Perfektionisme, kvinder og stress

Majken Matzau. Er det kun perfektionistiske kvinder der får stress?

Majken MatzauErhvervspsykolog, direktør og forfatter Majken Matzau er en af Danmarks førende stresseksperter og jeg giver hende her ordet på min blog.

Majken Matzau er forfatter til bøgerne Stresscoaching – coaching i grænselandet, Stressfri på tolv uger eller mer’ samt Rigtige mænd går også i sort.

>> Bøger Majken Matzau

Har du hørt, at det kun er perfektionistiske kvinder der får stress?
Kvinder, der går for meget op i speltbrød, har lavt selvværd og som ‘bare skal lære at sige fra’?
Så kan du godt tro om. Majken Matzau maner engang for alle myten i jorden om, at det er perfektionistiske kvinder der får stress, og at de selv er ude om det.

Podcast og interview med Majken.
Jeg har lavet et interview med Majken, som du kan høre her >> podcast Stress, hjælp og gode råd. Vælg lydfil nr. 96
Interviewet varer 66 minutter og du kan høre det helt gratis.

I programmet forklarer Majken Matzau hvordan denne myte er opstået, samt hvor forkert og skadelig den er.

I udsendelsen kan du også høre hvordan det kan være, at mænd er lige så stressede – eller mere – som kvinder dog uden at det fremgår af statistikkerne. Og du vil blive indført i de virkelige årsager til det enorme stressniveau i DK – og sidst men ikke mindst, vil du få tips og vejledning til hvad du selv kan gøre, for at reducere stress i dit liv.

Majken Matzau skriver:

Du er vores lys
Gennem de sidste 10 år har jeg argumenteret for, skrevet og talt om, hvordan og hvorfor stress er et ledelsesansvar. I hierarkier, hvor nogle jo bestemmer over andre, og hvor man derfor ‘ikke bare kan sige fra’, må det dog være ledelsens ansvar at balancere virksomhedens ressourcer, ambitioner og mål, således at de menige medarbejdere ikke drukner i kompleksitet og manglende sammenhængskraft.
Ikk’?

Men dette er ikke hele historien. En virksomheds processer og mål kan være nok så velafbalancerede, og alligevel vil der være medarbejdere, der har dybereliggende psykologiske bevidsthedsstrukturer, som igen og igen driver den enkelte person ud i at påtage sig selv alt for meget ansvar.

Mød “Direktøren”, som var alles lys og ledestjerne:

Jeg fik på et tidspunkt en kvindelig direktør på 44 år i behandling, som var voldsomt stresset. Hun havde været indlagt med problemer med hjertet, hendes blodtryk var for højt og hun fremstod usammenhængende, fjern og meget nervøs. Min opgave blev at hjælpe hende med at få styr på sig selv, sit liv og ikke mindst sin ledelsesopgave. Hun var i den grad overbelastet, men ikke i en sådan grad at en sygemelding var nødvendig. Indledningsvist spurgte jeg ind til hendes aktuelle situation, og jeg fik her et billede af en hverdag, der var så overbelastet på alle fronter, at jeg hurtigt begyndte at gøre mig antagelser om hendes psykologiske strukturer.

Det blev tydeligt for mig, at direktøren tog et enormt ansvar på sig, og dette var på alle fronter i hendes liv. I hendes arbejdsliv var hun hurtigt avanceret til direktør for et stort forretningsområde i den virksomhed, hun var ansat i, og hvor hun arbejdede både dag og nat. Grænser mellem privatlivet og arbejdslivet var ikke eksisterende, hun sagde aldrig nej til noget, og hun følte sig konsekvent utilstrækkelig og bagud. Når medarbejdere såvel som ledelsen ønskede noget fra hende, leverede hun altid, uanset at hun selv levede på kollapsets rand.

I sit privatliv var hun enlig mor og eneforsørger, og hun havde et meget symbiotisk forhold til sin teenagesøn. Således lavede hun fx ofte sønnens lektier for ham, ligesom hun konsekvent stod til rådighed for sønnen i alle livets forhold. Ydermere havde hun en kæreste, som udover at lide af en kronisk, alvorlig sygdom, var enlig far til tre små børn, da hans kone var død. På samme måde som i de øvrige forhold og relationer, stillede vores direktør sig til rådighed for både kæresten og hans børn, og selvom de boede hver for sig – og han ovenikøbet i Sverige – påtog hun sig oven i alle sine andre opgaver rollen som husmor og støtteperson for kæresten og hans børn.

Mængden af ansvar og opgaver, som direktøren uselvisk påtog sig, var så ekstrem, at det ikke gav mening, at hun også skulle kæmpe med at blive bedre til at sige fra, uden at vi fik identificeret den historik og de overbevisninger, der lå til grund for hendes adfærd. Jeg spurgte ind til hendes personlige historie, opvækst og familie, og her optrådte en helt central historie.

