Døden er en port

Doeden er en portFilmen Departures

Døden er en port vi skal igennem før vi kan rejse videre.
Sætningen stammer fra den japanske film Departures som udkom i 2008 og som efterfølgende har vundet et hav af priser.

Jeg købte på et tidspunkt et digitalt kort fra YouSee til mit tv. I den forbindelse fik jeg i en periode adgang til samtlige kanaler, omkring 250 stk. Kanaler fra Asien, Amerika, Norden, Tyrkiet, ja stort set hele verden. Denne gratis adgang/prøveperiode varede i 14 dage hvorefter YouSee håbede at jeg var blevet hooked på nogle af kanalerne og efterfølgende købte dem, hvilket jeg ikke gjorde.

For at sige det lige ud: Bare fordi der er 250 kanaler at vælge mellem, gør det ikke kvaliteten af programmerne og udvalget bedre end de 40 jeg havde i forvejen.
Jeg synes faktisk at der bliver vist en masse skrammel.

En aften zappede jeg forbi “Canal Plus Drama” hvor de viste filmen Departures. Jeg blev øjeblikkeligt grebet af den.
Den handler om en ung fyr der spiller cello i et symfoniorkester. Da dette bliver opløst må han ud og finde et nyt arbejde. I avisen finder han et stillingsopslag som han tror stammer fra et rejsebureau. Han tager hen på adressen for at søge jobbet og først der opdager han, at det er en bedemandsforretning hvor hans job skal bestå i at sende afdøde af sted på deres sidste rejse.

Det lyder som en komedie og hvis du på nettet ser traileren til filmen kan du også fristes til at tro at det er en komedie,  men det er langt fra tilfældet. Tværtimod. Filmen er så smuk og rørende, og jeg tog mig selv i flere gange at sidde med tårerne trillende ned af kinderne.

Filmen varer over 2 timer og da jeg havde set ca 30 min. af den forsvandt lyden, men på det tidspunkt var jeg blevet så grebet af den, at jeg ville se den færdig uanset der hverken var musik eller lyd de resterende 90 minutter. Til al held var den med danske undertekster, så jeg kunne stadig følge med.
Havde jeg set filmen med lyd, var jeg nok blevet endnu mere berørt af den.

Jeg sad og tænkte, at jeg ville ønske at vi sendte vores kære af sted på samme måde og med den kærlighed og respekt som man gør i filmen.
Familien samles og man gennemgår et ritual. Bedemanden gør den afdøde i stand, vasker og klæder vedkommende på, lægger make-up og gør dem så smukke og næsten levende og giver dermed familien et smukt minde. Familien sidder og ser på, mens bedemanden gør sit job i stilhed, ydmyghed, respekt, ømhed og kærlighed.

Hvis du ikke allerede har set filmen så kan jeg varmt anbefale dig at gøre det, da det er en virkelig smuk film der også har et spirituelt islæt.
Filmen: Departures kan ses på Netflix.

Jeg fandt et program fra Lysets Hus 2011. På sidste side står denne smukke tekst, som passer godt til dette indlæg:

Døden er som et skib der sejler bort med vores kære.
Vi står på stranden og ser det forsvinde. Det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt i horisonten, der hvor himmel og hav mødes.
Vi ser på hinanden og siger; “nu er hun væk”, men lige så sikkert er det at der på den anden side står nogen der siger; “der kommer hun”.

Læs også:

1. Spirituelle film. Min liste.
2. Kontakt afdøde. Sådan kan du skabe kontakt til afdøde.

,

6 Responses to Døden er en port

  1. Mette 16.11.2018 på 17:04 #

    Den er også på YouTube. Den skal jeg se i aften.

    Smuk tanke med skibet og horisonten – har lige mistet min mor for 16 dage siden. Er sikker på hun blev modtaget med kærlighed

  2. susan 14.11.2018 på 09:10 #

    WOW EN SMUK FILM – jeg havde lyd hele vejen, men med engelske undertekster – ikke lige min stærke side, men sad alligevel flere gange med tårer i øjnene – TAK til skæbnen og TAK til dig jette at jeg startede en fridag med denne smukke oplevelse i hjertet

    • Jette Harthimmer 14.11.2018 på 17:35 #

      Tak Susan. Det glæder mig at du kunne lide filmen. Den rørte også mig dybt.

  3. Bente 31.07.2018 på 15:28 #

    Depatures er gratis at se på Filmstriben med Biblioteks adgang.
    Man kan se tre film gratis om måneden og der er rigtig mange gode film der :-)

  4. Mette W 27.12.2010 på 00:27 #

    Depatures er en vidunderlig film.
    Tak for at minde mig om den.
    Nej vi slipper ikke for de tunge følelser og heldigvis for det. For det er der det bliver intenst og interessant.
    Vi skal mærke at vi lever som Benney Andersen og Møllehave skriver.
    Min erfaring er at sorgen og sagnet bliver nemmere at bære hvis vi får talt sammen på vej til porten.
    Jeg havde en veninde der døde som 52 årig og de samtaler vi havde før hende død gjorde det lettere at bære sorgen.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.