Børn ser spøgelser, ånder eller afdøde familiemedlemmer.
Har du et sensitivt, clairvoyant eller følsomt barn?
Fortæller dit barn at han/hun ser spøgelser, usynlige venner, afdøde familiemedlemmer eller lign.?
Er dit barn bange? Bange for mørke?
Føler du dig magtesløs, fordi du ikke ved hvad du skal stille op for at hjælpe dit barn?
Så er dette blogindlæg lige noget for dig.
Jeg fik denne mail fra en forælder.
Mit barn kan se ånder og spøgelser.
“Hej Jette.
Jeg har en datter på 11 år, som fortæller mig at hun ind imellem ser ånder her hjemme.
Hun er ikke bange, men synes det er lidt sært.
Hvordan beroliger jeg hende bedst eller rettere, hvordan vælger jeg de rette ord til hende? Indtil videre har jeg sagt til hende at hun kan være glad for at hun har den evne.
Hilsen Gitte.”
Da dette spørgsmål ikke lige er mit kompetenceområde, spurgte jeg Gitte om jeg måtte spørge en anden til råds, hvilket jeg fik grønt lys for. Jeg sendte derfor spørgsmålet videre til mediet Winnie Vedel Søndergaard Da jeg læste Winnies svar tænkte jeg, at det ville være godt for andre forældre at læse.
Børn ser spøgelser.
Hvis dit barn ikke er bange
Winnie Vedel Søndergaard skriver:
Jette Harthimmer har videresendt din mail til mig, da jeg gør mig mere i ånder, afdødekontakt m.m end hun gør.
Jeg vil starte med at sige at jeg synes du har tacklet det helt rigtigt, ved at sige til hende at hun bare skal være glad for den evne hun har. Ikke at gøre noget stort nummer ud af det, hverken med afvisning af hendes opfattelse og ej heller opmuntre det.
Det er sådan, at så længe hun ikke er bange for hendes oplevelser, så lad hende have dem. Vær bare opmærksom på om hun trives stadigvæk.
Børn ser spøgelser og det er helt naturligt.
Hør podcast episode nr. 60 >> Sonja Bruun. Børn med clairvoyante evner.
Det er naturligt at børn ser spøgelser og ånder
Det er meget almindeligt at børn ser ånder, dog mest indtil deres 7 års alder. Så træder der en beskyttelse af børnene i kraft, idet de nu er så store at de kan skelne imellem virkelighed og fantasi – og kan fortælle om det – men problemet for de fleste børn er, at når de fortæller om deres oplevelser, så er der ingen der tror dem. Derfor lærer de at tie.
At din datter tør fortælle om sine oplevelser giver mig en følelse af, at hun er tryg ved, at du forstår og rummer hende.
Det, ånderne som regel vil, når de viser sig, er at de ønsker at støtte/hjælpe – så det kan være at din datter eller andre i familien tumler med noget, og derfor træder ånderne mere frem, for de ønsker at guide. Den åndelige verden er som udgangspunkt ren kærlighed. Så prøv at tage et ærligt kig på om der er et tema eller et problem i jeres energi de gange, hvor din datter fornemmer/ser ånderne.
Sensitive børn må ikke se gyserfilm
Når nu din datter er så sensitiv, er det også meget vigtigt, at du skærmer hende for gyserfilm, voldsomme film o.lign. da det vil påvirke hende negativt og kan forstærke følelserne.
Så din opgave er altså bare at holde øje med at hun trives. Lytte hvis hun vil fortælle noget. Tage det alvorligt hvis hun fortæller om en fornemmelse. Reflektere på hvordan energien er i Jeres hjem/hverdag, er der mon noget du skal tage hånd om? Spørg forsigtigt ind til hvad ånderne fortæller din datter, hvis hun selv starter med at fortælle om at hun igen har mødt en ånd.
Om din datter skal bruge sin evne senere hen vil vise sig. Lige nu skal hun bare have lov at være 11 år.
Hvis dit barn er bange.
Det er en større udredning når barnet er bange og man må gå ind og se på den enkelte situation.
For det første: Energi forstærker energi.
Det er også vigtigt at gå ind og skelne på om det er et opmærksomheds stunt eller det er reelt nok.
Det vil jeg som medie kunne opfange når jeg er i energien, og f. eks står i Jeres hjem eller møder barnet.
Hvis barnet er bange, skal jeg først og fremmest udrede hvad det er for en energi. Er det et aftryk af tidligere beboere/områdebeboere, er det noget barnet har tiltrukket, eller er det noget andre i familien har tiltrukket? Er det guider, der er trådt til for at hjælpe, vejlede og guide? Først når jeg er klar over hvilken energi det er jeg har med at gøre, kan jeg vælge at “fjerne” energien ved “rensning” eller bede guiderne, hvis det er dem der er på spil, om at træde lidt tilbage. Altså at de må gerne være der, men blot ikke forstyrre barnet. Så holder jeg gerne på barnet og beder om hjælp til at beskytte barnet mod forstyrrelse, og lade det blive helt roligt og trygt.
Skal barnet vide hvad der foregår, og kan det selv gøre noget?
Det afhænger af barnets alder hvor meget jeg fortæller om alt det jeg gør og oplever under “seancen”.
Hvis jeg kan mærke at barnet har brug for nogen der forstår hvad det oplever, beder jeg som oftest barnet fortælle om hvad det har set og oplevet. Hvis jeg kan høre at det de fortæller er reelt nok, og svarer til det jeg selv ser og fornemmer, svarer jeg barnet at jeg nu har hjulpet dem til at få mere ro, og at de meget gerne må sige højt eller inde i hovedet -” vær sød at gå væk nu” – “jeg vil have fred” – intet andet.
Børnene kan ikke kapere mere, og så er det forældrene der får alle oplysningerne af mig, uden barnet hører det. Det er også at skærme barnet mod omverdenens opfattelser. De skal blot vide at det de oplever er reelt nok og det kun er kærlighed. Derudover opfordrer jeg forældrene til at tage et kig på deres energi i huset, og i deres tilværelse, for vi skal jo ændre denne. Det er en større udredning.
Som oftest hører de forstyrrende energier til personer i husstanden, og sjældent til huset, men der kan som tidligere nævnt også ligge nogle aftryk.
Jeg kan her kun give denne korte forklaring og guideline, idet hvert enkelt tilfælde er specielt, og det er ikke bare at komme og lave en husrensning. Jeg er først og fremmest nødt til at finde årsagen og formålet. Ellers vil en rensning slet ikke virke, og barnet bliver ikke hjulpet på bedste vis.
Hjemmeside: Medie Winnie Vedel Søndergaard.
Sensitive børn har brug for forældrenes hjælp og forståelse.
Jeg håber, at dette svar kan hjælpe dig og dit barn godt på vej.
Tag testen >> Er du særligt sensitiv?
Læs også >> Spirituelle børn.
