Lukke ned for den åndelige verden.

lukke ned for den aandelige verdenLukke ned for den åndelige verden. Kan man det?

Har du en oplevelse af, at nogen vil i kontakt med dig?
Oplever, ser, mærker og fornemmer du noget, du ikke ved hvad er?
Ved du noget om andre, uden at de har fortalt dig det?
Ønsker du at beskytte dig og lukke ned for kontakten?

I dette indlæg, får du mit bud på, hvad det er der sker og om det i det hele taget er nødvendigt, at lukke ned for den åndelige verden.

En kvinde skrev til mig:
Hej Jette,

Jeg har de seneste måneder haft nogle oplevelser, hvor jeg vågner af min søvn, fordi nogle vil i kontakt med mig, hvilket jeg på ingen måde har behov for eller lyst til.
Jeg definerer mig selv et logisk, og meget rationelt menneske, og må jo samtidig konstatere, at jeg reelt oplever noget, som jeg ikke forstår. Jeg begynder også at vide ting om folk, som de ikke har fortalt mig endnu etc. Underligt…

Det jeg har behov er derfor, at “lære nogle teknikker”, så jeg kan stoppe og lukke ned for denne kontakt. Altså at lukke ned for den åndelige verden.

PS: Jeg har for nylig udtrykt, at mit nuværende job ikke var motiverende længere (udover en rigtig god løn) 😉 og jeg vil gerne have et mere meningsfyldt erhverv, hvor jeg gør en forskel for andre (er tidligere sygeplejerske, så det ligger lidt i mig, at ville hjælpe).

Jeg ved ikke om du har brug for at vide dette, og det har jo nok ikke noget med sagen at gøre.

Venlig hilsen
Marianne

Det er ikke nødvendigt at lukke ned.
Mit svar:

Hej Marianne,

Det kan måske vise sig, at jeg desværre ikke er den rette at spørge da min holdning er den, at det ikke er nødvendigt at beskytte sig eller at lukke af for den åndelige verden.

Der er et formål med kontakten.
Forklaringen på at det ikke er nødvendigt at lukke ned er, at der ofte er et helt specifikt formål bag, når den åndelige verden rækker ud til dig.

Måske er der en kær afdød slægtning, der ønsker at komme igennem med et budskab, eller der er en anden vigtig årsag.
Jeg skal ikke kunne sige, hvem det er men jeg ved, at man ikke sådan bare bliver opsøgt uden grund.

Læs også >> Sådan kan du komme i kontakt med en afdød.

Hvem er det og hvad vil vedkommende?
Hvis du vil vide hvem det er og hvad det er vedkommende vil fortælle og formidle til dig, så synes jeg, at du skal opsøge et medie. Et medie er en der er vant til at arbejde med afdøde-kontakt.

Jeg kan ikke anbefale dig, hvem du skal gå til eller hvem der er den rigtige for dig, men det er en god idé, at du før du bestiller tid, læser dette indlæg, som jeg har skrevet:
Sådan vælger du en dygtig clairvoyant / et medie.

Det kunne jo være meget interessant for dig, at finde ud af hvem det er, i stedet for at forsøge på, at “smække røret på” og lukke ned for den åndelige verden og den fine kontakt. Jeg er sikker på, at vedkommende har et vigtigt budskab til dig og jeg føler mig ret overbevist om,  at så snart du har fået indsigt og forståelse for, hvad det er, hvem det er og hvad der er baggrunden for kontakten, så bliver der igen ro på derhjemme og du kan sove igennem hele natten.

At beskytte sig:
Jeg hører flere gange nogle sige, at de ønsker at kunne beskytte sig og/eller helt at kunne lukke ned for deres oplevelser med den åndelige verden.

Men bruger du ordet beskyttelse, så siger du også, at “noget derude vil mig noget ondt”. For ellers var det jo ikke nødvendigt at beskytte sig, vel?

Hvorfor skulle den åndelige verden chikanere os? Det tjener absolut ikke noget formål. Tværtimod.
Den åndelige verden, vores guider og hjælpere, vil os kun det bedste.

