslager – Der er mange slags mønstre i det levede liv, som man bruger til at leve efter, fordi man ikke ALTID skal opfinde nyt.

    Clairvoyante er jo også er en slags mennesker ;-) <3

    • Lilie Naira 11.05.2014 på 08:48 #

      *spændende

  15. Birgit 10.05.2014 på 10:23 #

    Hvor er det godt at læse det her! Lyt til din krop og vær god ved dig selv. <3

    • Jette Harthimmer 11.05.2014 på 12:47 #

      I will.
      Tror også det var vigtigt for min egen skyld at skrive dette indlæg.

  16. Nette 09.05.2014 på 22:04 #

    Kære Jette.

    Jeg håber du holder ved din beslutning om at passe på dig selv for der er ingen der kan gøre det for dig.

    Ønsker dig alt godt

    Kærlige tanker fra en der er taknemmelig for at havde fulgt dig og alt det du har beriget mig med på din sider

    Kærlige hilsner
    Nette

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.