Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Clairvoyance hitter blandt unge

Clairvoyance hitter blandt ungeAt dømme efter antallet af e-mails samt telefonopkald, er der rundt omkring i landet, mange elever der har projektuge om clairvoyance, spøgelser og ånder. Det er tydeligvis et emne, der er meget populært hos de unge.

En typisk hverdag her på kontoret. Telefonen ringer: “Hej det er Maja, vi er nogle elever fra 7. klasse der har projektopgave om clairvoyance. Må vi lige stille dig nogle spørgsmål?”
De fleste har en række spørgsmål klar, som de læser op over telefonen, andre ønsker at komme forbi og andre igen spørger om jeg har tid til at komme ud på deres skole til et interview eller lave et oplæg.

Nogle elever går seriøst ind i projektet og jeg kan mærke at det er en opgave de har valgt fordi de brænder for emnet. Andre gange fornemmer jeg, at det er noget læreren har fundet på.

Mange elever sætter sig ned og skriver en alen lang liste af spørgsmål, som de så sender ud til samtlige clairvoyante og medier de kan finde på nettet. De krydser fingre og håber på at nogle tager sig tiden til at svare på spørgsmålene.
Jeg får også spørgsmålene, men ofte virker det som om at eleverne ikke tænker på at det er noget jeg skal bruge tid på at svare på. Jeg vil gerne give eleverne gode og brugbare svar. Svar der forklarer sammenhænge og giver dem en forståelse og indsigt for det spirituelle. Men desværre giver de mig sjældent mulighed for det, da eleverne henvender sig i samme uge eller dagen før de har deadline. Med alt det andet jeg har på programmet må jeg derfor ofte afvise dem, da jeg ikke har tid.

Det er lidt sjovt at de altid beder om en hurtig respons. “Svar gerne hurtigt. Vi skal aflevere opgaven på onsdag.”  Om det skyldes at de kun har fået stillet 1 dag til rådighed til deres projekt eller om det er fordi  de løser og går i gang med den i sidste øjeblik, ja det kan jeg jo kun gætte mig til.

Spørgsmålene er typisk:
* Hvordan/hvornår fandt du ud af at du var clairvoyant?
* Kan alle lære clairvoyance?
* Hvad vil ånder og spøgelser os?
* Hvor stammer clairvoyance fra?
* Hvad er din bedste/værste oplevelse som clairvoyant?
* Er der andre i din familie der er clairvoyante?
* Hvordan bliver man clairvoyant?
* Er det farligt? Bliver man syg af det?
* Kan evnerne gå væk?
* Hvem går til clairvoyant og hvad koster det?
* Hvordan kan man komme i kontakt med ånder/afdøde/spøgelser?
* Er du nogen sinde bange for dine evner?
* Hvad sker der når vi dør?

Emnet clairvoyance er populært blandt unge.
Før i tiden fik jeg en henvendelse 3-4 gange om året. Det virkede som om at alle landets skoler havde projektuge på samme tid og i den periode var der mange der både ringede og skrev, men nu er det fordelt over hele året og for blot et par uger siden, havde jeg 11 henvendelser og i dag mandag har jeg haft 2.

Dette tolker jeg som, at spiritualitet og clairvoyance blandt børn og unge hitter. Det er et område der er i vækst og udvikling. Jeg synes, at det er glædeligt at se, at flere og flere interesserer sig for den spirituelle verden og jeg oplever en stor interesse fra skoler lige fra 5. klasse og op til gymnasiet.
Hvis jeg ikke har tid til at svare eller der er kort tid til de har deadline, henviser jeg dem altid til mine gratis lydfiler der ligger under menupunktet podcast. På listen kan de vælge mellem 101 lydfiler og de vil med garanti kunne finde et emne der passer til deres projekt. Der ligger også en masse interviews med kendte clairvoyante og medier. Hvis de sætter sig ned og bruger lidt tid på at høre dem, vil de helt automatisk få en masse relevante input til deres opgave samt svar på deres spørgsmål. Ligeså ved en hurtig søgning i mine blog artikler.

Voksne og clairvoyance.
Blandt voksne er clairvoyance også meget populært. Da jeg kastede mig ud som selvstændig for 28 år siden da var clairvoyance, astrologi, healing og alternativ behandling noget man så lidt skævt til. Man løftede lige øjenbrynene hvis en kollage fortalte at hun havde været hos en clairvoyant. “Nå, tror du på den slags hokus pokus?”. Men sådan er det heldigvis ikke i dag. Mange har været hos en clairvoyant eller vil gerne prøve det.
Man kan hos en clairvoyant, få svar på rigtigt meget. Hvis der er noget man går og tumler med, har ondt i sjælen, leder efter kærligheden eller det rette job, eller hvis man f. eks vil vide, hvordan det kommer til at gå med salget af huset eller i hvilken retning man skal gå i livet. Stort set alle områder, temaer og emner kan belyses og besvares, og det er der mange der har fået øjnene op for.

Overvejer du at gå til clairvoyant, så kan dette indlæg hjælpe dig med at finde frem til den rette: Sådan finder du en dygtig clairvoyant

Jeg er rigtig glad for at spiritualitet og åndelig udvikling interesserer børn og unge, og jeg vil meget gerne bidrage med min viden – hvis blot eleverne giver mig tid nok til at svare. ?

Læs også: Kan man lære clairvoyance?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top