Læs også >> Kontakt til afdøde. Sådan gør du.
28 kommentarer til “Børn ser spøgelser.”
Hej Allesammen
Min datter på 4 år er jeg slet ikke i tvivl om ser ånder, men jeg ved ikke om hun har forsøgt at snakke med dem.
Vi har lige fået fjernet (håber vi) en mandlig ånd, som havde en urolig energi. Han var særligt vild med min datter, da hun jo havde nemmere ved at se ham. Hun har siden vi flyttede her i sommers ikke ville sove og man kunne se frygten og raseriet i hendes øjne, når vi sagde det var sengetid. Det er endda til trods for, at vi bliver på hendes værelse til hun sover. Hun bliver enormt ked af det, hvis vi går ud. Hun sagde den anden dag, at ham der manden, som er et spøgelse… og så kunne min mand fortælle mig, at hun til ham havde sagt: manden sidder på mit værelse med min dukke.
Jeg har haft fat i et dygtig medium, som vil holde øje med hende og være sikker på, at vi fik ham sendt over på den anden side. Vi har også fået råd og hvordan vi gør hende tryg, når hun skal sove.
Mit spørgsmål går mere på:
Hvordan gør jeg det til en naturlig ting for hende at snakke om og holde åbent, såfremt hun vil beskæftige sig med det senere i livet ?? Vil jo gerne, at det bliver en verden hun bliver tryg ved og bliver stærk i (både åbne op og lukke ned) men vil helst have hun er tryg, hvilket hun ikke er nu. Hvordan hjælper vi som forældre vores børn bedst igennem deres oplevelser på en naturlig måde ??
Det bør nok også nævnes, at vi også havde en mandlig ånd i vores sidste hus, som havde sin primære gang igennem hendes værelse. Så hun har altid været “udsat” for ånderne og den uro de gav hende, når hun skulle sove. Så nu vil jeg gerne give hende ro, tryghed og kærlighed hun har brug for.
Mvh
Majbritt
Hej Jette
Jeg søger lidt svar og er begyndt at kigge mod andet, end blot en livlig fantasi.
Jeg har en datter på nu 3 1/2 år som ikke er helt som de andre.
Hun startede ud som en utrolig fremmende pige. 2 timer gammel, lå hun på sygehusets puslebord og trillede fra ryg til mave. Hun har altid været utrolig nem, men har haft brug for mere tryghed end min store pige. Hun sov igennem da hun var 6 uger gammel og blev derefter lagt på sit eget værelse. Vi puttede hende og hun faldt selv i søvn. Vågnede om morgenen efter en god nats søvn. Et par måneder efter hun blev 2, kunne vi ikke længere bare lægge hende, ja hun ville faktisk ikke sove på værelset. Vi har nu snart 1 1/2 år brugt en time hver aftwn på at få hende til at sove i vores seng. Herefter lægges hun på eget værelse, vågner hver nat og kommer ind mellem os. Der er sket et eller andet!
Vi har kunne føre samtaler med hende siden hun var 1 1/2 år og hendes dagplejemødte har altid sagt, at hun kom i skole som 3 årig. Selvfølgelig med et smil på læben, men bare for at fremhæve at hun ER utrolig fremmelig. Hun er følelsesmæssigt sensitiv, en verden vi forældre skal til at lære at leve i og tage hensyn til.
Min store datter og jeg træner hende i gymnastik. Det er en kæmpe opgave hver gang. Hun leger ikke med de andre og vil helst være hos en af os (min store pige er snart 14 år). Men jeg kan ikke lade være med at sammenligne med de andre jævnaldrende på holdet. De virker (og undskyld udtrykket) dumme, i forhold til hende. Til trods for hun ikke rigtigt er med, virker hun meget ældre end dem.
Det sidste års tid har hun haft en ‘ven’. Hun kalder ham for hendes lillebror. Hun taler med ham, leger med ham. Han skal have plads i bilen når vi kører og vi skal løfte ham op på bordet og vinke til ham, tale med ham. Han følger hende overalt. En rigtig god ‘fantasiven’. Men jeg er begyndt at tvivle på at han kun er fantasi. Hun kan fortælle utrolig detaljeret om ham. Han hedder Mathias og er 4 år. Hun kan beskrive ham og det er altid den samme beskrivelse. Hun ved hvordan han ser ud.
Hvordan skal jeg takle det her?
Hej
Siden mit barnebarn blev født, har han været speciel.
Han har aldrig kunnet lide mange mennesker og uro.
Eksempelvis sov han sig igennem HELE sin barnedåb, fra start til slut.
Han er super intelligent og kunne både læse og regne før han kom i skole.
Han kan dog ikke begå sig i en almindelig skole, da han bliver meget udareagerende ( PLUDSELIGT og uden grund, kan han finde på at kaste en sten igennem et vindue, ødelægge sine bøger, tage kvælertag på de andre børn mv. ( noget vi ALDRIG ser skyggen af herhjemme.
Han er et utroligt kærligt, følsom og stille barn, der helst vil trække sig tilbage og spille på sin computer.
Vi har forsøgt med 2 skoler, men endte med for små 2 år siden at få ham på noget der hedder heldagsskolen, hvor enhederne på klaserne er på max 6-8.
Skolen har “diagnosticeret” ham som super sensitiv – hvilket vi jo godt vidste. Han er hverken ADHA, ADDD .. Eller andre af de fine kasser, man putter børn i. Jeg har dog mistanke om at han har asperger.
Han er 9 år og vi ved ikke, hvordan han lærer ting. Han taler flydende engelsk, matematik ligger på et meget højt plan, det samme er hans læsefærdigheder. MEN, har hører aldrig efter i skolen….
Her til aften ( han har været lidt ked af de de sidste dage) tog min datter en snak med ham om hvad der var galt.
Der fortalt han at han altid drømte, når der skete grimme ting med mennesker — INDEN DET SKETE.
Han var meget ulykkelig og troede det var hans skyld det skete.
(Min anden datter kørte galt og brækkede nakken for 7 uger siden – det havde han også drømt. )
Mit barnebarns mor gik ham lidt på klingen, da hun var i tvivl om det var noget han fandt på.
Han fortalt om ting som han ikke burde kunne huske.
Blandandet fortalte han at han havde drømt at Carsten døde… ( en kæreste jeg havde, der døde under en operation for 3,5 år side, og som mit barnebarn kun havde set få gange)
Dét fik min datter til at tro på det.
Han er ofte bange for ting der ikke er der – eller er de😊!
Vi er meget i tvivl om, hvad vi skal sige til ham om de ting han “drømmer”?!
Hejsa
Ok, tak. Jeg har dog fået lidt mere ro i sindet.
