Min mand er død. Må jeg godt få en ny?
Må du være lykkelig efter mandens død? En kvinde har for nylig mistet sin mand og skrev til mig for at spørge, hvor længe hun skulle sørge.
Hej Jette
Jeg har læst dine mange blogindlæg og det gav mig lyst til at skrive og spørge dig om noget.
Jeg er 35 år og mor til 2 børn. For ca 6 måneder siden døde min mand efter længere tids sygdom.
Hverdagen er med et blevet vendt på hovedet og jeg savner ham meget. Der er så meget jeg vil sige til ham hvis jeg kunne. Hvor meget jeg elsker og savner ham. Jeg er naturligvis langt fra at være klar til en ny mand i mit liv, og ej heller børnene, men i mine gode øjeblikke tænker jeg da om det en dag vil lykkes. Både det at finde en sød kæreste men også om min afdøde mand synes det er i orden at jeg gør det?
Det jeg tænker er, om jeg skal gå til et medie for at skabe kontakt til ham og om det er ok at jeg søger lykken med en anden mand?
Hilsen
M
Kære M
Lad mig først kondolere for tabet af din mand og børnenes far. Det er som du skriver, et stor tab og hverdagen er blevet en helt anden.
Der er naturligvis mange forskellige følelser i dig og hvor du den ene dag kan have oplevelsen af, at “nu går det da egentlig meget godt”, så kan du den næste være dybt ulykkelig, helt rundt på gulvet hvor du næsten ikke kan se meningen med livet.
I den sorgproces du pt befinder dig i, kommer du i kontakt med mange forskellige følelser og de kan skifte indenfor få minutter. Sorg, vrede, frustration, afmagt, meningsløshed og lign.
Det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at have alle de følelser der kommer og går, og at børnene også får lov til at udtrykke deres savn og følelser.
Giv dig tid til at sørge.
Sorg tager tid og det skal den have lov til. Mange psykologer siger, at en sorgproces kan tage ca. 2 år.
Du har fået trukket tæppet væk under dig og du skal have tid til at finde dit nye fodfæste. Du skal vænne dig til en hverdag uden din mand og børnene til en hverdag uden deres far.
Sorggrupper.
Det kan være at du vil have glæde af at gå i en sorggruppe. I gruppen får du god støtte i din sorg. Jeg kan varmt anbefale dette, så du ikke går med dine tanker og følelser alene. Jeg har selv været i en sorggruppe og det var både befriende og forløsende, at være i en gruppe hvor vi alle var i samme båd. Vi havde alle oplevet et dødsfald. Alle havde mistet én de elskede. For nogle var det et barn, andre en livspartner eller et nært familiemedlem.
Det gav mig rigtigt meget at gå i gruppen. Meget mere end venners kærlige omsorg.
Læs også >> Sorggrupper og hjælpemuligheder.
Opsøg ikke et medie eller en clairvoyant.
Da det er så kort tid siden du mistede din mand, så vil jeg opfordre dig til at vente med at besøge et medie, hvilket jeg også forklarer i dette indlæg >> Sådan finder du en dygtig clairvoyant.
Du er pt. alt for sårbar og sensitiv og der er risiko for at kontakten med en clairvoyant/medie kan gøre mere skade end gavn.
Det er altid en god idé at vente mindst 1 år før man opsøger et medie, for at tage kontakt til en afdød og endnu bedre 2 år.
Både for din egen skyld men også for hans. For lige så vel som du har brug for tid til at vænne dig til en ny hverdag, har han det også, på det plan hvor han befinder sig nu. Giv ham tid og ro til at finde sig til rette på det åndelige plan.
I er stadig forbundet.
Selvom du fysisk ikke længere kan se og røre ham, så er der stadig et bånd/en usynlig kontakt mellem jer.
Det kærlighedsbånd der var mellem jer, er der stadig. Dit savn, dine følelser, din længsel og alt det, som du ville ønske du kunne dele med og sige til ham lige nu, vil blive hørt, opfanget og modtaget af ham. I kan kommunikere med hinanden telepatisk, igennem meditation samt også i dine drømme, når du sover om natten.
Når du sover dybt, forlader din sjæl din fysiske krop. Sjælen vender hjem – hjem til den åndelige verden. Derfor kan jeres sjæle stadig mødes og være sammen. Når du vågner om morgenen, vil du føle at du har drømt om din mand og at I var sammen i drømmen. For dig føles det som en drøm, men det har været virkeligt.
Derfor behøver du slet ikke at gå til et medie, for at fortælle din mand alt det du føler for ham. Ej heller for at stille din mand spørgsmål, for hvis du mærker efter inderst inde, så kender du både svaret og hans respons.
Hans svar til dig vil komme enten som en tanke eller som en mavefølelse – du ved det bare.
Må du være lykkelig efter mandens død?
Ja, du må godt være lykkelig efter mandens død.
Din mand ønsker det bedste for dig og børnene. Han ønsker at se dig glad, at du blomstrer, udvikler dig og lever livet til fulde og han har absolut intet ønske om, at se dig som en sørgende enke og single resten af livet. Tværtimod.
Han ved naturligvis godt, at du har brug for en tid for at sørge samt komme på fode igen, men derefter håber og forventer han at du møder en ny mand som du kan dele tilværelsen med. En mand som vil give dig masser af kærlighed og som kan være der for jeres børn.
Afdød mand skældte sin kone ud.
