Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Gå en tur med en hjemløs

gaa tur med en hjemloesGå tur med en hjemløs.

Her i sidste uge havde en af mine veninder inviteret mig på en overraskelse. Jeg ville blive hentet kl 16.15 og så tog vi med Metroen til Christians havns Torv.

På et hjørne stod en gruppe mennesker og skuttede sig i kulden på denne kolde blæsende efterårsdag.
Vores navne blev tjekket af på en liste og så blev vi ført ned af en gade, hvor en lille tynd kvinde med en rygsæk, stod og ventede på os. Hun smilte charmerende og sagde hej og velkommen.

Jeg er hjemløs og jeg skal være jeres guide i dag. Jeg vil vise jer denne del af byen og turen forventes at tage omkring 1.5 time.

En hjemløs laver guidede tour.
Hun var sød og meget entusiastisk da hun fortalte om alt fra livet som hjemløs, alt lige fra hvor man kunne få varmen en kort stund, de gode toiletter og steder hvor man på visse ugedage kunne få et gratis måltid mad, til historiske fortællinger om Christianshavn, voldene, Christiania og meget mere.

Det var rigtigt rart at gå med hende rundt og hun var en ivrig og begejstret fortæller, men jeg ville gerne have hørt mere fra hendes liv. Hvem er denne kvinde? Hvordan er hun havnet som hjemløs? Hvad er hendes historie?

Ud af klappen kl 07
Efter halvanden time var turen slut. Jeg havde virkelig fået noget at tænke over.
Mit liv er så forskellig fra hendes. Hun ligger i en kold opgang og sover hver nat, eller hvis hun er heldig og gider at stå i kø 2 timer, kan det være at hun kan få en seng på Sundholm. Men der er rift om pladserne og der er kun 20 senge.

Der bliver man vækket kl 06 om morgen, får lidt morgenmad og skal være ude senest kl 7. Du er velkommen til at få et bad, men du skal ikke være genert eller blufærdig. Glem alt om privatliv. Der er fællesbad mænd og kvinder sammen.

Hvor skal man gå hen en kold mørk vinterdag kl 7 om morgenen, spurgte hun os? Alt er lukket, så der er ingen forretninger hvor man kan gå ind og få varmen. Derfor gik hun ofte på tanken. Nogle gange opholdt hun sig på toilettet, så længe det nu kunne lade sig gøre, og andre gange købte hun en guldøl og drak den der, blot for at få tiden til at gå.
Vinteren er selvfølgelig den værste tid og en del hjemløse dør af kulde.

De hjemløse har hver især udformet turene, og indtægterne går ubeskåret til guiden. Der er flere ruter / områder at vælge mellem, og jeg vil helt sikkert gå med på dem alle.

Jeg synes at idéen er rigtig god, og det er virkelig en øjenåbner. Det giver også den hjemløse “en stemme” , respekt og anerkendelse og det nedbryder med garanti også en masse fordomme.

Søndag d. 31. oktober fylder jeg 50 og jeg har i et år gået og spekuleret på, hvad jeg skulle gøre den dag. Venner og familie håber på en stor fest, andre en rejse og et væld af forslag og idéer er blevet vendt i årets løb, men ingen af dem har føltes rigtige for mig. Jeg vil ikke holde en fest bare fordi det forventes, eller fordi det plejer man jo, så jeg har gået og ventet på at det helt rigtige skulle dukke op.

Da vi gik rundt med guiden føltes det bare så rigtigt i mit hjerte, at jeg selvfølgelig skulle give min dag i den gode sags tjeneste.
Jeg er så privilegeret i mit liv, jeg har alt hvad jeg behøver, jeg kan spise mig mæt hver dag, jeg har en seng, varme i radiatoren og tag over hovedet. Det er ikke mig der skal gives til, nej der skal selvfølgelig gives til nogen der har brug for det.

Derfor har jeg besluttet at jeg vil tilbyde min arbejdskraft hele dagen. Hvad jeg skal lave spiller ingen rolle, blot det glæder et andet menneske eller flere.

Frivilligt arbejde tilbydes.
Har du et forslag eller en god idé? Hvad ville du gøre, hvis du var i mine sko? Ville du smøre en masse lækre sandwich og gå rundt i byen og dele dem ud til hjemløse? Ville du købe en masse tæpper og forære væk? Ja, lad mig endelig høre hvad du ville gøre! Jeg har brug for en god idé.

Kender du til steder her i København hvor jeg kan gøre nytte, og hvor de har brug for frivillig arbejdskraft?
Har du eventuelt et telefonnummer eller en kontaktperson, så vil jeg blive rigtig glad hvis du vil kontakte mig på min mail: jette@harthimmer.dk

Jeg håber at høre fra mange af jer.

Hør om hverdagen for en hjemløs. Se hverdagen gennem en hjemløs øjne.
Gadens Stemmer >> Guidede ture i København.

2 kommentarer til “Gå en tur med en hjemløs”

  1. Lotten

    "En varm seng" er et frivilligt initiativ med det sigte at hjælpe de af Danmarks hjemløse, som ikke "tæller" i regeringens optik, fordi de ikke er danskere eller grønlændere.
    Der er altid brug for frivillige hænder, fx til at hjælpe med at servere en gang aftensmad på herberget.
    http://www.facebook.com/group.php?gid=116298898385466
    Jeg har selv været med sidste vinter, da alting var sne og is og herberget endnu ikke havde fået en fast adresse, og det var en meget, meget positiv oplevelse.

  2. Anonymous

    Kære Jette

    Du ku besøge et plejehjem og på din helt særlige, skønne facon, præsentere dem for 'den anden side'. Tror mange er ængstelige og bange i de sidste år, og nervøse for hvad der venter-hvis der venter noget. Ku være en kæmpe øjenåbner for mange og give en utrolig ro og måske et mere positivt fokus de sidste år.

    Al kærlighed til dig Jette, og et kæmpe, kæmpe kæmpestort tillykke! Ønsker dig den mest fantastiske dag. Du er en inspiration.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top