De ønsker kun godt for os og netop det, er hvad de vil hjælpe os med, via deres kontakt, deres kærlige puf, inspiration samt i vores kommunikationen vores sjæl, intuitionen, hjertet, mavefølelsen eller hvad du vil kalde det. .

Den åndelige verden og dens hjælpere, forsøger på bedst mulige måde, at skubbe os i den rigtige retning. En retning mod større glæde, det at være 100 % autentiske og i overenstemmelse med det Guddommelige/spirituelle væsen vi er.

Jeg har aldrig oplevet noget ondt.
I de 25 år hvor jeg har arbejdet med den åndelige verden, eller rettere sagt samarbejdet med den, både i forhold til mit arbejde med klienter eller på min egen personlige rejse, der har jeg aldrig – aldrig nogensinde oplevet mørke eller ondskab.

Hvis der har overhovedet har været noget, der har gjort mig utryg, bange eller hvor jeg ikke lige har kunnet forstå, hvad det var der skete og hvorfor, så skyldtes det ene og alene min uvidenhed.

I takt med at jeg stillede flere spørgsmål og søgte ind i mig selv, udviklede mig personligt og spirituelt, da kom alle svar og forklaringer til mig og dermed også en forståelse, erkendelse og indsigt. Så kunne jeg se, at alt gav mening.
Det er klart, at hvis jeg bevidst dyrkede mørkets magter, så ville det også være det jeg ville være blevet mødt af. Men nej ellers tak, jeg går en anden vej. Vejen mod kærlighed, lys, glæde, udvikling og alt det der er positivt og konstruktivt.

Et meningsfyldt arbejde.
Du skriver, at du længe har gået og ønsket dig et andet arbejde, men at den gode løn du har i dit nuværende arbejde, afholder dig fra at springe ud i noget nyt.
Min erfaring er, at penge på den lange bane ikke betyder noget. Bevares vi har da brug for penge for at kunne eksistere og betale vores regninger, men penge er ikke alt og de bør slet ikke være årsagen til hvilken vej du vælger at gå.

Jeg har selv været på en lang rejse, både i min spirituelle og personlige udvikling, men også med hensyn til mit job som selvstændig og drive eget firma.

Jeg har også været underlagt egoet´s og fornuftens magt.  Jeg har ladet hovedet og fornuften styre mig, hvilket hver eneste gang har resulteret i blindgyder og en følelse af, at jeg er det helt forkerte sted (bygningsingeniør, industrilaborant og lign.). Først da jeg overgav mig til mit hjerte, sjælen og intuitionens stemme og var modig nok til at trodse logik og fornuft, først da begyndte alt at lysne og tage en ny form.

På denne nye og ukendte vej følte jeg virkelig, at jeg blev båret frem og mine bekymringer for penge, forsvandt som dug for solen.
Det er der faktisk en spirituel grund til: Når du arbejder med eller gør det, som dit hjerte kalder dig til at gøre, da vil alt andet i dit liv også falde i hak.

Mange tegn og budskaber.
Jeg har ikke haft et brændende ønske om, at arbejde med det alternative og spirituelle. Slet ikke, hvilket du også kan se af mine valg af uddannelser. Men jeg blev puffet og skubbet indtil jeg til sidst ikke længere kunne stå imod. Jeg måtte til sidst overgive mig. Der var så mange signaler, røde lamper og tegn, at jeg til sidst ikke længere kunne sidde dem overhørig.
De valg jeg selv havde truffet (med min logik og fornuft) føltes på et tidspunkt helt forkerte. Jeg var ikke det rette sted. Denne person (denne uddannelse, dette arbejde) var jo slet ikke mig. Jo, jeg kunne tjene gode penge og forblive i et trygt job – men jeg følte at jeg løj for mig selv og jeg var ikke længere glad. Til sidst måtte jeg overgive mig og gå den vej hjertet viste mig.

