Jette Harthimmer

Clairvoyant og spirituel mentor

Nyheder og inspiration

Få hjælp fra englene

Få hjælp fra englene – sådan kan du kontakte og bede englene om hjælp.

Hvad er en engel?
Engle er ren energi. Et åndeligt væsen. Engle er universelle, kærlige og intelligente væsner i den åndelige verden.

Engle består af den fineste energi.
Nogle af dem kan være en vejleder/lærer for dig.
Engle befinder sig på et højere niveau (udviklingstrin) end dig. De har forstået og lært alle lektier på det fysiske niveau og de har aflagt alle deres negative energier.
De kan hjælpe dig i dit liv samt også give dig vejledning indenfor det spirituelle og åndelige. De kan hjælpe dig i din udvikling men de blander sig ikke i dit liv (uden at du har bedt dem om det).

Læs også >> Sådan hjælper den åndelige verden dig.

Få hjælp fra englene.
Hvis du har brug for hjælp fra englene, må du række ud og bede om hjælp. De må nemlig ikke blande sig i dit liv med mindre du har givet dem lov til det. Hvordan giver du dem lov? Ved at bede om deres hjælp.
De hører dine bønner og de vil respondere på dem.

Du kan få hjælp af engle. Også af din skytsånd, af guider, åndelige vejledere og sågar af afdøde slægtninge.
Nogle gange er du slet ikke i tvivl om at du har fået hjælp mens hjælpen andre gange er sket ubemærket.

Læs også >> Er du en jordengel? Inkarnerede engle.

Mange tvivler desværre på, at de kan få kontakt til engle og hjælpere fra den åndelige verden. De siger måske “jeg har ikke evnerne, jeg beder men kan ikke mærke noget, jeg vil gerne have et bevis på at de er der”.

Det kræver ingen særlige evner at bede om hjælp. Du bliver hørt uanset om du tror du er spirituel eller ej.
Englene og dine guider er der, uanset om du kan se, høre, mærke dem eller ej. Englene ønsker jo ikke at skræmme livet af dig. ;-) Det er faktisk for at beskytte dig, at de ikke gør sig synlige for dig. Tænk hvis der pludselig fysisk manifesterede sig en engel foran dig. Du ville blive meget forskrækket. Vi er desværre endnu ikke der i vores udvikling, hvor vi fysisk kan se englene.

Læs også >> Er du spirituel?

For at få hjælp fra englene, må du række ud og bede om deres hjælp. De kan og må ikke blande sig i dit liv. Du har din fri vilje og du er her på jorden for at lære og udvikle dig. Det er en meget vigtig del af din udvikling, at du tager stilling, reflekterer, træffer egne valg og beslutninger. Hvis englene træffer valgene for dig, lærer du ikke noget. Du springer over hvor gærdet er lavest og du føler dig styret og manipuleret.
Det er vigtigt at du lever dit eget liv.

Det er ikke ensbetydende med at englene er ligeglade med hvad du gør eller hvilken vej du går. De kommer med input, hints og tegn. Englene hjælper dig f. eks ved at skubbe dine tanker i en eller retning eller give dig en impuls. De kan også påvirke dig følelsesmæssigt, så du mærker at du skal bevæge dig i en bestemt retning. De guider dig hver eneste dag, men du bestemmer selv om du vil høre og følge deres råd og anvisninger.

Du bliver aldrig ladt i stikken. Du står aldrig alene på din vej. Som kærlige forældre er englene, dine guider og åndelige hjælpere der for dig, og de giver dig de bedste råd. Råd der vil føre dig trygt, godt og sikkert på vej samt i den retning, som du har valgt før din inkarnation.

Hør lydfilen >> Karma og Reinkarnation.

Nogle gange kan du fejlagtigt tolke modgang og kriser som, at englene ikke er hos dig, at de straffer dig eller at du har en dårlig karma. Intet kan være mere forkert.

Englene er der.
De straffer aldrig. De ønsker kun det bedste for dig.
Modgang skyldes ikke dårlig karma.

Desværre er det bare sådan, at den hurtigste måde vi som mennesker kan udvikle og “flytte os på” er ved at opleve modgang, have kriser og komme fornyet og stærkere ud på den anden side.
Du har haft mange kriser i dit liv men du har på én eller anden måde tacklet og kommet igennem dem. Efterfølgende har du følt dig stærkere og du har lært en masse. Krisen har givet dig noget. Du har fået et nyt perspektiv. Du ville naturligvis gerne have været foruden krisen, men på den anden side har den også gjort noget godt for dig. Du er ikke den samme som du var før.

Nogle gange falder du i et dybt hul. Men måske var det meningen. Du blev ført hen til hullet, du faldt i og da du kom af det, var du blevet en masse erfaringer rigere.

Måske vidste du på forhånd, at du ville falde i. Noget i dig advarede dig, din intuition, en indre stemme, men du valgte alligevel at tage skridtet, så du røg i hullet.
Uanset hvad, så skal du vide, at hjælpen altid er der, også selv om du ikke tror det.

Læs også >> Din skytsånd og åndelige vejleder.

Få hjælp fra englene – sådan gør du.

 

1) Sæt dig et roligt sted. Luk dine øjne. Tag nogle dybe indåndinger og pust langsomt ud. Bliv ved indtil du du føler dig rolig, afslappet og nærværende.
2) Ret din opmærksomhed mod englene.
3) Tænk, visualiser eller sig det højt som du vil bede om deres hjælp til.
4) Hvis du beder om et godt råd eller et svar, så vær stille og hør/mærk deres svar.

Dine bønner er blevet hørt. Hjælpen er på vej.
Nogle gange kommer hjælpen med det samme, andre gange går der lige længere tid.
Uanset: Hav tillid også selvom du måske ikke mærker eller hører noget.

Rigtig god fornøjelse med din kontakt til englene.

Få hjælp af englene Få hjælp fra den åndelige verden.
Jeg har indtalt denne lydfil “Få din personlige guide.

I den fortæller jeg, hvilke hjælpere der står til din rådighed, og om hvordan du skaber kontakt til og får din helt egen personlige guide. En guide der kan hjælpe dig med netop det, som du har brug for.

Jeg fortæller også om de usynlige hjælpere du har, alt lige fra engle, guider, åndelige vejledere, din skytsånd samt hvordan og på hvilke måder, de hver især kan hjælpe dig.

Du lærer, hvordan du bedst kan bruge hjælperne i din hverdag og hvordan du kan skabe kontakt til dem.

2 kommentarer til “Få hjælp fra englene”

  1. Sandra Jordoson

    Kæreste Jette..Altid tak for dine ord….Man/jeg ved når de er der ….For mig er sjæle i rummet ( i stjerner -energier jeg kommer i kontakt med,,,når jeg mediterer, eller sover, eller beder om )…Engle er for mig i blomster,der pludselig vokser i haven , fugle ,sommerfugle, der kommer og siger “hej”( fugle, der ikke været i have før)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top