Efter at ha’ læst din blok, snakkede jeg med min pige om hvad hun havde set hertil morgen. Vi har en masse gamle billede hængende af mine bedsteforældre, mor, morbror. Stemningsbilleder Fx jul med vennerne, gåtur i skoven osv. Udover min mors familie figurer en masse, for mig, fremmede mennesker på billederne. Jeg tog min pige op og spurgte om den mand hun ser var nogensteder på billederne. Promte og uden tøven udpegede hun min morfar mellem alle de andre mennesker, og sagde det var ham. Hun virkede lidt skræmt over at se ham der, men jeg fortalte hende at han var en meget sød (men ikke særligt køn) mand, som hun ikke skulle være bange for.
Jeg Snakkede med min søster om det, og hun har den seneste tid også haft en fornemmelse af besøg. Så sent som hertil morgen bad hun ham besøge vores mor i stedet da han forstyrrede hende.
Så alt i alt, tak for dit svar men jeg tror vi klarer os uden “hjælp” i første omgang :)
Hejsa
Min kæreste og jeg har ofte følt os overvåget, i agttaget osv. Min kæreste ofte når hun bader vores barn om aftenen, og om natten når hun har svært ved at sove. Jeg har ofte når jeg sidder i sofaen “lokale” kuldegysninger på den ene side af kroppen, den ene arm, ansigtet eller som om håret rejser sig på mit hoved.
Vi bor i lejlighed og føler os ikke ubehageligt tilmode herhjemme. Der er en fin stemning og vi har derved ikke lagt mere i hendelserne. Vi har hver i sær følt at have besøg af afdøde slægtninge, og det har kun været hyggeligt.
Problemet er nu at vores 3 årige datter flere gange virker til at ha’ oplevet noget der skræmmer hende. Eksempeltvis som 2 årig kom hun løbene ind fra stuen til badeværelset og råbte “en mand en mand, åh nej en mand” mens hun gemte sig bag mit ben. Her til morgen skete der noget ligende, hvor hun hunderad kom løbende ud fra og fortalte der var en mand på badeværelset. Da vi kom derud pegede hun mod puslebordet og sagde det var der. Som 2 årig har vi alle 3 haft siddet i rundkreds i vores seng og peget og gået vores navne igennem, hvorefter hun peger mod “ingenting” og siger “det”?? (Børns sprog i den alder for “hva er det”). Hun er blevet lidt bange for at sove og spør’ fx om jeg passer på hende. Det er dog svært, da de i den alder også begynder at drømme, hvilket også kan virke skræmmende.
Vi har oplevet andre lidt mystiske ting som eksempletvis ting der pludseligt dukker op. Fx. et sygesikringskort der var væk. Vi havde ledt efter det over en periode, og stod nu og skulle til lægen så det var irriterende. Pludseligt ligger det på spisebordet. Da jeg snakker med min kæreste og siger det var super hun havde fundet det og lagt det frem, fortæller hun at hun har ikke fundet sygesikringskortet.
Spørgsmålet er nu om vi skal søge noget “hjælp”, eller lade dem der er her være? Jeg har som sådan ikke noget problem med det, og slet ikke hvis det kun er slægtninge, men jeg bryder mig ikke om at de skræmmer mit barn. Hun vil på ingen måde lege alene på sit værelse. Dette på trods af, at det er en lille lejlighed og værelset ligger klods op af stue/køkken.
Vi har hver i sær et hav af afdøde bedsteforældre og for nyligt er min far død. Ham tror jeg nu ikke det er, for ham kan hun huske.
Hva’ gør vi?
Hej JK
Jeg synes du skal tage kontakt til Winnie som har skrevet svaret til Gitte i ovenstående blogindlæg.
Da denne blog er på min hjemmeside, læser Winnie ikke umiddelbart med på de alle de kommentarer der kommer her på siden.
Derfor kan du evt. kopiere dit spørgsmål, og sende det til hende på en mail. Så er jeg ret sikker på at hun vil hjælpe dig.
Hilsen
Jette Harthimmer
Dette svar til JK gælder også til andre der kommenterer og finder dette blogindlæg. Kontakt Winnie, så håber jeg at hun kan hjælpe jer videre. ?
Hej, Jeg føler at jeg ikke rigtig ved hvilket ben jeg skal stå på, eller jeg står i en form for skillevej. Sagt på en anden måde hvilken vej er den rigtige for mig. Hvornår ved jeg hvad der er rigtigt og forkert. Ja jeg ved jo godt at det der er rigtigt for mig er rigtigt for mig og ikke nødvendigvis for alle andre. Problemet er at jeg står og “vejre” og skifter tilstand i mig selv fra tid til anden. Nogen gange fra nanosekund til det næste nanosekund. Jeg bilder mig selv ind at jeg selv kan skifte min tilstand mere eller mindre uafhængigt af ydre påvirkninger. Altså jeg har i min opvækst mere eller mindre grad lært at videnskaben er det rigtige, dvs. at det man kan se er ok, jeg har så gemt af vejen at det man ikke kan se kan have sine berettigelser. Jeg bilder mig ind at jeg nærmest har “dømt” at der ikke er noget mellem himmel og jord, dette føler jeg så kommer tilbage til mig selv, at jeg har meget svært ved at oplyse andre om at der findes noget mere. En frygt i mig gør at andre synes jeg er tosset, da jeg jo helst gerne vil være normal i andres øjne. Her på slutningen af mit liv går det så naturligt op for mig at der godt kan være mere, og hvis der så er mere at jeg nærmest bliver overlykkelig over min egen person og denne egenskaber. Nærmest helt stolt af mig selv, og kan så ikke forstå at jeg hele mit liv hele tiden ikke har villet vedkende mig selv, at jeg har evner, som jeg tillige aldrig har været klar over eller nærmest lukket af, i en form for frygt af forskellige arvarter. Jeg kan nu se den dag i dag at jeg har kan ha et naturligt drive for at være fx. heks eller troldmand. Jeg bliver så i tvivl om det er noget jeg skal dyrke eller om jeg skal lade være. Jeg ser det lidt som den sikre kontra den usikre vej. Går jeg den usikre vej, kender jeg ikke fremtidens resultater, og garantien bortfalder, med dermed forhøjet risiko for at begå fejl, som jeg så nødig vil. Jeg ved at begge veje uanset hvad jeg vælger at jeg vil være tilfreds og lykkelig, men jeg savner at kunne tage beslutningen om den ene eller anden, da det ikke er rart at leve med tvivlen, evigt. Jeg vil gerne være fri til at leve ud fra min overbevisning om hvad der er rigtigt og forkert, men hvornår ved jeg hvad der er rigtigt og forkert? Hvornår ved jeg at jeg kan gå på linie ? Hvonår ved jeg at jeg kan helbrede andre ? Hvornår ved jeg at de tegn jeg får er rigtige ? Hvornår ved jeg hvilke energier, ånder eller hvad det er, der er fra det onde og det gode? Var der nogen der sagde garantier for at det onde ikke tager over og snyder mig og lader som det er det gode. Jeg ved ikke om du forstår mig. Og af hensyn til andre, er det måske ikke relevant at lægge på din side, da det måske vil give andre en forkert retning i deres liv, så derfor, er du selvfølgelig velkommen at fjerne mit indlæg og svare mig på min mail. Hvis jeg vælger at lytte til videnskaben vil det jo kaldes skitzofreni og hvis jeg vælger at tro på naturlige vil det kaldes for evner. På forhånd tak. Hilsen en ældre mand/heks, to i en.
