Hvad må en clairvoyant fortælle? Jeg har denne gang givet ordet til Henrik Krarup Lindholm, der er næstformand i Clairvoyantforeningen.
Han skriver her et indlæg om de spørgsmål man som clairvoyant må stille sig selv, før man fortæller en person det man har set.
For hvordan kan clairvoyanten være sikker på, at personen ønsker informationerne?
Har de givet deres tilladelse eller er vi i gang med at missionere eller udøve en form for åndelig voldtægt på vedkommende?
Henrik Krarup Lindholm skriver:
Missionær stillingen
Er den ikke bare fed. Den er tryg, let genkendelig og giver god forbindelse og der kan være en fantastisk intimitet desuden er der sikker og åben kanal så alt kan komme uforstyrret igennem.
Nu er det jo bare sådan, at hvis vi holder op med at missionere og begiver os videre ud i eventyret er der mulighed for langt større gevinster. Så jeg synes, at vi alle sammen skal holde op med at missionere og i stedet begynde at interessere os for hvad vores partner i virkeligheden har brug for. Det forholder sig jo i øvrigt også sådan, at historisk set har de fleste der missionerer haft til hensigt, at formidle sine budskaber, holdninger og idéer til kredse hvor disse ikke var gældende i forvejen men hvor missionæren havde en interesse i, at de skulle gælde. Det skulle så ske ved at man rejste på mission for at omvende de ”ikke indviede”.
Det er her vi kan begynde at søge efter grænsen der skiller tilsagn fra voldtægt. Hvornår er det, at en missionær træder over grænsen og begynder at begå voldtægt med sin indvielse af personer til sin mission. Er det når han første gang præsenterer sig? Er det når han begynder at fortælle om alt det gode der kan opnås ved en konvertering? Er det når han begynder at fortælle om alt det onde der sker ved manglende konvertering? Er det når han begynder at bruge pression eller direkte tvang? Jeg kender selvfølgelig ikke svaret, men det giver mig anledning til, grundigt at overveje hvordan jeg sikrer at ethvert individ bevarer sit frie valg og i særdeleshed for det mig til at tænke over, hvordan jeg selv kan sørge for ikke at voldtage andre med mine tanker, idéer, overbevisninger samt holdninger og i denne sammenhæng åndelige budskaber som jeg skal levere til min ”klient”.
Hvordan sikrer jeg så, at min klient har givet sit tilsagn og vel at mærke af egen fri vilje?
Den umiddelbart nært forestående er jo at spørge! Helt konkret: ”Må jeg give et budskab til dig?” Men allerede her er der et problem. Hvis jeg går hen til en person og spørger sådan, har jeg jo allerede taget missionær stillingen idet jeg henvender mig uopfordret. Hvad skal jeg så? Jo, jeg skal vente til en person aktivt har opsøgt mig og bedt mig om at formidle åndelige budskaber. Først der mener jeg i sandhed der kan være tale om, at jeg har fået tilladelse givet af klientens egen fri vilje. Det er her, vi adskiller os fra fx læger som har en forpligtigelse til at hjælpe folk der har behov for det – uanset om disse vil have det eller ej. Det er der sikkert flere der ikke vil være enig med mig i, altså at vi skal undlade at hjælpe folk der har brug for det blot fordi de ikke har bedt om hjælp.
Man kan da også diskutere hvordan en person konkret kan bede om hjælp.
Den enkle: En person der har bestilt en personlig clairvoyance og som møder op på klinikken – Ja han har vel bedt om hjælp. De fleste vælger sikkert, at læse kropssprog og måske lige spørge en ekstra gang for at vide at klienten forstår hvad han går ind til.
Den svære: En mor kommer ind og beder om råd på vegne af sin 17-årige datter (Det er datteren vi bliver bedt om at stille ind på). Hvad gør vi her? Har vi datterens tilladelse, eller har moderen retten da datteren er juridisk mindreårig? – Jeg kender ikke svaret.
Den komplekse: Der sidder 100 mennesker i salen ved en Platform. Du får en afdød igennem og går hen til den person i salen det handler om. Har personen på nuværende tidspunkt givet sin tilladelse? Hmm, nogle mener, at personen blot ved at have placeret sig ved en platform har givet lov, hvorfor du kan begynde at levere dit budskab. Nogle mener at du aktivt skal spørge (men husk nu min kommentar fra før, at du jo i så fald missionerer da det er dig der spørger og ikke klienten der beder). Det var yderpunkterne. Et råd her kunne være at bruge din intuition, psykologiske evner og generel menneskeforståelse. Mange vil kunne aflæse kropssprog og ansigtsudtryk på lang afstand og på forhånd kunne spotte hvem i salen der IKKE ønsker at blive kontaktet.