Direktøren kom fra en familie med meget stærke personligheder, og ikke mindst familiebånd. Hun fortalte, intetanende om at kimen til hendes nutidige stressadfærd skulle findes her, at hendes mors far døde samme dag, som hun selv blev født. Morfaren havde været en helt central person i familien såvel som i lokalsamfundet, og hans død blev taget meget nært af familien. Da direktøren blev født på samme dag, som morfaren døde, blev hun som nyfødt modtaget af familien med en identitet og rolle, som betød, at hun gennem livet kom til at påtage sig alverdens problemer, ansvar og skyld. Hun blev nemlig modtaget med historien og overbevisningen i hendes familie om, at ’hun var deres lys’.

”Du er vores lys”.

I direktørens familie eksisterede der en antagelse om, at det ikke var tilfældigt, at hun var født samme dag, som morfaren døde, og direktøren fik, fra hun var nyfødt, rollen som lysbærer i familien. Gennem sin opvækst, sin ungdom og sit voksenliv levede hun i hovedrollen som ’de andres’ lys. Hun var den, der gav far, mor samt alle de øvrige familiemedlemmer liv, mening og håb, og hun var den, som samlede familien og bar dens forventninger, ønsker og behov.

Da det gik op for direktøren, at det var denne rolle og denne overbevisning, der lå til grund for hendes voldsomme stress, gik lyset op for hende selv. Hun havde påtaget sig ansvaret for alle andre mennesker, i stedet for at lade disse tage ansvaret for sig selv og deres eget liv. Gennem sit liv havde hun troet, at det var hendes opgave og hendes ansvar, og i erkendelsen heraf skiftede strukturerne i hendes bevidsthed. Idet vi fik fat i den dybeste, grundlæggende overbevisning, hvorpå alle de andre overbevisninger var bygget, kunne vi trevle hele dette mønster op, ved blot at trække denne enkelte tråd ud. Og resultatet var slående.

Da direktøren besluttede sig for, at hun IKKE var andres lys, men kun havde ansvar for sit eget lys, begyndte hendes øvrige begrænsende overbevisninger som fx ”hvis andre er kede af det, er det min skyld”, eller ”jeg skal gøre andre glade” at opløses helt af sig selv, og nærmest fra det ene sekund til det andet, blev det let og naturligt for hende at passe på sig selv samt at sætte grænser kunne nu gå igang.

Denne kvinde havde hverken lavt selvværd eller var perfektionist. Og hun havde ikke haft en hård barndom eller manglet kærlighed. Hun var blot født ind i en identitet og historie, som hendes familie gav hende på hendes fødselstidspunkt – og denne identitet havde fulgt hende op gennem alle hendes relationer. For sådan er det med vores grundlæggende identiteter og overbevisninger. De er kraftfuldt styrende – og helt og aldeles uskyldige. Og når vi bliver bevidste herom, kan vi med nænsomhed og forståelse, let skifte vores bevidsthed og overbevisninger.
Fra ‘Stresscoaching – coaching i grænselandet‘ – (Børsens Forlag 2009)

NB: Den pågældende kvinde lever i dag et helt andet liv i styrke og balance og har valgt både direktør positionen samt kæresten fra.
Tekst af Majken Matzau   www.matzau.dk

Læs også >> Stress og stresshåndtering.

,

One Response to Perfektionisme, kvinder og stress

  1. Anne Aagaard 06.02.2014 på 12:35 #

    Tusind tak for den gode og tankevækkende historie 😊

    Jeg er fuldstændig enig med Majken Matzau i hendes synsvinkel på arbejdsrelateret stress!
    Det ER ledelsens ansvar, at “menige” medarbejdere ikke drukner i kompleksitet og manglende sammenhængskraft. Og sammenhængskraften blev i øvrigt betydeligt dårligere efter Strukturreformen! Realiteten er også den, at der er en hel del ledere og mellemledere – måske mest i den offentlige sektor – som ikke er hverken personligt eller fagligt kvalificerede til at magte opgaven. Så det er noget af en “ond” cirkel.

    Bortset fra det faktum, at det er højst ønskeligt, at en ledelse kan tage sit ansvar, så er dette – set i et spirituelt og selvudviklende perspektiv – dybest set vigtigere : “En virksomheds processer og mål kan være nok så velafbalancerede, og alligevel vil der være medarbejdere, der har dybereliggende psykologiske bevidsthedsstrukturer, som igen og igen driver den enkelte person ud i at påtage sig selv alt for meget ansvar.”

    Igen TAK for et super og højaktuelt blogindlæg 👍

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.