hej jeg hedder jesika og jeg føler virkelig at jeg har nogen omkring mig hele tiden det er især om natten jeg bliver bange for jeg høre alt muligt og jeg bliver rigtig ked af det fordi jeg ikke kan forstå hvad det er men jeg høre lyde og ting men der er ikke nogen der tror på mig hvad skal jeg gøre???
føler mig helt fortabt. har en datter på snart 16 år, som lider af panik angst, her i november mistede jeg min søster kun 41 år gammel, og det tog min datter meget hårdt, til a starte med men nu kommer hun til os hele tiden og siger hun har det godt. jeg har felere gange taget hende i at tale med hende på værelset. min datter er kommet med beskeder fra min søster om nogle papir ovs men nu er vi kommet til hvor det går langt over det virkelig liv. hun kan sidde stille og roligt pludselig ser hun hende ser helt vild ud i øjne, hun kan føle hendes moster brænder hendes fingre med en cigaret fortælle hvor de skal mødes om aften ovs, det er virkelig skræmmende hun lever sig helt ind i det når hun føler hun ser hende, og min datter bliver sur og siger jeg ikke tror hende for hun mener det virkelig, hvad kan jeg gøre. Overvejer at få en ud og se om der evt skulle være noget her i huset . problemet er det ikke kun er hjemme, det samme er hvis hun er hos venner eller andet, og de begynder at blive bange for hende… gode råd modtages meget gerne hilsen den bekymret mor
Hej Winnie
Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal starte, så vil undskylde på forhånd hvis det bliver lidt forvirrende..
Jeg har altid følt at der har været noget omkring mig og især efter jeg flyttede hjemmefra, blev fornemmelsen stærkere og har efterfølgende også oplevet ting når jeg har været alene som jeg ikke har kunne forklare, som at fjernsynet eller computeren tændte af sig selv midt om natten, selvom jeg så slukkede for det kunne det finde på at tænde kort tid efter igen..
Fornemmelsen har altid fulgt mig selvom jeg er flyttede i andre lejligheder, hvilket egentlig ikke har rørt mig det store, bare joket lidt med det og sagt at det er en der hedder Bent og at det er dejligt med noget selskab når man sidder alene om aftenen..
Men problemet er så nu at jeg bor alene med en lille dreng på 2 år og han er begyndt at reagere meget voldsom, i form af voldsom frygt rigtig ofte og er som regel når vi sidder og spiser om aftenen at han kan finde på at vende sig, kigge ind på hans værelse også virkelig gå i panik, den eneste måde jeg kan berolige ham på er ved at lade ham trygge sig tæt ind til mig og gemme hans hoved ved min skulder så han ikke kan se noget. Kigger han så derind igen eller forsøger jeg at flytte mig, når han er blevet tilpas beroliget griber han fat i mig og er ved at starte et nyt panikanfald, synes det er meget voldsomt.. Han er normalt ikke bange for hans værelse og kan sagtens opholde sig på det uden problemer.. Så hvordan skal jeg forholde mig til alt det her, for ønsker heller ikke at afkræfte ham i at der ikke er noget, da jeg slet ikke er i tvivl om at han ser et eller andet og at det måske er ham “Bent”..
Det skal lige siges at min dreng endnu ikke har noget synderligt sprog så han kan ikke fortælle mig hvad han faktisk ser.
Håber du kan give lidt hjælp, da jeg også selv er begyndt at finde det noget skræmmende..
Hej Daniel.. Tak for dit indlæg..
Jeg vil rigtig gerne hjælpe Jer – men det kræver min tilstedeværelse hos Jer.
Som regel hjælper det når der bliver formidlet, hvad det er det hele drejer sig om – altså hvorfor energien er trådt til – eller opholder sig i nærheden af Jer.
Jeg synes du klarer det flot ved at give din dreng tryghed og støtte ham det bedste du kan..
I skal jo ikke være bange for at være i Jeres hjem – så du skal være velkommen til at kontakte mig via min hjemmeside/mail- så kan vi aftale nærmere.
kh
Winnie
Kære Winnie.
Jeg vil til en hver tid kontakte dig igen hvis Vi skulle få brug for det efter vores telefon samtale og dit besøg i vores hus.
Du skal have en KÆMPE TAK for din hurtige tilbage melding samt dit hurtige besøg.
Jeg er glad for at Jeg valgte at gå hele vejen , nu skal Vi bare have Emma tilbage til værelset ,og der skal falde ro over huset.
Det er lidt svært at overbevise hende om at De er væk og Jeg må indrømme at Jeg også selv kigger mig en ekstra gang over skulderen engang imellem.
Jeg vil endnu engang sige dig tak og håber at MANGE ANDRE vil få glæde af dine evner fremover.
Kærlig Hilsen Pernille.
Kære Pernille.
Tak for dine søde ord..
Jeg håber I har fået ro og Emma er begyndt at tro på at hun kan være tryg – ellers så ringer du bare til mig igen..
kh
Winnie
Hej Jette og Winnie.
Vi har en datter Emma på 5 år og en søn Emil på 8 år .
Min far døde desværre ret pludseligt for os i November 2010 og siden den dag har vores datter ikke ville sove alene på sit værelse. I starten troede Vi at det var fordi hun var ked af det ligesom os andre,men det er bare blevet værre og værre. Hver eneste nat kommer hun ind i vores seng og det er altid mellem 24.00 og 3.00 og Vi er ved at blive vanvittige af at blive forstyrret i Vores søvn da hun ligger uroligt.
Jeg vågner ved at hun kommer løbende om natten og så prøver Jeg at følge hende tilbage i seng men hun bliver simpelthen så ked af det og siger hun er bange .Jeg har flere gange som tiden er gået spurgt ind til hende om hvad hun er bange for og hver gang siger hun det er manden i mit værelse og andre gange siger hun det er skyggen .Hun er virkelig bange , og hun ryster over hele kroppen ved tanken om at Jeg går fra hende. Jeg har de sidste par måneder haft underlige oplevelser i huset bl.a stod Jeg en dag i Emma,s værelse og talte i telefon med min søster ved vinduet med ryggen til døren da lyset i loftet pludselig tænder af sig selv ,det skal lige siges at jeg er alene i huset og så var vi på kirkegården og lægge blomster d.23 og natten mellem d.23 og 24 december vågner jeg ved at Emma igen kommer løbende og er virkelig bange ,da Jeg følger hende tilbage til værelset er alle lamper på min SØN’S værelse tændt og alle skuffer i hans reol er trukket ud ( 8 stk.) alle trukket ligemeget
ud Jeg kan se han ligger og sover og Jeg tror han ræve sover ,men nej han sover virkeligt om morgenen spørger Jeg ham om hvad der lige var gang i kl.3.00 i nat hvorefter han kigger på mig og siger Mor hvad taler Du om. Det skal lige siges at han aldrig har gået i søvne.
