Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Mine positive tanker virker ikke.

Jeg har fået stillet dette spørgsmål:
Hvordan kan det være, at jeg møder så megen modgang, selvom jeg tænker positive tanker?

Da spørgsmålet sikkert er et, som mange går med, har jeg valgt at skrive dette indlæg.

Maria skriver til mig:
Kære Jette

Jeg er en af dine trofaste læsere og lyttere. Jeg har købt en del lydfiler af dig, hørt mange af dine foredrag samt podcast. Du hjælper mig til at tænke mere positivt, samt finde mere ro og balance i mig selv.
Jeg har dog et spørgsmål som jeg ikke kan finde svar på.

Mine positive tanker virker ikke.
I en af dine lydfiler fortæller du, at vi selv er 100% ansvarlige for alt hvad der sker i vores liv. Jeg har længe forsøgt med at tænke positivt og kan derfor ikke forstå, at jeg møder alle de udfordringer jeg gør i mit liv. Det har især været igennem det sidste års tid.
Jeg har problemer i mit ægteskab, på min søns skole, konflikter med kommunen, med min arbejdsgiver og nu også et brud med en veninde igennem mange år.

Mine spørgsmål er derfor:
1: Hvad er det mon jeg gør forkert, siden alle disse udfordringer sker i mit liv ?
2: Hvordan kan jeg arbejde med det? Når jeg tænker positive tanker, så kommer der en masse frygt og negative tanker op, bygget af erfaring.
3: Er de der frygt tanker / negative tanker nogen der er stærkere end de positive?

Jeg forstår det ikke helt :-(
Håber du kan hjælpe mig lidt på vej:-)

Tak for alt det gode arbejde du laver.
Kærlig hilsen Maria

Mit svar til Maria:
Hej Maria

Tak for din mail.
Det er et stort spørgsmål du stiller, og egentlig er det ikke let for mig at give dig et kort, grundigt og fyldestgørende svar på det, da der kan være rigtigt mange faktorer der spiller ind.

At du tænker positive tanker er virkelig godt, og det er et vigtigt og stort skridt i både din personlige og spirituelle udvikling, samt på vejen til hvad man kan kalde “et bedre liv”.
Problemet er bare, hvis du i din underbevidsthed har en masse gamle programmer  (på grund af tidligere hændelser, erfaringer og oplevelser i dit liv),  så vil disse programmer desværre overdøve de positive tanker.

Du kan se på det, på samme måde som et isbjerg.
Hvor meget af isbjerget er synligt? 20 %. Du ser kun toppen af det. Den resterende del 80 % er under vandet.
Sådan er det også med forholdet mellem dine tanker og din underbevidsthed. Tankerne fylder 20 % og din underbevidsthed 80 %. Underbevidstheden er altså stærkere end de positive tanker og de gode intentioner.

Jeg kunne også have sagt, at det du lægger flest følelser i, vil være det der styrer og påvirker det der sker i dit liv, og da du skriver at du har haft mange negative oplevelser, så har du desværre en masse energi på det negative. Du tænker en positiv tanke, men i samme øjeblik dukker en gammel erindring op (fra underbevidstheden), og fejer den af banen. Da den gamle erindring er stærkere og har mere følelsesmæssig energi bundet til den, så vil den have mere power end tanken.
Som jeg læser din mail, så virker det som om, at du i det øjeblik opgiver og mister håbet og troen på, at tingene kan ændre sig.

Det du i stedet kunne gøre var, at overbevise dig selv om, at uanset hvordan fortiden har været, eller hvad du end måtte stå med af udfordringer lige nu, så er det muligt at skabe en ny og bedre fremtid.
På den måde vælger du bevidst at feje det gamle af dig, den gamle vane, den gamle tvivl, og i stedet vende dit fokus tilbage til den positive tanke.
Den positive tanke, må du lægge en masse energi og følelse i. Se for dig, det resultat du ønsker dig. SE det og FØL det. Føl glæden i kroppen. Føl i hele kroppen en glæde, en varme, en taknemmelighed. Fyld din krop op med følelsen af, hvordan det vil være, når der sker det som du ønsker dig.
NU har du givet den positive tanke gode betingelser for at blive fyldt med god energi, og denne energi sendes nu ud i Universet.

