Marion Dampier-Jeans sommerseminar 3:5
Dette er 3. indlæg ud af 5 om min oplevelse på Marion Dampier-Jeans sommerseminar.
Jeg kan, jeg vil og jeg ønsker at lære.
Dette var dagens fokus og budskab på den 3. dag på Marion Dampier-Jeans sommerseminar på Hindsgavl Slot. Med andre ord: Hvad er din attitude?
Dagen begyndte med den mest fantastiske meditation som Marion har fået kanaliseret af sin personlige guide. Efterfølgende blev vi hver især spurgt hvad vi havde oplevet under den. Dette var meget bevidst fra hendes side, da meditationen indeholdt nogle “fælder”.
Ud fra hvad vi havde set og ikke mindst gjort kunne hun hurtigt spotte hvor vi var i vores spirituelle udvikling. Hun kunne tyde om vi ønskede at lære mere, om vi var bange for den åndelige verden, bange for døden, hvor mange fysiske venner samt åndelige venner vi havde, hvilket spirituelle niveau man befandt sig på, om man havde healing som talent og om man følte et ansvar for sit job (hvis man f. eks arbejder som medie, clairvoyant eller healer) samt ens åndelige liv.
Vores svar var meget afslørende, og jeg tror at der var mange der efterfølgende fik noget at tænke over.
Efter frokosten gik vi i gang med at kanalisere budskaber til hinanden. Vi skulle hver især vælge 1 – 3 personer ud fra gruppen og til disse enten skabe kontakt til én af deres afdøde slægtninge, eller sige noget om deres liv og personlighed.
Hvordan gør man det? Marion svarede: Du ved det bare. Det kan være du ser det, føler det, oplever det eller på anden måde får informationerne. Tro på det der kommer. Hvis du tvivler på dig selv eller dine evner, så er det meget svært at få budskaber eller at se noget som helst.
Husk at fokusere.
Vi sad i stilhed i måske 15 – 20 minutter og alle skrev løs på deres notesblok. Efterfølgende gik det på tur med at fortælle hvad vi havde set. Der var mange der ramte helt rigtigt og flere fik gode personlige budskaber.
Før vi holdt kaffe/kage-pause slog Marion fast: Det er dig der har det fulde ansvar for hvad du siger og hvordan du tolker budskaberne (til en klient). Ikke åndeverden.
Efter pausen gik vi ind i et mindre lokale, hvor vi satte os tæt i en rundkreds. Der blev skruet lidt ned for lyset og vi sad stille og spændte. Hvad skulle der nu ske? Marion fortalte om trance og at hun nu ville guide os ind i en meget let trance.
Jeg vil ikke skrive så meget om dette punkt, for det er noget der skal opleves. Jeg kan dog sige, at jeg fik slappet så meget af under trancen, at jeg efterfølgende var noget ved siden af mig selv. Ikke på nogen ubehagelig måde. Slet ikke.
Marion bemærkede det straks, og mens gruppen gik videre med næste øvelse, fik jeg en healing af en af deltagerne. Line Osen fra Trondheim. En meget dygtig healer. Efter den var jeg atter helt klar i hovedet og frisk.
Marion savner at der i Danmark er medier der kan tegne / portrættere afdøde. Det er ganske få der beskæftiger sig med dette. Derfor ville hun gerne give deltagerne en chance for at forsøge sig med dette. 4 personer kastede sig ud i opgaven, og fik omkring 10 minutter til at lave en tegning.
Tegningerne gik rundt, og hvis der var nogen der kunne genkende personen skulle man sige til.
Jeg kan ikke lige huske om alle 4 havde ramt “noget” (husk, jeg var jo i gang med at få healing) men jeg mener at 2 havde lavet et meget præcist portræt. Susanne havde tegnet en mand, og da Marion så tegningen sagde hun: Ham kendte jeg personligt. I morgen vil jeg fortælle jer hvem han er og vise et foto af ham.
Spændende ik´?
Det sidste emne før vi skulle ned og have aftensmad var healing. Marion fortalte hvordan hendes guide havde lært hende at man skulle heale og hvordan man blandet andet skal åbne sig selv, åbne klienten samt blive ét med klienten. Jeg sad og smilte til Line. Det var nøjagtigt sådan hun også havde gjort det, da hun healede mig.
Kl 20 fortsatte undervisningen, og denne gang stod den på platformsclairvoyance. Alle havde taget et foto med af en afdød som vi havde haft et personligt forhold til. Fotoet blev lagt i en kuvert og dernæst på et bord.
Efter en bøn, et par sange og en introduktion viste Marion hvordan en platformsclairvoyance kunne tage sig ud, og så var det vores tur.
På skift gik vi op og valgte en kuvert, tog fotoet ud og gjorde vores bedste for at skabe kontakt til den afdøde.
Dette var absolut ikke én af mine foretrukne øvelser, men alt i alt gik det såmænd meget godt. Igen var jeg meget imponeret over hvor dygtige de øvrige kursister var. De fleste havde naturligt nok aldrig før forsøgt sig med afdødekontakt, men på trods af dette skabte alle en kontakt og fik en del budskaber igennem, eller kunne beskrive personen og deres liv meget præcist.
Aftenen sluttede kl 22 og vi var alle meget trætte. Det havde været en lang dag, med en masse spændende og indholdsrige øvelser og oplevelser. En del var også berørte efter de fine kanaliserede budskaber de havde fået, men alt i alt var stemningen god og positiv. Folk var glade.
Der blev sagt godnat, givet kram til højre og venstre og så var det ellers på hovedet i seng. Gad vide hvad dagen i morgen bringer, og hvem er den person på Susannes tegning?
Få svarene i det næste blogindlæg.
Marion Dampier-Jeans sommerseminar 3:5
Gratis lydfil
Har du lyst til at høre mit interview med Marion Dampier-Jeans?
Jeg har lavet 3 optagelser med Marion hvor hun fortæller om sit spændende samarbejde med den åndelige verden.
Du har høre dem her >> podcast vælg lydfil / podcast nr. 36, 37 og 70.
Lydfilerne er gratis.
Vil du med som deltager?
Har du fået lyst til at være med, så tag kontakt til >> Marion Dampier-Jeans.
Læs om de øvrige dage på Marion Dampier-Jeans sommerseminar
Dag 1 >> LINK
Dag 2 >> LINK
Dag 3 >> LINK
Dag 4 >> LINK
Dag 5 >> LINK
Læs også >> Har du clairvoyante evner? Vil du lære clairvoyance?
3 kommentarer til “Marion Dampier-Jeans sommerseminar 3:5”
Det lyder dejligt, Jette.
No rush… :o)
KH Jens
Hej Jens
De to sidste indlæg skal nok komme på her i løbet af et par dage. Jeg har simpelthen bare ikke haft tid til at skrive dem endnu.
Hilsen
Jette Harthimmer
Hej Jette
Det har været interessant at følge med i dine beretningerne om sommerseminaret med Marion.
Lægger du også de sidste 2 dage ind i bloggen?
Gode hilsner,
Jens