Børnenes værelse ligger lige op ad hinanden. Min mand tror ikke på åndeverden men det gør Jeg og Jeg synes det er mystisk da Emma ikke havde problemer med at sove før.Hvis hun ikke har legekammerater på besøg så leger hun i stuen ,aldrig alene på værelset.
Jeg selv har lige efter min far’s død mærket kulde på den ene side af kroppen når Jeg sidder i sofaen og duften af min far var der også men kun kort .
Håber i kan hjælpe mig til hvad jeg skal gøre.
Med Venlig Hilsen
En ( måske små tosset mor).
Pernille
Kære Pernille..
Tak for din kommentar på tråden her..
Tak spids.. det lyder som om I godt kunne have brug for hjælp til at få “lukket” ned for den aktivitet..
Det er synd for Emma at hun er så påvirket af tilstedeværelsen fra den anden side.. Det er jo ikke meningen..
Du er velkommen til at kontakte mig på tlf. 29401296 – så kan vi lige tale nærmere.
kh
Winnie
Hej.
Jeg ved der er noget i huset, men har aldrig følt mig truet eller været utryg her. Men min datter på 14 år, er mere sensitiv og de findes som regel på eller i nærheden af hendes værelse. De tænder og slukker for lyset (man kan høre knappen blive trykket ned), ting vælter, og hun føler sig meget tit overvåget.
De har tit vist sig for hende, men har åbenbart aldrig sagt noget. jeg har spurgt hende om hun ikke kunne spørge hvad de vil. men hun er bange for at kigge ud af vinduerne da de tit kigger ind, hvis de da ikke er i værelset. Jeg har også haft oplevelser hvor jeg så skygger gå forbi uden for vores hus, men når jeg er gået ud for at kigge efter er der ingen. Det skal siges vi bor i paracelhus, der er lukket og man kommer ikke herind hvis man ikke har noget og lave her, og så hurtigt kan man ikke forsvinde.
De “leger” også med elektriciteten i huset, men igen har jeg aldrig følt mig truet på nogen måde, og plejer som regel og sige at det er ollemor eller ollefar, der er på spil.
Men min datter lider af det, hun døjer med hovedpine og svimmelhed, og jeg ved ikke om det kan have noget med det at gøre, vi har været ved alverdens læger for at hjælpe hende. Men lige meget hjælper det. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det måske kan have en sammenhæng. Jeg vil bare gerne hjælpe min datter, da hun så sent som i går aftes, sad hos mig og begyndte at græde fordi hun følte det som om der var nogen lige bagved hende, og hun fryser. Selv om jeg hele tiden prøver og forsikre hende om at der ikke er nogen der vil hende det ondt, har jeg svært ved at takle det, når jeg kan se hun ikke trives. hvordan kan jeg hjælpe min datter.
Mvh. Jeanett
Kære Jeanett..
Tak for dit indlæg. Det lyder som om I godt kunne have brug for at få afdækket og formidlet, hvad det er der foregår i Jeres hus – særligt rundt om din datter. Det er jo ikke sådan, at der skal være så meget aktivitet, at man bliver bange/utryg eller ked af det. Jeg vil helt sikkert anbefale dig at tage kontakt til enten mig eller et andet medie – således I kan trives i Jeres omgivelser og I kan få nogle konkrete redskaber til at håndtere det fremadrettet :)
kh
Winnie
Kære Chris..
Tak for dit indlæg! Dejligt at du rummer dit sensitive barn så flot..
Du gør allerede det der er vigtigt – nemlig at tale med ham om hans oplevelser og respektere at han har brug for ekstra støtte i at være ham. Jeg tænker, at I kunne prøve at lade lyset i gangen være tændt i en periode – således at han nemmere kan orientere sig når han vågner? Derudover kunne du også spørge mere ind til hans oplevelser med Løvemenneskerne.. Hvorfor tror han at de er der? Er de sure eller glade? Er det ”vogtere”? Hvad tænker din søn, at de vil i Jeres hus?
Det er også vigtigt at fortælle ham om dine egne oplevelser, da du var barn – at du også var bange for mørket og at der ikke var nogen, der hjalp dig – så du ved da i hvert fald, hvordan det føles og at du rigtig gerne vil hjælpe ham. Du vil næsten se ham sukke af bar lettelse – fordi det at føle sig forstået og ikke til besvær er meget forløsende for barnet.
Da de fleste børn elsker engle – kunne det også være en god ide at ”ansætte” en Engel til at passe på ham om natten. Spørg ham hvad han tænker, at Englen kunne hedde? Det første navn han siger – er navnet på englen.. Spørg ham hvor han synes englen skal være, når den skal passe på ham, og sig så godnat og god vagt til englen, når han skal sove. Det vil tage lidt tid for din søn at vænne sig til, at englen rent faktisk passer sit arbejde – men det gør den.. bare vent og se..
I samme forbindelse er du også nødt til at skærme din søn / sønner mod TV- og radioavisen, Go morgen TV osv. Der er meget, de små ører hører, som skræmmer dem – for de opfanger meget! Udviklingsmæssigt er din søn nu også nået den alder, hvor han godt ved at der er noget der hedder fare – hvorfor at tyve, røvere, ild i huset, døden osv. er meget dominerende emner, der vil optage ham mere og mere. Her er det bare vigtigt at vise ham f.eks. brandalarmen, og fortælle om hvordan den virker – og forsikre ham om at I husker at låse dørene sådan så tyvene ikke kan komme ind. Børn har brug for gentagelser for at føle sig trygge.
Om der er ånder i huset? Og om det er derfor du er træt/drænet? Det er klart at jeg er opmærksom på, at der er ”skabt” en energi rundt om dig grundet dine diagnoser – og jeg vil håbe, at du er åben for at prøve healing, healingsmassage, tankefeltterapi, gestaltterapi, homøpati, og/eller motionsskema og madplan – for der er muligvis en vej ud af dit lange sygdomsforløb – som uden tvivl har indflydelse på energien i huset og i familien. Børn senser meget mere end vi tror. Så din søn er måske helt uforvarende i stand til at mærke dig alt for meget. Det ser jeg rigtigt tit med små børn. Slutteligt vil jeg da også sige, at den åndelige verden rigtig gerne vil hjælpe os – så jeg mener ikke, at der ånder der vil dræne dig for energi – tværtimod!
Held og lykke med Englen..
