Det jeg vil dele med dig er en ret komisk oplevelse, jeg havde for nogle år tilbage.

På mit hjemmekontor havde jeg en væg, hvor jeg hang mine løbsnumre op. De kom kun op på væggen, hvis jeg havde gennemført løbet.
Væggen kaldte jeg for min motivationsvæg.

Et fornuftigt kompromis.
Jeg havde meldt mig til Alt For Damernes 10 km løb på Amager.
Grundet et massivt arbejdspres, kørte jeg virkelig på pumperne og jeg var simpelthen så træt, at jeg på dagen overvejede at blive hjemme. Men …. jeg havde jo fået tilsendt mit løbsnummer og jeg ville rigtigt gerne have det op på min væg og da nummeret kun må komme op hvis jeg har gennemført løbet, indgik jeg et kompromis med mig selv. Hvis bare jeg løber 5 km så er det ok.

5 km i stedet for 10 km
De tidligere år har det været sådan, at man kunne stille op til enten 5 km eller 10 km. Valgte man 10 km (hvilket jeg altid gør) løber man den samme rute 2 gange.
Min plan var derfor, at løbe 5 km og dermed kun løbe ruten 1 gang og stoppe når jeg passerede målstregen.

Jeg ville løbe en god og hurtig 5´er nu hvor jeg kun skulle løbe den halve distance. Det følte jeg var et godt og fair kompromis.

Jeg hoppede i løbetøjet, tog Metroen til Amager Strand og stillede mig i startområdet. Men så opstod der nogle problemer, som jeg ikke lige havde taget højde for.

Problem 1.
5 Km løberne skulle først sendes af sted kl 14.30 hvorimod 10 ´erne skulle afsted kl 13. Jeg gad ikke stå og vente 1,5 time og besluttede derfor at løbe af sted nu sammen med 10 km løberne, og så stoppe når vi passerede start/mål stregen efter første runde.
Så jeg blev pænt stående sammen med alle de andre 10 km løbere.

Jeg konkluderede, at der nok er mange andre 5 km løbere der gør det, da de gerne vil hurtigt i gang og ikke gider at stå og vente på at det bliver deres tur til at blive sendt af sted.

Startpistolen blev skudt af og så piskede jeg ellers af sted over stok og sten, græsplæne og strand.

Problem 2.
Vi løb og vi løb og vi løb og vi løb.
Jeg synes ikke helt at jeg kunne genkende ruten fra de foregående år, hvor jeg også har deltaget. Vi løb længere og længere væk fra målområdet. Jeg så på mit løbe-ur og kunne se at jeg indtil videre havde løbet 6 km.
Øv, de har ændret ruten. Pokkers osse.

Jeg spurgte mig selv: Er jeg ok til at kunne løbe alle 10 km? Skal jeg bare fortsætte? Nej, nej og absolut nej. Jeg var fuldstændig drænet for energi. Prisen for arbejdsmæssigt at have presset mig selv langt over kanten gennem meget lang tid.

Dybest set tror jeg nu nok at jeg kunne løbe 10 km, for jeg har altid gennemført hvert eneste 10 km løb samt halvmaraton jeg har stillet op i uanset hvor træt jeg har været, men jeg tror, at det der tog pippet fra mig var, at jeg mentalt havde indstillet mig på en hurtig 5´er og så hjem og slappe af.

På hele ruten møder jeg frivillige der står og viser vej for os løbere. På et hjørne stoppede jeg og spurgte en af dem, hvilken vej jeg kunne løbe for at komme hurtigt tilbage til startområdet, da jeg ikke ville med hele vejen rundt. Han pegede hen på en sti der lå et stykke væk.

Så imens knap tusinde løbere løber én vej, så ser man mig løbe tværs over en græsplæne og ind på en grussti. Så langt så godt.
Nu skal jeg bare følge denne sti der lå skjult bag nogle træer.
I det fjerne kunne jeg høre speakeren fra målområdet. Oh yes, jeg er på rette vej.

Problem 3.
Så drejer stien og pludselig befinder jeg mig på opløbsstrækningen i målområdet. Der står vildt mange mennesker der hepper, klapper og jubler.
Normalt når jeg kommer i mål, står der ikke nogen og klapper så heftigt, da jeg plejer at komme ind blandt løbets sidste fjerdedel.

I højtaleren hører jeg følgende:
Så er der endnu en løber på vej ind i en super god tid. Giv hende en stor hånd. Nej, hvor er det flot løbet.
Hvorpå folk hujede og klappede endnu mere.

Da gik det op for mig, at de troede at jeg var en af 10 km løberne der i en supertid var på vej ind over målstregen.
Alle så på mig. Gud hvor var det pinligt og hvorfor hulen skal opløbsstrækningen være så pokkers lang? Der stod flere hundrede mennesker og bare heppede på mig der i ensom majestæt kom løbende. ?

Jeg kunne slet ikke se dem i øjnene, men havde derimod mit blik stift rettet mod målstregen og i bedste Forrest Gump stil fortsatte jeg mit løb efter jeg var kommet i mål, helt ud af Amager Strand og hen mod Metro stationen. Mine ben gik som trommestikker.
Selv da jeg var på vej over gaden, stod der en mand helt for sig selv og begyndte at klappe mens han sagde: Hold fast, det er godt løbet, sikke en flot tid. Jeg sagde tak,  dog uden at se på ham, mens benene stadig fortsatte deres løb til stationen.

Du skal ikke tro på alt du læser.

Da jeg kom hjem tikkede en sms ind: Tillykke med din flotte tid. Du løb de 10 km på 46 minutter.

Og som du kan se af resultatlisten, blev jeg nr. 15 ud af 961 løbere.
Ja, hold da op. Det er da godt nok en flot tid.
Sagen er bare den, at jeg jo kun har løbet omkring 7.5 km og jeg var overbevist om, at de med den lille chip vi løber med, kunne se at jeg kun havde gennemført en del af løbet (og snydt). Men nej. Mit navn er nu at finde blandt nogle af Danmarks eliteløbere.
Jeg var simpelthen så bange for, at jeg efterfølgende ville blive kontaktet af diverse løbeklubber, for at høre om jeg ville løbe hos dem.

Ugen efter stillede jeg op i Spartas 10 km løb og der var jeg tilbage til mit gode gamle jeg. Lunte-Jette.
Hvis nogen har fulgt mit navn og mine tider, må de have tænkt: Sikke hun svinger i sin præstationer. Den ene uge pisker hun af sted og gennemfører på 46 min og i den næste er hun et kvarter længere om samme distance.

Det er forklaringen på, hvorfor jeg har valgt at kalde dette indlæg: Du skal ikke tro på alt hvad du læser ?

Det er ligesom den gang hvor jeg havde meldt mig til svømmekursus for folk med vandskræk. Der endte jeg ved en fejl på samme hold som de danske landsholds svømmere. Men den historie kan du få en anden gang. ?

Besøg min webshop, og se det store udvalg af online kurser, foredrag og meditationer. >> Jettes webshop.