Jeg har igennem mit arbejde som clairvoyant, mødt mange der har mistet deres ægtefælle og mange kvinder, får ofte en følelse af skyld, når de en dag møder og bliver glad for en ny partner. De er bange for at deres afdøde partner misbilliger dette.
En gang lavede jeg en clairvoyance på en ældre kvinde. Hun var vel omkring de 70 år. Hun gik klædt i sort, kroppen lettere foroverbøjet, hun gik tunge langsomme skridt, hendes tale var lavmælt og hun så lidende ud.
Da hun kom ind på klinikken, tænkte jeg at hun for nylig måtte have mistet sin mand, men så snart jeg gik i gang med clairvoyancen, fik jeg kontakt med en meget vred mand. Jeg vil ikke gengive alle de skældsord han kom med, men jeg kan sige så meget, at han var rasende på hende.
Jeg fortalte hende om min kontakt til den vrede mand, og jeg forsøgte på en lidt skånsom måde at videregive hvad det var han sagde. Hun begyndte græde voldsomt og derpå blev hun som forvandlet. Hendes øjne lyste, der kom et stort smil på hendes læber, hendes kropsholdning blev rank, hele hendes energi forandrede sig og hun rejste sig ivrigt fra stolen og sagde; TAK, tusind tak sagde hun og så strøg hun ud af døren i raske skridt.
Lev og nyd livet.
Hendes afdøde mand havde givet noget af en opsang. Manden var død for 15 år siden – 15 år! og kvinden havde i al den tid gået rundt i en dyster mørk energi som enke og sørget.
Hun følte at hun skyldte ham det. Hun var jo hans livspartner. Hun troede, at det var hans ønske (og at det var hendes pligt), at hun sad derhjemme og sørgede og længtes efter ham, så hun på den måde kunne vise ham, hvor meget han betød for hende.
Hun havde ikke følt glæde siden hans død, ikke grint og ej heller gjort noget der kunne berige hendes liv positivt eller gøre hende glad. Dette fordi hun ville føle skyld, hvis hun var glad og havde det godt.
Hun troede på liv efter døden og på at manden “holdt øje med hende”.
Men det han sagde til hende var, at han var godt og grundigt træt af, at se hende lide på denne måde. Se dog for pokker at komme ud af røret. Lev livet. Nyd det. Gå ud og mød nye mennesker, rejs til spændende lande, få dig en hobby og oplev kærligheden på ny.
Mandens opsang gav hende et spark bagi og hun følte virkelig at hun havde fået en blanco-check til livet.
Nu ville hun med det samme gå ud og gøre brug af den.
Sådan må det være. For hvem havde glæde af at hun gik rundt og sørgede og var ulykkelig i 15 år? Hun? Nej. Han? Nej.
Når man har sørget, fundet sit fodfæste og man føler sig klar til at tage nye skridt, så gør det. Gå ud og lev livet.
Så kære M, du kan trygt gøre det samme når du føler dig klar til det.
Læs også:
>> Sådan kan du kontakte afdøde.
>> Har du haft en ud-af-kroppen oplevelse?
>> Lyt til min podcast nr. 90: Er der liv efter døden?
4 kommentarer til “Må du være lykkelig efter mandens død?”
Jeg mistede min mand efter 8 års sygdom , med hjerneskade hjertesvigt diabetes kold og demens ,hvor jeg passede ham ene , han var inkontinens både urin og afføring , vi havde kun venskab tilbage ,jeg kunne ikke tage hjemme fra meter 2 Tm ,kunne Risikere at komme hjem til en mand der havde over skidt alt også , og det skidte dagligt eller andet han registrerede det ikke, så fandt jeg kærligheden igen 2 med ,ca efter hans død , nu vil mine børn ikke se mig mere ,de synes det var for tidligt med ny ,men de hjalp mig ikke mens deres far var syg , men synes der lugtede her , vi var gift i 60 år ,jeg blev gift med ham da jeg var 16 år og gravid ,jeg er meget skuffet og ked af det ,mvh
Hej Tove,
Uha, det lyder godt nok som et meget hårdt forløb, du har været igennem. Du har gjort det så godt. 😊
Jeg håber, at dine børn en dag accepterer din nye mand og den fine kærlighed, som du får lov at opleve igen.
De bedste ønsker herfra.
Tak for du deler dine historier med os andre det giver så Meget mening og kan lære meget af det blev selv skilt efter 49år det var hårdt men nu Ca 2år efter hvor er jeg bare glad og taknemmelig over det hele ❤️ og har funden min rette hylde og er bare hel fri nu og Kan gøre som jeg vil uden og skal st til regnskab så nu begynder livet på alle planer og er da kun 66år så der er mange gode og spændene år forude😊
Jeg har selv været der – Jeg er i dag lykkelig men det har været svært.
Mine børn blev glade på mine vegne, men jeg skulle stå til regnskab for mine valg, overfor nogle af mine nærmeste og det har været meget svært og sat nogle… dybe ar.
Jeg er sikker på, at min elskede afdøde mand sidder og kigger ned på os og glæder sig over, at vi er kommet videre i vores liv uden ham
Jeg blev mødt med spørgsmål som: Er det ikke lidt hurtigt ( det var det nok, men det føltes rigtigt for mig og var godt for mig)
Hvordan kan du elske en anden
Hvis du var min mor ville jeg ikke vide af dig osv. – Alt dette var næsten værre end den sorg og skam jeg selv følte og kæmpede med
Hvis man er parat og selv føler det er rigtigt, skal man gribe lykken ♥ ♥