Kh
Winnie Vedel Søndergaard
Hej
Jeg har læst indlæggene med interesse. Jeg har en søn, der blev 4 i går. Vi har også en søn på 2 år. Min ældste søn er stille og rolig, glad, tænkende, kvik men også følsom. Følsomheden har han vist fra mig. Jeg er “over-sensitiv” – jeg kan ikke klare for mange indtryk. Hvis der er for meget lyd, for mange stemmer, bliver jeg overvældet. Jeg mener ikke, jeg har clairvoyante evner. Jeg kan dog opfange andres følelser og “læse” mellem linierne.
Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre mht. min ældste søn. Han er bange for mørket, derfor har han altid fået lov til at sove med en lille lampe, og så vil han have døren lukket. Før han blev 3 år, kunne han godt komme ind på vores soveværelse midt på natten. Lamperne er ikke tændte, men der er meget lys fra gadelygterne. Efterhånden blev det til, at han løb skrigende ind til os om natten, lige så snart han åbnede sin dør. Nu tør han ikke komme ud af værelset, men banker på væggen, hvis han vil i kontakt med os.
Han siger, at der er løvemennesker i gangen, og han går meget op i, at vi låser døren, når det er mørkt, fordi der kommer folk ind. Jeg har forsøgt at spørge lidt ind til det uden at blæse det op, men er ikke rigtig kommet nogen vegne. Jeg har fortalt ham, at vi sørger altid for at låse døren, og at vi passer på ham. Jeg har også opfordret ham til at snakke med menneskerne og bliver venner med dem eller siger, de skal gå.
Jeg ved ikke, om det er fantasi eller ånder, der er tale om. Jeg tror på ånder. Min mand tror ikke på ånder. Derfor er det lidt svært, fordi min mand mener, vi bare skal lade det ligger, fordi det går over af sig selv.
Da jeg var lille, var jeg også ræd for mørket og specielt bange for at opholde mig i underetagen i vores (nybyggede) hus. Det virkede meget virkeligt for mig, og der var ingen, der forstod, hvor bange jeg var. Derfor vil jeg også gerne støtte min søn med sin angst eller virkelighed.
Det kan godt være, der er ånder i huset. Jeg har lidt af depression og bipolar lidelse(psykisk lidelse) i mange år. Jeg oplever en forfærdelig overvældende træthed, der blev mere markant inden for de sidste par år (trætheden skyldes ikke kun to små børn i huset). Når jeg er hjemme, synes jeg, at jeg bliver mere og mere træt. Vi har boet i vores hus siden 2004. Jeg har lidt af depression siden 1997, og formentlig før det.
Kunne der være noget, der dræner mig for energi?
Med venlig hilsen
Chris.
En mor har sendt mig et spørgsmål. Jeg sendte det videre til Winnie. Der er nu kommet svar og jeg har spurgt barnets mor om det er ok at jeg lægger både hendes spørgsmål og Winnies svar ud her, hvilket hun sagde ja til.
Spørgsmål:
Min datter er kun 4 mdr. Jeg er ikke i tvivl om at hun er sensitiv. Men nu fra to forskellige clairvoyante som jeg har støttet mig til igennem årene (og som er absolut dygtige) ved jeg nu at hun vil vise sig at være endda meget sensitiv og også clairvoyant.
Jeg har selv en stærk intuition, men dog aldrig været istand til for alvor at gøre brug af det. Dog har jeg haft nogle oplevelser. Jeg ved at mange af disse børn bliver stemplet med DAMP, ADHD eller andet. Ved du hvorfor? Jeg forstår nemlig ikke rigtigt sammenhængen. Og hvordan kan man undgå det?
Jeg vil helst ikke at min datter bliver stemplet som sær / afvigende eller andet. Kender du til bøger? Psykologer? Foredragsholdere, som jeg kan hente viden fra? Jeg har allerede bogen “Særligt Sensitive Børn” men den er ikke specielt givende idet jeg synes den nærmest lægger op til at man pakker børnene ind i vat. Det er jo ikke helt nok – og kan i virkeligheden forværre problemet. Håber du kan hjælpe da jeg i
ikke ved hvor jeg skal starte henne.
Med venlig hilsen
En bekymret mor
Winnie Vedel Søndergaard svarer:
Hej
Jeg vil starte med at ønske dig tillykke med din baby :) Det er jo en fantastisk gave – sådan at få et lille barn..
Jeg vil også sige til dig – at det er lidt for tidligt at bekymre sig om hvorvidt babyen er sensitiv eller ej.. Din datter er kun 4 måneder og der er slet ingen grund til at tage sorger på forskud som slet ikke er aktuelle..
Det vil være meget bedre at du bare nyder samværet med din datter og lære hende at kende som den hun er – ikke den du tror hun bliver.. Det du lige nu er i gang med, er selv at putte din skønne lille datter ind i en boks, hun ikke behøver at være i.. Det vil være synd for Jer begge..
Alle små babyer er supersensitive – ligesom du er – nu du lige er blevet mor. Men det er ikke ensbetydende med at de bliver ved med at være det. Jeg er lidt ked af at du allerede nu er blevet stillet i udsigt at dit barn skal spille en bestemt rolle senere i livet – det vil ubevidst præge dig og dine forventninger til hende.. Hvad nu hvis det bliver helt anderledes, og din datter slet ikke bliver specielt sensitiv eller har clairvoyante evner?? Bliver du så skuffet??
Jeg håber du tager det til dig som en guideline til bare at nyde din dejlige datter og glæde dig til at følge med i hendes udvikling fra sidelinjen.. ikke at skabe den.. Jeg er helt sikker på, at når du selv er meget intuitiv – så ved du også godt at jeg har fat i noget meget vigtigt her.. Din opgave som mor er bare at elske dit barn for den hun er – ikke for hvilke egenskaber eller præstationer hun opnår..
Jeg kan også læse at du har benene på jorden i forhold til at sørge for at I lever et “jordisk” liv – da du jo selv nævner bogen om sensitive børn ikke ansporer dig til at følge det skrevne.. Så jeg har også fuld tiltro til at du mærker, at din datter bare har brug for kærlighed og nærvær… det er det hele..
Mht. diagnoserne som ADHD osv.. Jeg tror man skal passe meget på med at skære alle over en kam – altså at alle med disse diagnoser er meget spirituelle.. det er en balancegang – for der er også mange andre faktorer der spiller ind.. Der kan være alt fra kost, til genstruktur, til manglende fedtstoffer i hjernen, til manglende omsorg, til rummelighed, til bekvemmelighed osv osv.. Der er rigtig mange forældre, der bliver glade for at få diagnostiseret deres barn, idet man så kan ansvarsfraskrive sig – således at det i hvert fald ikke var vores skyld at barnet var sådan.. men er der ikke et ansvar der skal tages alligevel??