En universel lov siger: Lige tiltrækker lige.
I enhver tanke er der en vibration / en energi. Er den negativ, vil den tiltrække noget negativt. Er den positiv, vil den tiltrække noget positivt.
Jo mere energi (følelse) du derfor lægger i en tanke, jo stærkere vibration og energi har den.

Send de negative tanker ud af døren.
Du må altså gøre alt hvad du kan, for at tænke de positive tanker samt lægge en masse gode følelser i dem. Det er et stykke arbejde du må gøre hver eneste dag.
Du er herre over dine tanker. Du bestemmer selv hvad du vil tænke og det betyder, at kommer der tanker op fra den negative skuffe, ja så er det din opgave, at sende dem ud af systemet. Frem med den store kost og fej dem ud.

Har jeg negative tanker der kører rundt i mit sind, så forestiller jeg mig, at jeg kommer ind med en stor kost, og fejer dem hen til en dør hvor der hen over er et skilt med teksten: Udgang. Så fejer jeg dem ud af døren, og lukker den. Så bliver der helt stille indeni mig. Kommer der endnu en negativ tanke snigende, så fejer jeg også den ud.
Nu er der gjort plads til de gode tanker. :-)

Det betyder ikke, at jeg forsøger at undertrykke eller ignorere de negative tanker. Jeg ser naturligvis på, hvad det er for tanker der er og hvilke budskaber det er de kommer med.  De er der af en grund, og de fortæller mig jo også noget. De fortæller mig blandt andet, hvad der foregår inde i mig og hvad status er. Hvis der er “noget galt” så må jeg naturligvis arbejde med den pågældende problematik.
Men det man skal være klar over er, at vi på daglig basis tænker omkring 60.000 tanker, og de kører altså på repeat. Det betyder, at de 60.000 tanker jeg tænkte i går, med meget stor sandsynlighed er de samme 60.000 tanker som jeg vil tænke i dag.
Hvis dette er tanker der dræner mig, så går jeg i gang med at rydde op i dem, ændre dem så der med tiden overvejende er positive tanker i mit sind, for disse tanker påvirker både min krop, mine følelser og også mit liv.

Tag styringen over din underbevidsthed.
Hvis du genkender det jeg har skrevet, kan mit råd til dig være, at du går ind og arbejder med underbevidstheden, for at se på og arbejde med, hvad der evt måtte ligge af gamle programmer, vaner, mønstre og adfærd. De 80 % der kan være årsagen til, at du får de modsatte resultater af det du ønsker.

Jeg har faktisk skrevet og indtalt en lydfil, med fokus på netop dette spørgsmål, da jeg ved, at det er noget mange står med. De ønsker ét, men får noget andet.
“Din underbevidsthed styrer dit liv”: https://harthimmer.dk/produkt/din-underbevidsthed-styrer-dit-liv/

Den kombineret med “Loven om tiltrækning” : https://harthimmer.dk/produkt/loven-om-tiltraekning/
vil begge være rigtig gode og brugbare værktøjer, med netop den problematik du står i lige nu.

Det skal være skidt før det bliver godt.
Noget jeg kommer til at tænke på, mens jeg skriver dette svar til dig er, at nogle gange, sker der en masse negativt i vores liv, lige før det hele bliver godt. Posen bliver rystet godt og grundigt, og der vendes op og ned på det hele. Tæppet trækkes væk under fødderne på os. Uvejr og mange grå regnfulde skyer, før solen skinner.

Ligesom når man går til lægen eller en behandler med et problem man har, uanset om det er fysisk, mentalt eller følelsesmæssigt. Så snart man retter sit fokus på problemet, og får noget professionel hjælp, så er det som om, at det hele for en periode bliver meget værre.
Sygdom renses ud af kroppen. Tingene kommer op i lyset. Der bliver givet slip på noget gammelt der har siddet i systemet. Efter dette stormvejr, følger der rolige vande.

