Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Gør det du er bedst til, og kun det.

Hold dig til det, du er god til.

goer det du er bedst til Som selvstændig vil du naturligvis gerne have succes. Forestil dig, at du kan leve af din hobby og hver dag gøre netop det, som du elsker mest.
Det at brænde for noget, er en vidunderlig følelse.

Gør det du er bedst til og kun det. Om du får succes eller ej beror på, hvorvidt det du gør og arbejder med, kommer fra dit hjerte eller ej.
Hvis du udelukkende har valgt dit job ud fra et ønske om at blive rig, så ligger dit fokus det forkerte sted og du vil højst sandsynligt komme til at slide for dine penge.

Lad mig forklare det lidt nærmere.

Hvis du arbejder indenfor den alternative branche, så er der desværre en tilbøjelighed til at man skal kunne det hele.
Tager jeg et kik på mange alternative udbyderes hjemmeside, så er de både clairvoyant, healer, spirituel coach, massør, arbejder med mindfullness, kostvejledning, hypnose, rygestop og meget andet.

Ok, måske lidt overdrevet men du forstår min pointe. Man vil gerne have det hele på menuen, for man skal da nødig gå glip af en mulig klient.”Sidste nyt: Nu tilbyder jeg også farveterapi”.
Problemet er bare, at det ikke giver flere kunder i butikken. Tværtimod.

Vil både blæse og have mel i munden.
På Østerbro har der i mange år ligget en restaurant der solgte kinesisk mad. Det gik dem ret godt, der var  masser af gæster og der skulle bestilles bord i forvejen, men pludselig skyllede sushi bølgen ind over landet og hvad skete der på restauranten? Ejerne reagerede prompte: Sushi – det er populært. Det må vi straks have på vores menu. Det, er der penge i.

Alle medier skrev og talte om sushi. Det blev på meget kort tid utroligt populært. Ligesom den gang fastfood, burgers og pizzeriaer poppede op overalt.

Vi må hellere give kunderne det de vil have.  Restauranten ændrede derfor deres koncept samt menukort. Nu kunne jeg både få kinesiske retter samt sushi.

Jeg holdt op med at spise der, for det blev så tydeligt at kokken ikke længere gav de kinesiske retter, den samme opmærksomhed som tidligere. Det kunne jeg simpelthen smage. Der var ikke tid til at stå og lægge kærlighed i disse retter, da han også skulle lave sushi.

Kunderne blev væk, fordi de blev forvirrede over det mix restauranten tilbød og de savnede de autentiske retter. I dag er restauranten lukket.

Her i indre by hvor jeg bor, ligger en familieejet thailandsk restaurant. Hele familien hjælper til. Mor, far og deres 2 teenagere. Bedstemor står i køkkenet sammen med endnu et familiemedlem og sammen tilbyder de virkelig gode traditionelle retter fra deres egn af Thailand.

Sidste år hoppede de også på sushi-bølgen. Endda så meget at de helt holdt op med at lave thailandsk mad, og i stedet kun tilbød sushi. Siden da, har der været meget tomt ved bordene. Et par udenlandske turister havner der i ny og næ, men alle de lokale der plejede at komme der, bliver nu helt væk.

Jeg kom på restauranten, fordi den var en af de bedste i byen, men jeg kom der også fordi jeg elskede at mærke stemningen og høre de thailandske gloser flyve ind over disken og ud i køkkenet. Det var dejligt at se dem drille hinanden. Der var god stemning og masser af hjertevarme. Der var et glimt i øjet og selvom de stort set ikke kunne et ord dansk og var elendige til engelsk, så var maden i top og jeg kunne simpelthen mærke, hvordan de elskede at drive restauranten samt forkæle deres gæster. Super god service og det er for mig mindst lige så vigtigt som selve måltidet.

Læg dit hjerte i det du laver.
Ovenstående er bare to eksempler på, hvordan man fuldstændigt kan ødelægge et ellers godt fungerende forretningskoncept.

Man kan ødelægge det hele, hvis man pludselig kaster sig over noget man ikke brænder for, men derimod gør det fordi det er populært eller der er penge i det.