Vi bliver alle født med en helt ren energi – men præges fra første sekund af forældre eller andre omsorgspersoner – eller manglen på samme! Prægningen – opdragelsen – omsorgen – rummeligheden – sparringen – nærværet og kærligheden er alle fundamentet for individet.. og er der mangler på disse områder, så oplever vi et svigt, og svigtet lagrer sig i cellerne.. Hvis du tænker således at forældreskab går i arv og det kræver mange mange generationer at ændre en struktur – så kan du måske bedre få øje på, hvorfor populærdiagnoserne bliver kastet om sig i flæng.. Det er næsten for uoverskueligt for menig mand at afdække familiestrukturen generationer baglæns for at afdække, hvor mønstret blev grundlagt – og i hvor lang tid det har udviklet sig.. Men jeg ville ønske man gjorde det .. :)
Jeg håber du har fået svar på dine spørgsmål – ellers er du velkommen til at skrive igen..
Jeg vil igen tilråde dig at lægge dine bekymringer fra dig og bare være .. bare være sammen med dit barn.. nyd hende.. tag udfordringerne når du når til dem.. ikke skabe dem på forhånd.. :)
Held og lykke med livet :)
kh
Winnie Vedel Søndergaard
Svaret til Winnie fra moren:
Hej Winnie,
Tak for dit svar!
Jeg ved godt at jeg ikke skal bekymre mig eller sætte min datter i bås og mener heller ikke jeg har et egentligt issue her – men det er selvfølgelig fint at få det gentaget.
Min bekymring startede ved at en motorikpædagog/vejleder til babymotorik i mandags udpegede min datter og sagde hun tydeligvis var sensitiv og at det var vigtigt vi fik fokus på det, da mange af disse børn ender som adfærdsvanskelige.
Hendes fokus er dog ikke clairvoyance men motorik hvor min datter ifølge hende hurtigt bliver overstimuleret. Hun mente det var vigtigt at lave en aftale hvorfor jeg skal hjem til hende i morgen. Helt hvad hun vil hjælpe med ved jeg ikke. Men bekymringen kom deraf og derfor kontaktede jeg også en clairvoyant som forklarede at hun ikke var adfærdsvanskelig men blot meget sensitiv og at disse børn nogengange stemples som adfærdsvanskelige, men at jeg ikke skulle bekymre mig om det.
Jeg ønsker ikke at bekymre mig – og har ikke i sinde at pådutte min datter noget men jeg vil gerne kunne støtte hende bedst muligt – og det er måske tidligt at gå op i det, men det var en måde at hjælpe mig selv til netop ikke at bekymre mig.
Jeg tænkte hvis jeg gjorde det forkerte at hun netop ville blive adfærdsvanskelig, men sådan er det selvfølgelig ikke. Jeg skal bare slappe af og eg skal bare tage tingene som de kommer.
Jeg har hørt Jettes podcast med Sonja Bruun og det synes jeg har hjulpet.
Og jeg skal nok lade være med at sætte min datter i bås – det har ikke været hensigten.
Hej Jette og Winnie….
Jeg må altså bare lige give et skriv til emnet.
Min datter på 11 år er enormt meget sensitiv, hun fornemmer direkte når nogen i hendes sfære ikke er i harmoni, dvs. hvis nogen er i ubalance – også selvom denne ubalance ikke er tydeligt at se for “menig mand” om jeg så må sige.
Sådan har hun altid haft det, men nok mest mig der har kunnet se det de første år, det er først indenfor det sidste års tid eller to hun er blevet mere bevidst om det også.
Især det sidste år er hun blevet bange for at sove alene, hun sover hos mig, dvs. jeg respekterer hendes behov for at være mig nær, jeg tror nemlig det både handler om at hun fornemmer noget i mørket OG at hun nyder godt af min energi for øjeblikket, for hun skal helst være mig nær hele tiden, gerne nusse, røre og kramme ( skal også nævnes at hun altid har været en nussemus, helt fra lille), men pt. mærker jeg tydeligt at hun har behov for mig lige omkring hende, siger hun også selv.
Hun har altid været bange for at være alene hjemme i mørke og er heller ikke altid glad for at skulle gå hjem alene når der er mørkt.
Vil heller ikke gå med hunden i mørket.
Går ikke ned af vores trappe uden vores hund er med eller der er lys OVERALT.
Hun siger at hun ikke helt ved hvorfor, men at hun er bange for at der er nogen dernede eller deroppe når hun skal op af trappen ( hun er så vidt jeg ved aldrig blevet forskrækket eller lignende.
Hun udtrykker selv følgende :
” Mor, du kan det der med at få noget der gør ondt, væk med hænderne”
” Jeg kan snakke med dyrene og mærke menneskene”
Og hun har så evig ret, for hun har en helt speciel kontakt med dyr.
Jeg forsøger hele tiden at respektere hendes “evner” og især sensitiviteten ved at anerkende det hun fornemmer og prøver ikke at sige for meget.
Vi taler meget om Engle og jeg synes at det er noget hun kan forholde sig til, altså at der er nogle engle som hjælper os, vi har talt lidt om at en af englene kunne være hende Oldemor og det virker til at hun er fortrolig med dette.
Men efter læsningen af Blog indlægget her bliver jeg i tvivl om hvorvidt jeg mon er for åben overfor hende???
Har i nogle gode indput??
Tak for et godt Blogindlæg.
Kærlig Hilsen
Marianne
Kære Marianne ..
Tak for din kommentar..
Det lyder som om du har en skarp og fintfølende datter, som absolut er sensitiv for energiernes indvirkning på en selv og på andre..
Jeg kan ikke udfra den korte beskrivelse vurdere om du er for åben overfor din datter – og det er heller ikke mit job.. men jeg kan henstille til at du normaliserer hendes oplevelser uden for meget fokus.. Det er okay at tale om, at man f.eks. kan komme ind i et rum og så næsten blive helt overvældet af energien i rummet – og at man jo kunne tænke, at man tog en dragt på – således at man ikke tog alle de andres energier på sig – for de kan ikke komme igennem dragten.. Jeg vil ikke bruge ordet beskyttelse – da det har en lidt negativ forstærkning.. (Læs: Er det farligt at jeg mærker andre mennesker siden jeg har brug for beskyttelse??)
Jeg vil hellere kalde dragten for eks. glædesdragten – således at dragten tiltrækker alle de glade energier og alle de sure, trælse energier kan ikke trænge igennem dragten..
Du bestemmer selv hvad du vil kalde dragten og om du har brug for den.. men det er en meget sød visualisering som kan hjælpe sensitive børn med at håndtere at sortere i energierne..
Din datter står lige på tærsklen til sit teenageliv og den udvikling som så småt er igang, skal gå sin “jordiske” gang.. Så det er okay at du taler om Engle – men det skal ikke være det fortrukne samtaleemne.. Lad hende tage teten til åndelige samtaler – således at det sker i takt med at hun er klar til at håndtere udvidelsen af hendes verden – både den ydre og den indre..
