Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Tag med Eve på kloster.

Tag med Eve paa klosterTag med Eve på kloster. En meditativ fortælling i 4 dele fra et kloster på Mallorca.

Jeg går mange km hver uge. Nogle gange i stilhed og andre gange med en god lydbog eller podcast i øret. Det var sådan jeg fandt frem til Eve Bengta Lorenzen. Hun har lavet en skøn podcast i 4 dele om livet på et kloster.

Jeg kontaktede Eve og spurgte om jeg måtte lægge hendes podcast op på min side, hvilket hun sagde ja til.

Jeg hørte alle 4 episoder på én gang – mens jeg gik en lang tur i skoven og jeg følte virkelig at jeg var med på Eve på klosteret. 
Det er en vidunderlig fortælling og jeg kan varmt anbefale dig at høre den.

Eve´s podcast er som tidligere nævnt i 4 dele, men jeg har slået dem sammen til én og har mellem hver episode lagt et lille stykke musik af ca 30 sekunders varighed, så du kan adskille episoderne fra hinanden.

Første, anden, tredje og fjerde del – tidspunkter.
Første del begynder ved afspilning.
Anden del finder du, hvis du spoler frem til 40 min
.
Tredje del finder du, hvis du spoler frem til 1 t og 18 min.
Fjerde og sidste del begynder 1 t og 59 min inde i lydfilen.

Tag med Eve på kloster – podcast.

I første del hører du Eve fortælle om ankomsten til klosteret, kirken og til bjerget.
Hvad er stilhed? Hvordan er det at være i stilhed? Stilhed som en renselsesproces.
Det indre rum og at være tilgængelig. Hvordan klosterløfterne kan støtte os.

I anden del fortæller Eve om den første dag på klosteret. Dets beboere, omgivelserne og dagligdagen.

I tredje del er det blevet skærtorsdag, og der serveres kage til morgenmaden.
Dagens meditationen foregår på klippeafsatsen og vi er med til messe.
Tågen sænker sig over klosteret, og man oplever Påskeprocession i landsbyen.

Fjerde og sidste del handler om at give slip og blive sat fri – og om hvordan vi kan gå gennem en proces uden at behøve at bearbejde de svære hændelser.
Afrejsedag – farvel til klosteret.

Du kan høre Eve´s podcast her:.

Vælg podcast episode nr. 115 “Tag med Eve Bengta Lorenzen på kloster“.
Lydfilen varer 2 t og 27 min og er gratis.

Rigtig god lytning.

Om Eve Bengta Lorenzen

Eve Bengta LorenzenEve er mindfulness ekspert, forfatter og underviser. Hun har de sidste tyve år afholdt retræter i Danmark og udlandet.

Eve er certificeret MBSR lærer fra Center for Mindfulness, University of Massachusetts. Hun har uddannet MBSR instruktører siden 2010, samt undervist i forskningsprojekter på bl.a. Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Eve er forfatter til en række bøger om mindfulness og selvomsorg. Derudover har hun produceret en lang række målrettede meditationer på CD og mp3. Lydfilerne integrerer mindfulness og afhjælper smerter, angst og depression.

Eve har tilbragt flere perioder i kloster. Både for at fordybe sig og for at skrive. Stilheden og rummeligheden på et kloster er noget helt særligt, og især det lille kloster Ermita Sant Honorat, som du hører om i podcasten, er et sted, hun har haft glæde af. Desuden afholder hun årlige retræter på klostre på Mallorca og i Danmark.

For et par år siden startede Eve på en bog om stilhed, men under et ophold på Ermita Sant Honorat, gik det op for hende, at det ikke skulle være en bog, men en podcast.
På denne måde kunne hun i stedet for at skrive om stilheden udforske den sammen med lytteren.
Derved kunne de meditative guidninger også være mere i tråd med guidningerne på Eves retræter.

Hvad er stilhed?
Stilhed kan både være noget, der er en længsel efter og noget, der frygtes.
Eve ønsker at invitere lytteren ind i et særligt univers, hvor stilheden erfares.
”Gennem stilheden træder det væsentlige frem”, siger hun. ”Hvad end vi kalder det Gud, universet, væren eller essensen”.