Folk vil ikke have sushi hvor som helst. Man vil have det fra et sted, hvor det lyser ud af øjnene på kokken at dette er noget han elsker at stå og arbejde med, og hvor personalet også er 100 % engagerede.
Kunderne kan på lang afstand mærke om hjertet er med eller ej.

Kan kun få ét slags rugbrød.
Hos den yderst populære bager Brødflov har de kun et slags rugbrød på hylden. Her skal du ikke stå og overveje mellem 10 forskellige slags rugbrød. Som ejeren af Brødflov en dag sagde til mig: Det er det brød der smager bedst. Derfor er det det eneste rugbrød vi sælger.

Måske værd at tænke over og noget du også kan gøre brug af. Hvorfor jonglere med 10 bolde fordi du vil sikre dig, at du kan lidt af det hele – i den overbevisning om, at der vil komme flere klienter til dig.  Det gør der ikke.

Hvis du er selvstændig, har egen klinik eller arbejder med mennesker, så gør det du er bedst til og kun det. Giv dem det som du elsker at lave. Det du brænder for.
Du kan jo heller ikke være ekspert på 10 områder ( ej heller selvom du har været på en masse kurser). Der vil derimod altid være 1 område der er dit kald – din ekspertise. (Det bedste brød).

Hvis du vil have succes, er det meget vigtigt at du er tro mod dig selv. Gør det du er bedst til og som du elsker at gøre, også selvom der pludselig opstår “noget” som bliver populært og alle taler om.

all in på netop det du er god til, så vil du se at succes, kunder/klienter og en god økonomi følger. Fokus må ikke være på “hvordan kan jeg tjene penge?” men derimod på “hvad brænder jeg for?”
Kan du se, at det er 2 vidt forskellige indgangsvinkler? Den ene vil være hårdt arbejde, op af bakke og dræne dig for energi.
Den anden vil naturligvis også kræve en masse af dig, men din tilgang vil være helt anderledes. Du vil have masser af energi, gå på mod, for du har hjertet med dig, du føler dig inspireret og du har intet imod at arbejde for dit kald.

Der vil opstå et magisk energi felt omkring dig, hvor folk bliver draget mod dig og det du laver.

Læs også >> Vil du arbejde med mennesker?
I indlæget forklarer jeg hvordan du kan få succes som alternativ behandler.

2 kommentarer til “Gør det du er bedst til, og kun det.”

  1. Anonymous

    Jeg må indrømme, at jeg er en af de kunder, der vælger IKKE at købe varer hos den clairvoyante, der også lige er healer, zoneterapeaut, blomstermediciner osv., for hvor ligger deres kompetence så henne? Jeg vil til den behandler, der har sit fagområde, som vedkommende brænder for og er god til.

    Jeg kan også blive bekymret for kvaliteten på restauranter, der spreder sig over alt muligt. I min by ligger der en kinesisk, der også lige har sushi OG dansk hakkebøf på buffeten..

    Restauranter med et alenlagt menukort, der skal dække enhver smag holder jeg mig også helst fra, og det er der to grunde til:
    – med så mange ting på kortet, kan det ikke være friske råvarer
    – hvilken ret rammer deres kvalitetshåndværk?

    Godt indlæg Jette – glemte jeg jo helt at skrive.
    Stella

  2. Knud R

    Godt indlæg og jeg er til dels enig.
    Jeg forstår godt de spirituelle som har mange ting på menuen. Opdelingen mellem healing/massage/clairvoyance/coach/meditationslærer er jo lidt tilfældig, det handler mere eller mindre altsammen om at arbejde med og i de subtile energier og deres forbindelser til kroppen.
    Så man kan jo lidt af hvert, og når man kan lidt af en ting, kan man ligeså godt anskaffe et diplom eller en certificering og få den hængt op på væggen – måske trækker det flere kunder i biksen – måske ikke?

    Egentlig burde det handle om hvilke slags klienter man er klar til at behandle. Altså hvilket energiniveau behandleren har nået og naturligt arbejder i. Men der er ikke enighed om nogen form for beskrivelse af det, for alle vil jo sige at de arbejder i hele spektret :)

    Jeg bor iøvrigt lige ved siden af den kinesiske restaurent, og har tænkt nøjagtigt det samme som du skriver – og jeg har ikke været der siden de fik sushi på menuen.

Der er lukket for kommentarer.

Scroll to Top