Tag hende alvorligt når hun ikke kan rummet mørket.. men arbejd på at fortælle hende om løsninger når hun er bange.. Tal om hvad hun kan gøre hvis hun er bange om natten.. Hun kan jo bede om hjælp til at blive rolig.. Måske kunne hun skrive sin egen lille aftenbøn (dette har intet med religion at gøre) og sige det – bare i sit hovede – inden hun skal sove – eller når hun skal ud med hunden når det er mørkt.. sit eget lille “Jeg er rolig og jeg kan klare mørket”- mantra. Men respekter samtidig at hun fornemmer energier i mørket – så gør det okay at hun har brug for at være sammen med nogen når det er mørkt.. Hun er kun 11 år..
Jeg læser at du egentlig respekterer at du ikke skal gøre så meget ud af det – bare accepterer at sådan er det for hende.. Det er rigtig godt.. og så støt hende og skærm hende.. Du skal f.eks. skærme hende for gyserfilm og psykologiske thrillere – det kan hun vælge til i sit voksenliv, hvis hun vil. (*Det tror jeg nu ikke hun vil)
Jeg tror du gør lige præcis det du skal – nemlig at tale naturligt med hende om alt hvad der rører sig i hendes verden.. Ikke gøre et stort nummer ud af noget – og ej heller ignorere det.. men bare holde øje med hendes trivsel og reagere på det, hvis du fornemmer, at hun har brug for sparring..
At hun nu i en periode har brug for at sove sammen med dig – kan have mange årsager – du har sikkert en ide om, hvad der rører sig i hende – det kan være alt fra en kæreste, ting i skolen, til veninden, til den nære familie osv. osv.. Du er jo hendes holdepunkt i alt det svære – så dejligt at høre, at du rummer at rumme dit barns behov for nærvær – fysisk nærvær.. Det er kærlighed..
Fortsæt du med at gøre som du gør – bare du reflekterer lidt over det hele indimellem – så I begge bevarer fødderne på jorden – og det tror jeg I gør..
Kh..
Winine Vedel Søndergaard
Jeg har en datter på snart 3 år, der nogen gange taler om, at der er en mand – og nu er manden der igen. Men samtidig er der også til tider en krokodille, der spiser os, og så skal jeg sige til den, at den ikke må bide hende (det er blevet til en leg nu).
Hvordan kan man skelne mellem om det er barnets fantasi eller om det er ånder?
Hvis hun siger, at hun ikke kan lide at manden er der (jeg udfritter hende ikke), så siger jeg bare, at nu han skal gå hjem – og nogen gange virker det, og andre gange siger hun, at han stadig er der, og så plejer jeg at sige, at han ikke er velkommen i vores lejlighed, og at jeg vil have, at han skal gå.
Hej Aniita..
Tak for din henvendelse..
Jeg vil også her starte med at sige – at jeg synes du tackler det flot allerede.. Godt at sige det højt at hun bare skal sige hun gerne vil have at manden går hjem. Det er vanskeligt at skelne mellem fantasi, åndelig aktivitet og et “forsvar”.. Jeg bliver lidt aktiveret på sidstnævnte når du taler om krokodiller.. Særligt hendes alder spiller ind her.. Krokodillen kan være et uudtalt behov for beskyttelse.. Dvs. at din barn “opfinder” denne krokodille.. Den har en rolle, fordi hun kan have en problemstilling hun ikke endnu ved hvordan hun skal løse.. Det kan være alt lige fra at hendes grænser bliver overskredet (f.eks. ubevidst af hendes forældre) til at der kan være et barn der er for voldsom mod hende i hendes miljø (krokodillen kan være det andet barn) til ja – du har måske selv en idé.. Igen er jeg nødt til at være der for at definere lidt nærmere, hvad der kan være på spil.. Måske kunne du lege legen lidt længere ud.. Spørg eks. om krokodillen har et navn? Hvis ikke – kunne I jo finde på et til den.. Måske kunne I også spørge om I skulle være venner istedet for at den vil spise Jer.. og om hun kunne spørge den – hvorfor den vil bide.. Er den sur? Ked af det? Savner den nogen? Vil den passe på ? Eller hører krokodillen kun når du (Mor) siger det til den.. ?? Måske får du øje på hvad der rører sig i dit barns følelsesliv – hvis du samtidig tager en snak om trivsel og leg og legekammerater, der hvor hun har sin daglige gang.. ‘
Det kan også være hun oplever skift – som aktiverer den sure krokodille som kun Mor kan få til at lade være med at bide.. God fornøjelse med krokodillen.. :)
Mht.. manden.. som sagt er børn meget sensitive overfor at kunne mærke åndelige energier.. Måske er manden et aftryk – måske en guide eller en afdød af familien.. Måske kunne du igen prøve at spørge om hun kunne spørge hvad han hedder`?? og hvad han laver her?? Hvis hun er meget bange – så bed om at han går væk..
Det er egentlig lidt afhængig af barnet svar når de svarer på spørgsmålet.. for der hvor det du kan skelne mellem fantasi og virkelighed – er når de svarer noget du slet ikke havde regnet med.. f.eks. at manden hedder Poul og han er din onkel.. hvis ikke hun har viden om dette – så ved du at hun har kontakt.. Men din datter er så lille nu.. at sproget endnu er en hindring.. så læg mere mærke til kropssproget.. hvis hun begynder at blive mærkelig inden hun siger manden er der.. så har hun kontakt.. hvis hun er optaget af leg og pludselig bliver stille eller lign.. Hvis hun siger det i forbindelse med hun vil have din opmærksomhed og først får den når hun har sagt der er en mand.. så er det knapt så sandsynligt..
Men snak naturligt med hende om hendes oplevelser.. Således at hun ikke læser frygt eller skepsis i dine øjne, når hun siger noget..
Held og lykke med hende.. :O)
kh
Winnie
Tusinde tak for dit svar, Winnie <3
Jeg vil forsøge mig med dine spørgsmål. I øvrigt så hører krokodillen ikke efter uanset om det er mig eller Sofia, der siger til den at den ikke må bide eller at den skal gå hjem. Hun virker ikke bange for den.
Er det i øvrigt muligt, hvis jeg føler behov for det, at købe en telefonisk clairvoyance for nærmere uddybelse? (du skriver: " Igen er jeg nødt til at være der for at definere lidt nærmere, hvad der kan være på spil").
Kærligst
Aniita
Hej Aniita..
Du skal være velkommen til en telefonisk clairvoyance.. her kan vi måske komme nærmere ind på hvad der er på færde..
Det lyder meget spændende med den krokodille.. den kan også godt være en spejling af din datters skyggeside.. uha.. der er mange muligheder.. igen er den bedste afdækning.. leg.. ! Tag krokodillen aktivt med i legen.. byd den på kaffe.. osv..
kh
Winnie Søndergaard
Kære Winnie
Tusinde tak for en berigende clairvoyance <3
Kærligst
Aniita