Så det kan jo også være, at du er i gang med den helt store oprydning – udrensning af alt muligt gammelt skidt og møg.
Håber dette kan hjælpe dig et skridt videre.
Venlig hilsen
Jette Harthimmer

Skyldes det dårlige karma?
Et naturligt spørgsmål kunne være: Er det ikke bare min dårlige karma, der spiller ind? Jeg har jo selv valgt hvilke udfordringer jeg skal have i mit liv, samt hvilke erfaringer jeg skal gøre mig.
Dette spørgsmål, vil jeg skrive et blogindlæg om i næste uge.

10 kommentarer til “Mine positive tanker virker ikke.”

  1. birgitha

    Det er svært at stå i modgang, men ser vi det som en udfordring med mulighed for udvikling er det lettere at “sluge”. Bagefter at se “hvad kan jeg lære af dette?” og derefter bruge det som en styrke. Noget der har hjulpet mig, hvis det er andre personer der har spændt ben for mig er at behandle dem venligt og “sende” dem kærlige tanker – det gør underværker, men kræver træning, at tælle til mere end 100 og tålmodighed og at være kærlig mod sig selv når det ikke lykkedes de første gange.

  2. Børge Baltzer

    Angående problemer har jeg ofte haft,den slags dage,hvor jeg bare ikke gad at stå op fordi jeg synes bare at min dag,var en møgdag.
    Jeg har oplevet at min kone græd,det var svært at holde ud,det kan jeg virkelig godt forstå.

    Men så skete der pludselig noget der forandrede mit liv,jeg fik pludselig en mail hvor der stod at der var kommet en ny C7Tool til Danmark der hed Shinnig.

    C7 Tool er et lille rør på 7 centimeter der er fyldt op med energi behandlet kvartssand

    jeg købte den,og på bare 2 dage skete der kæmpe forandring med mit liv,nu var det hele bare vendt,til at mine dage altid blev positive.

    Der findes omkring 120 af den slags,jeg forhandler dem selv nu,De har så meget power i sig at du kan påvirke alt hvad du drikker og spiser,du kan fjernheale dig selv.

    Der komme altid en meget grundig vejledning med,den vil afbancere hele dit liv bliver lavet om.Til glæde for dig selv,og dim familie.

  3. Maud

    jeg er så træt af al den “positivisme”… Den/det virker ikke, og det skal den heller ikke ;) vi kan og skal da ikke “lyve” os til en anden livsforståelse end den vi besidder. Dette skal ikke forstås, som om at negativitet er bedre…
    Blot at vi ikke er 100%bevidst ansvarlige for hvordan vores liv arter sig, da der er fyldt med en masse andre mennekser og biologiske faktorer vi bare aldrig kan få overblik nok til forholde os til, og min pointe er, at det skal vi sørme heller ikke.
    Vi er 100% ansvarlige for hvordan vi reagerer, når livet byder os trods, besværligheder, glæde og kærlighed osv osv… Fordi lige der har vi et bevidst valg …
    Og det bevidste valg, kan være at være vred, ked eller glad for det der kommer forbi.
    Der er intet galt med angst, rædsel og frygt, ligesom der intet er galt med glæde, overskud og livvilje…. Det er blot aspekter af levet liv, det er facetter på lystes diamant, og vi reflekterer ALT…hvorfor skal det svære kaldes negativt? I min optik betyder det, at fravælge det “negative” at forsøge at leve sit liv halvt….
    Der sker, hvad der sker…det er som det er…Jeg ER som jeg er,
    At starte med at acceptere sig selv, for ALLE de sider og følelser man/jeg har, er stort og meget meget kærligt…
    Mørket og lyset deler vores liv, lad ikke det ene være negativt og det positivt, det ER nemlig blot det, det er,
    Mørke-Nat og Lys-dag…begge med sine helt særlige egenskaber…❤️

    1. Cristine

      Kære Maud
      Tusinde tak for dit stærke og kloge svar, lige hvad jeg havde brug for. Så omsorgsfuldt og ægte kærlighed til sig selv. Oplever ofte at det her positive tanke terapi er som en hellig krig, hvor det svære og negative skal smides ud, bortvises og forkastes, men hvor er vi, hvis vi fører hellig krig inden i os selv? Hvilken verden skaber vi derfra?
      Tilgivelse og omsorg til sig selv og alt det vi tænker føler og oplever, fremfor bebrejdelser af os selv. Det må være sand kærlighed og healing ❤️