Hovedet eller hjertet?
Hovedet vil så gerne kende alle svar og på forhånd vide, hvor hver eneste skridt du tager fører hen, men dette kan ikke lade sig gøre, når du følger hjertet, mavefølelsen og intuitionen. Der må du bare tage 1 skridt af gangen og hen af vejen se, hvad der venter dig rundt om det næste hjørne. Du kan alligevel ikke regne det ud. Men jeg lover dig at du bliver positivt overrasket, for det der venter dig, er noget godt og meget bedre end det du kom fra.

Bliv ved med at have kontakten åben.
Jeg sidder og smiler, for nu giver dine natlige puf, en mening for mig og jeg håber også, at de så småt begynder at give mening for dig. Der er jo en grund til at der bliver skubbet til dig. Nogen forsøger at “vække dig”. At få dig til at se klart.

Uanset hvad du ender op med, så tyder det i alle fald på, at du kommer til at trives bedst i et arbejde hvor du kommer til at gøre en forskel og hvor du hjælper og arbejder med mennesker. I det arbejde, vil du have glæde og gavn af din sensitivitet og psykiske evner.
Evnerne vil tjene dig vel og du vil finde ud af, at de er til stor nytte, gavn og glæde.
Så der er absolut ingen grund til at lukke ned for dem. Det ville da være synd.

Jeg tror måske, at nogle af mine podcast, kan hjælpe dig lidt på vej. Det kunne f. eks være podcast nr. 95 “Jeg udlever min drøm. Gør du?” Den varer 140 min.
Alle mine podcast er gratis, og de kan både streames og downloades. Link: Podcast Jette Harthimmer.

Du er et spirituelt væsen.
Det fremgår nok ret tydeligt i mit svar, at jeg på ingen måde ser et formål i at lukke ned for den åndelige verden. Tværtimod. Vores kontakt er helt naturlig og evnen til at kunne kommunikere med enten afdøde, guider eller åndelige hjælpere er en medfødt gave.

Læs også >> Hvad er den åndelige verden?

At lukke ned for den åndelige verden, ville stort set være umuligt at gøre, fordi din sjæl er en del af Universet. Din sjæl er døgnet rundt, i kontakt med dette smukke energifelt af kærlighed, energi, healing og al viden ligger derfor til rådighed for dig.

Alt hvad du ser og oplever, er en del af og et skridt i din spirituelle udvikling, og den rejse du er på.
Og netop fordi du har en kontakt til den åndelige verden, så er du i stand til at modtage daglig støtte, inspiration, viden, motivation og nok så væsentligt: At kunne skelne mellem hvad der er sandt og det bedste for dig.

Mit bedste råd er derfor at du spørger indad: Hvorfor bliver jeg kontaktet? Hvad er budskabet til mig? Hvad er det, jeg skal gøre?

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig et skridt på vej.
Med venlig hilsen
Jette Harthimmer

4 Responses to Lukke ned for den åndelige verden.

  1. Helene 31.01.2016 på 13:58 #

    Er der en måde, man kan finde ud af hvordan de forskellige måder de kontakter på – skal tolkes og forståes?
    Jeg har en som står mig meget nær, de sidste tre dage har vedkommne hørt mange af stemmer i sit hovede på en masse forskellige sprog (arabisk, fransk, tysk osv) som bliver oversat til sidst. Jeg har søgt, men kan ikke finde hvad det kan skyldes?
    Er selv åben for den slags, men har ikke oplevet det på den måde før.

    Nogle ideer?

  2. Gitte 03.11.2015 på 12:08 #

    Hvordan kan man styrke (træne) sig selv til at se mere klart.?

    • Jette Harthimmer 06.11.2015 på 07:30 #

      Hej Gitte
      Det er der virkelig mange forskellige måder at gøre på, men metoden der virker for den ene, gør det nødvendigvis ikke for en anden. Derfor kan jeg ikke give dig en hurtig og enkel løsning.

      Men tag et kik på dette indlæg som jeg har skrevet. Kan man lære clairvoyance? https://harthimmer.dk/blog/kan-man-laere-clairvoyance/ Måske det kan hjælpe dig et skridt videre. 😊

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.