Det vigtige: Det det handler om er ganske enkelt: Du skal altid vide, at du har klientens tilsagn givet af fri vilje før du leverer åndelige budskaber. Hvordan du opnår dette tilsagn er der i sagens natur intet entydigt svar på. Til gengæld mener jeg, at det er ret let i den enkelte situation at føle sig klar over det blot ved at mærke efter.
Hvad så med forsvundne personer?
Hvordan beder en forsvunden person om hjælp? Her har vi et af de dilemmaer vi kan komme ud i. Så her vil vores gode evne til at vurdere situationer komme særligt i spil. En mulighed kunne være, at såfremt nær familie eller Politi beder om hjælp kan vi overveje det. Måske vi kan stille ind og finde frem til, om den forsvundne ønsker at blive fundet (såfremt denne er i live). Igen vil jeg særligt opfordre til omtanke. Måske en mulighed ville være at tage spørgeren (nære familie) i clairvoyance og stille ind på dem og give vejledning til, hvordan de kan håndtere situationen.
Hvad må en clairvoyant fortælle
Min opfordring til alle. Vores første etiske regel siger: ”En kompetent clairvoyant stiller kun ind på personer der selv har bedt om det”. Tag nu og hop af missionær stillingen og spring ud hvor du altid ved du er velkommen.
Bliver du i tvivl er du jo i øvrigt altid velkommen til at søge sparring i Clairvoyantforeningen.
Der kan vi fint guide og hjælpe dig med hvad må en clairvoyant fortælle eller andre spørgsmål, som du måtte have.
Update 2024: Clairvoyantforeningen er desværre ikke længere aktiv. I stedet kan du overveje at finde en behandler gennem >> Dansk Behandlerforbund eller via sundhedsportalen >> LevLykkeligt, hvor du kan finde behandlere og eksperter inden for en bred vifte af områder.
Med ønsket om en god sommer
Henrik Krarup Lindholm
Læs også:
>> Kan du klage over en clairvoyant?
>> Sådan vælger du en dygtig clairvoyant.
>> Har du clairvoyante evner?
1 kommentar til “Hvad må en clairvoyant fortælle?”
Ja det er nogle gode spørgsmål! Men vent nu lidt… Vi er blevet født med en lang række sanser og dem bruger vi i det daglig når vi møder andre mennesker. Vi bruger dem helt naturligt uden at stille spørgsmål. Vi spørger f.eks. ikke os selv om vi må se på andre mennesker med vores øjne, lytte med vores ører og tænke med vores sind, vi gør det bare. Vi spørger heller ikke om vi må tilkendegive vores mening, men vi tilkendegiver den. Så kan det jo ske (ihvertfald for mig) at vi tror at vores oplevelse af livet er sandheden, at den er bedre end andres oplevelse, og det kan så være vi er så heldige at verden med sine egne ord fortæller os, at nu er vi blevet for skråsikre – så kan vi jo tage det til os og lære – hvis vi vil :-)
Det er sjovt at observere clairvoyance og intuition hos børn – der er ofte en forfriskende umiddelbarhed over budskaberne og måden de bliver serveret på. En gang da jeg havde viklet mig selv ind i en temmelig mørk tilstand kiggede min søn mig direkte i øjnene og sagde: Far du har ikke gode tanker! Må han det, mon han spurgte om lov, havde overvejelser før han leverede varen? Det tror jeg ikke – han var bare sig selv, og hvad er der galt i det? Var det et etisk budskab? Var der et budskab der var bedre? For mig hører alle de overvejelser hjemme i sindets domæne, og sindets etik oplever jeg som en stræben efter at levere den rigtige vare. Uha vi må hverken sige for meget eller for lidt, vi må endelig ikke gøre folk kede af det, de skal være løftet og glade når de går fra en session, men er vi egentlig i stand til at vurdere hvad der er bedst for den person der sidder over for os? Måske skal vi lade være med at tænke så meget på det, og så tænke lidt mere på om det er rigtigt for os selv.
De etiske diskussioner der er iøjeblikket oplever jeg som en rest af en forsvarsmekanisme fra dengang hvor mennesker med vækkede sanser blev forfulgt. Der var det en absolut nødvendighed ikke at træde nogen over tæerne, for så røg anonymiteten og det kunne betyde døden.
Jeg ser mange mennesker der får vækket deres system i øjeblikket – det er næsten blevet en joke – jeg møder en gammel ven, smiler og spørger – nå nu har du også opdaget det. Tja det er jo nok den vej det går og efterhånden som flere og flere vågner op til deres forlængede sanser, så holder client/clairvoyant forholdet måske op og hvad gør vi så? Siger til andre at de ikke må se på os eller tale med os derfra hvor de er? Eller giver vi slip på angsten for at blive set og lære at leve med de evner også?
Claus :-)