  4. Gennem 30 år har jeg anvendt Bevidst Positiv Tænkning og på den personlige-udviklingsrejse har jeg også måttet forholde mig til det såkaldt negative. Jeg deler gerne af mine erfaringer. Jeg har et tilbud, som hedder: Dit første skridt – og, dit næste, hvor jeg viser dig hvordan du kan ‘gøre noget’ når de positive forandringer ikke bare sker, nu. Jeg sender gerne infoark. Skriv til birgit.maanestraale@mail.dk
    Nogle gange hjælper ‘menneskeligt nærvær’ os. I den 3 timers workshop: Dit første skridt – og, dit næste, er der fokus på dig, samtidig med at du får ‘nede-på-jorden-redskaber’ som du kan bruge på egen hånd. Skriv f.eks. Positiv Dagbog for at få sund tyngde på ‘den anden vægtskål’ (hvor den ene vægtskål vipper fordi ‘de såkaldte positive tanker’, der ikke er sande endnu, bringer rystelser eller aktiverer tunge følelser.) Få evt.den gratis lightudgave af min e-bog: Skriv Positiv Dagbog, hvis du vil vide mere om den mulighed. Du får den ved at sende en mail med dit navn og din e-mail til birgit.maanestraale@mail.dk

  5. Tage Chabert

    Den spirituelle lærer Eckhart Tolle har nogle beskrivelser af hvordan negative, men også gode følelser fx en forelskelse kan trigge ”Smertekroppen”. Smertekroppen er et lager af følelser der er opbygget fra år nul. Som barn er følelsesmæssige konflikter blevet slugt råt uden forarbejdninger, og senere i livet er Smertekroppen blevet fodret fx gennem mobning, følelsesmæssige brud og svigt osv. Nogle mennesker lever næsten hundrede procent gennem smertekroppen, og har derfor et smertefyldt liv. Andre oplever at Smertekroppen bliver trigget ved blot en lille bemærkning. Smertekroppen er selvforsynende; når den er aktiveret opstår negative tanker som den tager til sig, og vi sender negative tanker ud som vi får tilbage – en ond cirkel. Eckhart Tolle giver råd om hvordan vi slipper af med negative tanker, og der findes meditationsteknikker hvor der under meditationen kan arbejdes med det negative fx ved at se på det som en energi der løber gennem kroppen, som man ikke søger at bremse, men netop lader løbe gennem kroppen som energi. Eckhart Tolle understreger vigtigheden af ikke at identificere sig med – og ride med på tankerne og følelserne, men blot observere dem. Andre lærermestre beskriver, at vi kan forholde os til tanker og følelser som et gæstehus gør, der lige registrer gæsterne (tanker og følelser) ved navn og lader dem komme og gå gennem gæstehuset uden at lade sig involvere i deres liv. Eller som et spejl der spejler alt uden at lade sig gribe af det, som det spejler. Vigtigt er, at vi ikke identificerer os med tanker og følelser, og forstår, at de er almen menneskelige, og de er noget vi har – på besøg – og ikke noget vi er.

  6. Hanne

    Jeg kender rigtig godt til modgang, trods det store arbejde med at tænke og føle positivt. Det er aldrig sjovt med modgang, men det hjælper at se det som en udfordring og at det altid er godt for noget – vi udvikles gennem modgang – hvis vi altså ser positivt på det :)

  7. Anna B.

    Tak for det. Føler hver dag er 2 frem og 8 tilbage, har begge lydfiler og hører dem tit

  8. Anne Tanz

    Tak for et forhåbningsfyldt, brugbart og klart indlæg om denne evindelige “problematik” / det mønster, som vi vel alle – mere eller mindre – ofte står i.
    Stilhed og storm afløser hinanden.
    Tid til forårsrengøring.
    Må have fat i en stor kost og et skilt med “Udgang”. Det er da også meget bedre end at feje skidtet ind under gulvtæppet ;-)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top