Jeg elsker skraldemænd … forklaring følger.
Du ligger i din dybeste søvn og 2 timer før du har sat dit vækkeur til at ringe, bliver du vækket af skraldevognen. Minutter føles som timer, mens de larmende kører ned af gaden, stopper ved hver dør og samler affald.
Jeg bor midt inde i byen og derfor må jeg selvfølgelig acceptere støj på alle mulige tidspunkter på døgnet. Der er altid en eller anden i ejendommen der er i gang med at sætte sin lejlighed i stand, en slamsuger der skal tømme en overfyldt kloak, en facadevasker der med trykluft skal fjerne nattens graffiti eller et køretøj fra Københavns Kommune der kører op og ned af gaden, for at feje.
Der var faktisk en sommer, hvor jeg var helt overbevist om, at ham der kørte vognen var en forsmået elsker, og at hans eks boede i gaden. For at genere hende mest muligt og for at gøre opmærksom på sig selv, kørte han op og ned af gaden 4 – 5 gange og både vaskede, fejede og spulede. Og dette klokken 4 om natten/morgen.
Enkelte gange valgte han sågar at holde sin kaffepause lige midt i gaden og blev holdende der mens både motor og roterende koste kørende kørte.
Tivolis fyrværkeri bliver jeg også vækket af og hver morgen ved solopgang fyrer batteriet Sixtus en kanonsalut af, for at ære det danske flag, og så står hele sengen og ryster og i samme moment begynder kirkeklokkerne på Marmorkirken at bimle.
Min overbo er musiker. Ingen tvivl om det. Om han er et kendt navn ved jeg ikke. Men af en eller anden grund, så rammer inspirationen og lysten til at spille præcis kl 23. Så der kommer guitaren frem og han spiller og synger på livet løs.
Jeg tror, han er god. Det lyder i hvert fald meget godt og han har til al held samme musiksmag som jeg. Hvis jeg er heldig løber han tør for inspiration efter en halv time, men nogle aftener er han åbenbart i et flow, og der fortsætter han ufortrødent frem til kl 01.
Jeg har en fornemmelse af, at han ikke skal op på arbejde næste morgen. ?
Det ville være skønt hvis alle der boede omkring mig var professionelle skakspillere. Jeg har på et tidspunkt boet sammen med en gruppe af dem, mens de var til konkurrence i Brøndby Hallen. Enten sov de eller også læste de tykke bøger om skak, og forsøgte at lære alle åbninger, partier og træk udenad. Jeg hørte ikke et pip fra dem i løbet af den uge de boede hos mig, da de alle gik rundt helt i deres egen boble.
Jeg elsker skraldemænd.
Så længe jeg bliver irriteret over larmen og skraldemændene der kommer kl 05 tirsdag og fredag morgen, så vågner jeg med garanti og jeg kan sjældent falde i søvn igen, fordi jeg er så frustreret over at være blevet berøvet min nattesøvn.
Dette var et problem for mig i flere år og nu var tiden kommet til at jeg måtte gøre noget ved det. I den lokale avis kunne jeg se, at jeg ikke var den eneste der var generet af larmen og der var uge efter uge altid en der havde skrevet et vredt læserbrev.
Jeg besluttede mig for, at se på problemet med nye øjne og vende mit fokus fra irritation til taknemmelighed, for tænk engang at jeg er så privilegeret at bo i et land, hvor der er nogen der fjerner mit affald og som sørger for at gaderne er rene.
Her hvor jeg bor, er der virkelig rent og pænt og jeg har da besøgt byer og lande, hvor det modsatte var tilfældet.
Her hvor jeg bor, er der virkelig rent og pænt og jeg har da besøgt byer og lande, hvor det modsatte var tilfældet.
Det sjove er at fra det øjeblik jeg begyndte at takke og være glad for skraldemændenes arbejde, så er jeg efterfølgende ikke én eneste gang blevet vækket af dem. Det er da tankevækkende, synes du ikke?
Nu vil jeg gøre det samme med de øvrige støjkilder, hvis og når jeg synes de er et problem. Og ja, nu kan jeg ærligt sige: Jeg elsker skraldemænd.
Har du lagt mærke til at det, du fokuserer på og er optaget af – er det du får mere af?
Det du søger, søger også dig.
Lige nu er mit fokus på støj, larm og irritation … og hvad sker der så?
Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, er en lastbil kommet for at hente en container med byggematerialer (den larmer ret meget) og der én i opgangen der øver sig på klarinet. Mester Jakob i sin helt egen improviserede udgave.
Det du søger, søger også dig.
Lige nu er mit fokus på støj, larm og irritation … og hvad sker der så?
Mens jeg sidder og skriver dette indlæg, er en lastbil kommet for at hente en container med byggematerialer (den larmer ret meget) og der én i opgangen der øver sig på klarinet. Mester Jakob i sin helt egen improviserede udgave.
Jeg tror, jeg går en lille tur. ?
Læs også:
Wikipedia >> Historien om skraldemænd.