Slip slikket og drop sukker.
Sukkerafhængig. En sød tand.
Jeg har en veninde som er rigtig glad for Ritter Sport chokolade. Ikke dem alle, nej kun den blå, den med nougat. Hun kan snildt spise en plade om dagen og hvis hun er lidt småtrist, ja så trøster hun sig med at spise 2 plader. Nu skulle man tro at hun er en kvinde med en masse ekstra kilo på sidebenene, men det er hun ikke. Hun er høj og slank.
Måden hun holder sig slank på er følgende: Hun læser på pakken hvor mange kalorier den indeholder og aftaler derpå med sig selv, at hvis hun spiser den, skal hun betale den af i Fitnesscentret den næste dag, på løbebåndet og det gør hun så. Ja, det bliver til rigtigt mange løbeture. ?
Sukkerafhængig.
For knap 2 år siden holdt hun op med at ryge og det er hun naturligvis meget stolt af, men som hun siger: Nu er jeg i stedet blevet afhængig af sukker.
Jeg har prøvet at fortælle hende alt det dårlige som sukker gør ved vores krop, men det har ikke rigtigt hjulpet hende.
En dag faldt jeg på nettet over en hjemmeside Slip slikket som lover, at du på bare 2 timer kan blive din sukkerafhængighed kvit.
Jeg viste hende siden og foreslog hende at melde sig til foredrag, så ville jeg gøre det samme. Ikke fordi jeg er sukkerafhængig snarere tværtimod, men bare for at bakke hende op.
Dødens gab.
Så kom dagen. Hver især skulle man medbringe det slik, som man var allermest glad for.
Foredraget blev holdt af Umaro fra Køkkenrevolutionen og Lone “Powerprinsesse”. To virkelig sympatiske mennesker.
Lone har skrevet bogen “Fra pæn pige til Power Prinsesse” og Umahro har udgivet en hel del bøger, blandt andre “Køkkenrevolution på høje hæle” og hans seneste “Herrerevolution. Sådan får du styrke, potens og power”
Umahro fortalte, at det handler om at blive mere bevidst om hvad det er man putter i munden, og at munden symbolsk enten kan være porten til himlen eller dødens gab. Det du spiser, bliver til dig og han kom med følgende sammenligning:
Når din partner kommer hjem fra arbejdet, kan han gøre én af to ting; Omfavne dig med kærlighed og fortælle dig hvor meget han elsker og holder af dig. Eller han kan komme ind af døren sur og tvær og give dig f. fingeren. Alt efter hvad han giver dig, vil du naturligvis reagere på to forskellige måder. Det samme gælder for din krop.
Kærlighed eller fingeren?
Vælger du det, der er bedst for dig? Putter du noget i munden, hvor du viser din krop kærlighed og taknemmelighed eller spiser du noget som symbolsk er at give den f. fingeren?
Læs også >> Din krop kan helbrede sig selv.
Derfor må du hele tiden spørge dig selv før du putter noget i munden: Når jeg spiser dette, hvad siger jeg så til mig selv?
Hvad siger jeg til min krop? Siger jeg: Kære krop, jeg elsker dig. Eller siger jeg det modsatte?
På samme måde som en partner eller en ven, vil kroppen reagere og give en respons. Mad er altså en måde at kommunikere med din krop på.
Se derfor på din mad som den information og de budskaber du giver din krop, og den måde du taler til den på.
Er du ude på at lave ballade eller vil du have kærlighed?
Tag et kik i din indkøbskurv, før du går til kassen.
Hjemme spiser du hvad du har i huset. Sørg derfor for, at du har alt det gode lige indenfor rækkevide.
Mit råd er, at du skal tjekke din indkøbskurv før du går hen til kassen.
Kan du stå inde for alt du har lagt i den?
Er indholdet noget der afspejler kærlighed til din krop?
Hvis ja, gå direkte til kassen.
Det er min metode. Hvis der skulle være sneget sig en vare ned i kurven som jeg inderst inde godt ved ikke er til mit eget bedste, så lægger jeg den tilbage. Det handler om at være bevidst – det er alt det kræver.
De rette beslutninger i dit valg af mad vil med garanti afspejle sig på andre områder i dit liv.
Læs også >> Med den bedste blender, er det nemt at få masser af frugt og grønt. (Det er den blender jeg bruger).
Stadig sukkerafhængig?
Der er nu gået ca. 6 mdr siden vi var til foredraget “Slik slikket”. Min veninde var helt med på alle deres gode råd og betragtninger, og vi havde en kanonhyggelig aften hvor der også blev grint en masse. Efter foredraget fik vi lov at smage på sunde alternativer og de var virkelig gode og lækre.
RitterSport spiser veninden stadig, dog yderst sjældent, og hun gør det med et glimt i øjet: Ja Jette, jeg ved godt hvad det er jeg siger til mig selv, når jeg spiser det. ?
Læs også:
>> Umahro´s hjemmeside.
>> Min mad er krydret med kærlighed.