Klosterlivet fremstår for mange som noget mystisk. Ligesom den dybere stilhed kan have karakter af noget næsten uopnåeligt.
Gennem podcasten inviterer Eve derfor lytteren ind i dagligdagen på klosteret og deler samtidig sine egne udfordringer og erfaringer med stilhed og fordybelse. Podcasten er en meditativ fortælling, hvor man både sidder med ved middagsbordet, i kirken og på klippeafsatsen med udsyn til dalen og havet.
Vi deltager også i landsbyens påskeceremoni og møder Petite, klosterets kåde hundehvalp.

Podcasten er blevet til en serie på fire dele.
Lyt og bliv klogere på stilheden, på dig selv og på klosterlivet.
Podcasten er produceret af Eve Bengta Lorenzen og Mannah Guldager.

Eve om sit ophold på klosteret
.

Hvert år de sidste femten år har jeg afholdt retræter på klosteret Santiario de Cura på toppen af det hellige bjerg, Cura. Og hvert år har jeg i eftermiddagspauserne besøgt den lille klosterkirke, som hører til Ermita Sant Honorat, som ligger lidt længere nede ad bjerget.

Jeg har nydt den særlige fredfyldthed, der er i kirken. Og jeg har forsøgt at få et kig ind i klosterhaven gennem gitterporten.
”Her ville jeg gerne tilbringe en periode”, har jeg hver gang tænkt, og en dag for et par år siden, lykkedes det at få kontakt med Fader Miquel og få aftalt et ophold.
”Enten er jeg helt i stilheden, når jeg er der” tænkte jeg, ”eller også skriver jeg på min bog om stilhed”.

Men da jeg først var i klosteret, blev jeg optaget i klosterfællesskabet på en måde, jeg ikke havde forestillet mig. Jeg blev ikke kun inddraget i dagligdagen, men også inddraget i venligheden.
Stilheden var der, men det var venligheden, der inspirerede til mit skriveri. Jeg blev optaget af, hvordan venligheden formede dagene, og hvordan en lille gruppe mennesker havde viet deres liv til noget, der var større end dem selv.

Så jeg forlod klosteret med en varm omsorgsfølelse og en større fornemmelse af overgivelse og forbundenhed.
Da jeg en dag to år senere gik en tur i skoven, blev jeg pludselig ramt af en længsel efter klosterets lille hund. Da jeg kom hjem, skrev jeg til fader Miquel.
”Kom!” svarede han samme aften, og en uge efter var jeg på vej. Denne gang sammen med Mannah, som tidligere havde interviewet mig til en podcast på ”Lyden af et bedre liv”.
Mannah var begejstret ved udsigten til et klosterophold og skulle tage sig af den tekniske del af optagelserne.
Selvfølgelig var det ikke kun hunden, jeg længtes efter. Men den blev min lille invitation.

Tag med Eve på kloster – retreat Mallorca.
Da jeg havde hørt Eve´s podcast havde jeg lyst til at hoppe på det første fly og på egen hånd opleve livet i klosteret. Det er der rig mulighed for, da Eve arrangerer en række forskellige retreats i både Danmark og udlandet.

Du kan f. eks vælge mellem …
Power of Mindfulness retreat Mallorca.
Mindful Self-compassion & Kurophold Budapest.
Mindful Camino nytårsretræte Madeira.
Stilhedsretreat.
… samt mange flere.

Vil du med på et retreat?
Du finder info om dem på hjemmesiden >> Mindfullife.dk
Eve har også udgivet en hel del bøger. Dem finder du her >> Eve Bengta Lorenzen.

Du kan høre Eve´s podcast her >> Podcast.

Vælg podcast episode nr. 115 “Tag med Eve på kloster”.
Lydfilen varer 2 t og 27 min og er gratis.

Rigtig god lytning.

2 kommentarer til “Tag med Eve på kloster.”

  1. Melene

    Jamen Tak for turen til klosteret på Mallorca.
    Det er længe siden jeg har været ude og rejse, så det var en hel rar oplevelse.
    Jeg har siddet her i natten og lyttet og jeg må side, at det var som at være der selv.
    Eve er god til at fortælle hvad hun oplever og når man så også kan høre lyden i baggrunden,
    så har man følelsen af at være tilstede.
    Jeg kunne mærke og dufte regnen. Se menneskerne og stedet for mig.
    Og nu savner jeg også hunden…ha ha

    1. Hej Melene
      Det glæder mig at du har hørt podcasten og at du følte, at du var fysisk til stede på klosteret. Sådan havde jeg det også.
      Og ligesom dig – savner jeg også hunden. ?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top